Fra bogens bagside:
Italiensk vin er en dugfrisk og helt opdateret udgave af
den tidligere Politikens bog om italiensk vin.
Bogen er gennemrevideret med fuldstændig opdateret viden og alt det sidste nye,
som er godt at vide om de italienske vine.

Bogen er skrevet af førende eksperter: Paolo Lolli, chef
på restaurant “Casa d’Antino” og ejer af vinbutikken “Enoteca;
Arne Ronold, “Master of Wine””, stifter og redaktør af det
norske tidsskrift “Vinforum” og leder af “Nork Vinakademi”;
Ole Udsen, førende ekspert på Syditaliens vine samt Thomas Ilkjær, som udover
at være forfatter også er nogens faglige redaktør. Thomas Ilkjær er vinskribent
på Politiken og vinmagasiner i Skandinavien samt stifter og leder af
“Vinakademiet”.

Kommentarer og spørgsmål:
Selv om jeg har rejst i Italien og både der og herhjemme
har smagt meget – og ofte rigtigt godt – italiensk vin, så er jeg slet ikke
ekspert på området. Som bibliotekar med vinøse interesser har jeg fulgt med i
litteraturen på området, og har fulgt denne bog, siden 1. udgave kom i 2003 med
en anden titel og på kun 376 sider. Jeg har selvfølgelig studeret den udgave
lidt, og det samme gælder 2. udgaven fra 2008 på 408 sider.

Da denne 3. udgave kom, var jeg også nødt til også at
studere den, for der må være sket en del på de 10 år og med godt end 100 sider
mere. Det er der bestemt også, og ud over at være blevet lækrere som bogværk,
er der masser af både ny og opdateret viden.

MEN jeg har bedt om og har fået rigtig godt hjælp fra en
mere fagligt kvalificeret person nemlig en af mine faste vinpushere: vinhandler
Søren Holmsgaard fra Supervin i Hjørring. På billedet øverst står han med bogen
foran nogle supergode italienske vine på butikkens hylder.

Han er rigtigt god at få råd fra om (bl.a.) italiensk vin,
så før jeg giver ordet til ham, har han svaret på et par spørgsmål:

Er det værd at købe bogen i stedet for
1 eller flere flasker god, italiensk vin?
Når nu jeg er vinhandler, er det et ret ondsindet spørgsmål,
men jeg må svare ja

Hvilket italiensk vinhus / hvilken italiensk vin er din
favorit, og hvad syntes du om beskrivelsen af dem i bogen?
Min yndlingsproducent er Casanova di Neri, som jeg
selv har besøgt. De er lidt ”tyndt beskrevet”, men OK.

Søren Holmsgaards anmeldelse:
Indrømmet! Jeg er vild med italiensk vin – også i bogform!

Bogen “Italiensk vin” er flot indbundet og i et
flot design, der vil klæde enhver bogreol.

Rent visuelt er det en flot bog, og som fritidsfotograf er
det en glæde at se alle de smukke billeder.

Endnu bedre bliver det, når indholdet studeres. Der er
meget tekst at studere og mange oplysninger at fordøje, så det kunnet godt
havde været en tør omgang at komme gennem bogen. Men på de indledende sider
anbefales det heldigvis, at man bruger flydende studiemateriale, samtidig med
at man læser. Det kan jeg fuldt ud tilslutte mig!

Bogen henvender sig både til elskeren og nyderen af
italienske vine, men kan også bruges, hvis du skal på rejse i det italienske.

Efter at have læst bogen er jeg både som vinhandler og som
vinelsker opdateret på nye trends for italienske vine mht. druesorter,
dyrkningsmetoder og klassifikationer.

Det er på alle måder en bog, som får de varmeste
anbefalinger herfra.

Italiensk vin
af Thomas Ilkjær, Paolo Lolli, Arne Ronold og Ole Udsen
Politikens Forlag, 2018
511 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.