Blog Image

Drustrups Bogblog

Følg med

Send mig en mail HER og få besked, når der er et nyt indlæg

INTERVIEW MED PERNILLA ERICSON OM ERLAGRUPPEN

Krimi og spænding Posted on 30 apr, 2019 21:37

På Krimimessen 2019 lavede jeg et interview med den svenske
forfatter Pernilla Ericson.

Læs om hendes forfatterskab og især om den nyeste bog i serien
”Vildfremmed”, der er en barsk sag baseret på virkelige hændelser.

Hent interviewet HER



Pernilla Ericson: Vildfremmed

Krimi og spænding Posted on 30 apr, 2019 21:35

Fra bogens bagside:
En vildfremmed, beruset mand tiltvinger sig adgang til en
kvindes hjem i Södermalm i Stockholm og voldtager hende brutalt. Politiet pågriber
manden på gerningsstedet, og sagen ser ud til at være ligetil. Men da manden
har en skriftlig invitation, falder opklaringen sammen som en korthus, og han går
fri. Politiet begynder at grave i sagen, og det bliver optakten til en
efterforskning, som savner fortilfælde med voldtægtsmænd, som ikke kan dømmes.
Frygten spreder sig, og Erlagruppen med Liv Kaspi i spidsen påtager sig den svære
opgave med at finde de gerningsmænd, som forfølger og terroriserer kvinder.
Samtidig kæmper Liv Kaspi med sit privatliv. Hun elsker en mand med en lyssky
fortid – men kan hun stole på ham?

Min anmeldelse:
Fordi jeg allerede havde læst de første to ind i Pernilla
Ericsons serie med Erlagruppen “Sporene vi efterlader os” og
“Jeg finder dig” var jeg sikker på, at jeg også skulle læse denne nye
bog. Og jeg blev bestemt ikke skuffet. Tværtimod. Læs min anmeldelse af nummer
2 HER

Alene læst som roman og krimihistorie fungerer
“”Vildfremmed” fantastisk godt. I sædvanlig velformuleret og
koncentreret fortællestil formidles i romanform en fuldstændig vild historie om
voldtægter og chikanerier mod kvinder.

På bagsiden stod der ganske vist, at bogen er baseret på en
virkelig hændelse, og det uddybes i et kort efterskrift, men at baggrunden for
historien var så voldsom, som den faktisk var, gik først for alvor op for mig,
da jeg på Krimimessen 2019 interviewede Pernilla Ericson. Det interview kan læses
HER

Bogens faktuelle baggrund tilføjede min læsning en ekstra
og meget stærk dimension. Det er en spændende og spændende fortalt historie,
der samtidig er tankevækkende og gruopvækkende i sit indhold.

Selve historien er kort beskrevet på bogens bagside, så jeg
mener ikke, det er nødvendigt at fortælle yderligere om selve plottet. I skal
bare vide, at Pernilla Ericsons faste team Erlagruppen også denne gang kommer på
en svær opgave, der kræver alle 4 medlemmers samlede og meget forskellige
kompetencer for at retfærdigheden – modsat i virkelighedens sag – på en måde
sker fyldest.

Netop Erlagruppen er sammen med Pernilla Ericsons fortælleform
og feministiske udgangspunkt hele seriens styrke. Tilsammen gør det bøgerne til
noget særligt i en tid, hvor tendensen er de bredere fortællinger på mange,
mange flere sider.

“Vildfremmed” får 9 point på min spændingskrimiskydeskive
og 5 krimihjerter på krimifan.dk.

PS
Vil du høre Pernilla Ericsson fortælle om bogen, kan et
interview fra en af scenerne på Krimimessen 2019 ses og høres HER.

PPS
Endnu et læsetip lidt i samme genre:

At barske og voldsomme sider af virkeligheden kan give stof
til romaner, har jeg oplevet tidligere, da jeg læste Susanne Staun:
“Velkommen til mit mareridt. Det er en barsk bog om, hvordan psykopatiske
mænd udøver overgreb mod kvinder, og den er også meget tæt baseret på virkeligheden.
Jeg skrev lektørudtalelse på bogen på bogen. Læs den i fanebladet Anmeldelser
HER.
Kender I ikke den bog, så læs den!


Pernilla Ericson
Vildfremmed
HarperCollins
Nordic,
2019
301 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.