Så kom den: Den mest foromtalte bog i lang tid!

Baggrunden for den megen medieomtale skyldes dels, at det er en ny bog af Katrine Marie Guldager ovenpå hendes gode 6-binds Køgekrønike, men nok især bogens tilblivelse. Den er nemlig initieret af Peter “Ålen” Aalbæk, der med benspændene, at den skulle foregå på Sydfyn, og at der skulle være en præst med, opfordrede Guldager til at skrive romanen. Det skete med den bagtanke, at han så ville filmatisere den.

Meget kort om familien:
Det venstreorienterede og alternativt orienterede par, Holger og Jytte, flytter til Svendborg og stifter familie der. De får børnene Lene, Fredrik og Jakob. Lene læser til præst, gifter sig med Kyle og får job i Svendborg. Frederik bliver finansmand, og efter at have arbejdet i udlandet bosætter han sig i København og gifter sig med Birgitte. Jakob er noget rodløs og bor forskellige steder, men finder aldrig sit spor i tilværelsen.

Kort om bogen:
Aalbæk har med den baggrund, at han jo har initieret bogen, også læst den inden udgivelsen og leverer nogle højtflyvende udtalelser på omslaget: Guddommelig roman – så fed – stor læsning, men holder de pæne ord vand?

Kort fortalt: JA!

Det er en roman, der tegner et fascinerende portræt af ikke bare en families komplicerede indbyrdes forhold og de forskellige familiemedlemmers personlige udvikling, men også et tidsbillede med gode nedslag i hele perioden fra sidst i 1970’erne og op til i dag.

Igen vil det være synd at afsløre for meget af handlingen, for det vil spolere noget af læseoplevelsen, når man dykker ned i bogens personer. Guldagers beskrivelser af sine personer og deres indbyrdes forhold baseret på had/kærlighed er nemlig igen stærke og absolut troværdige.

Det er en roman, som har potentiale til en meget bred læsergruppe, og som vil være oplagt læsning i alle læsekredse! Der er rigtigt mange emner at snakke om, og der vil være mange vinkler at lægge på dem, så der vil helt sikkert blive diskussioner, og det er det allerbedste. F.eks.: hvorfor er der tale om en uskyldig familie?

Bliver bogen så til en film?
Det ved kun Peter Ålbæk og hans finansfolk, men det er også mindre vigtigt for mig, selv om om der er flere scener i bogen, som jeg sagtens kan forstille mig foldet flot ud i widescreen.

Det er en rigtig god bog, som sagtens – og med baggrund i andre mindre heldige filmatiseringer måske endda med fordel – kan stå alene. Nu bogen er kommet på gaden, må medierne gerne fokusere på andet end bogens ophav og promovere den som et fremragende litterært værk.

Fra bogens bagside:
(Jeg har tidligere gerne bragt bogens bagsidetekst først i mine blogs, men denne gang bryder jeg mig ikke om det, fordi jeg synes, teksten giver et skævt billede af bogen, og så er den ikke ret godt formuleret. Den fokuserer for meget på én af personerne i bogen og inddrager slet ikke bogens styrker: det kollektive og tidsbilledet af perioden.
Derfor bringer jeg bagsideteksten til sidst, så I får den herunder)

En uskyldig familie er historien om Frederik, der vokser op i Svendborg rejser først til Odense, siden København og New York. Efter nogle år som succesfuld finansmand blandt andet i Goldman Sachs, kommer han dog hjem til Europa, hvor han bryder sammen. Han længes hjem, men han bryder sig ikke om at besøge barndomshjemmet i Svendborg. Hans far er kun en skygge ved siden af hans stærke, frigjorte mor, hans søster er blevet præst og mener, at Frederik bør besinde sig på familien, på at ingen penge i hele verden kan købe den frihed, han drømmer om. Men hvordan skal han så blive fri?

Katrine Marie Guldager
En uskyldig familie
Politikens Forlag, 2016
(296 sider)