Fra bogens bagside:
Dette er anden del af Allan Olsens erindringer.

Hvor forgængeren og bestselleren Tilfældigt strejfet
kredsede omkring opvækst i randområderne, zoomer Laksetrappen ind på Allan
Olsens odyssé gennem mere end 40 år i musikken. Fra de krasse læreår som værtshussanger
til gennembrud, succes og anerkendelse. Med hæsblæsende anekdoter, eksotiske
rejser samt rørende og velskrevne nedslag i privatlivet.

En laksetrappe hjælper
stædige små fisk med at forcere vandfald og forhindringer på deres målrettede
vandring op mod strømmen.

Allan Olsen har altid
været en både stædig og målrettet fisk i den hjemlige andedam. Denne bog er
blandt meget andet en cadeau til baglandet, passionen og til de kolleger og venner,
der agerede Olsens laksetrappe.

Min anmeldelse:
Flere koncerter med Allan Olsen (eller Al’n som han hedder
i Fresse (Frederikshavn), min lytning til hans musik og min læsning af første
bind af hans erindringer gør, at jeg er nogenlunde inde i hans univers.
Alligevel er læsningen af denne fortsatte selvbiografi en overraskende stor
nydelse.

Til biografilæsere: forvent ikke en standard biografi med
kronologi, noteapparat og den for musikerbiografier standardiserede liste over
udgivelser. Forvent noget helt andet og noget mere.

Det er en meget personlig beretning om modgang og succes på
både det private område og musikalsk. Stort set kronologisk fortæller Allan
Olsen om flere sider af sine oplevelser fra han flyttede til Frederikshavn og
frem til og med udgivelsen i 2013 af cd’en “Jøwt”, der i første
omgang kun blev sat til salg i pladebutikker (der var kun 1) og hos købmænd
nord for Limfjorden.

Det er historien om samarbejdet med en lang række musikere
med de andre “Daltonbrødre” som gennemgående figurer.

Det er historien om udviklingen fra at spille på små værtshuse
til de store scener og igen på mindre steder.

Det er historien om at flytte fra barndommens og ungdommens
by og om at skabe sig nye rødder andre steder for senest at bosætte sig i en
lejlighed i Århus.

Det er historien om et omskifteligt privatliv.

Alle historierne er vævet sammen til et sammenhængende og
godt billede af personen og musikeren – set gennem Allan Olsens egne øjne.

Teksten er poetisk, direkte, smuk, gribende, velformuleret
og fyldt med den humor og de skæve vinkler, som også kan opleves i hans
sangtekster og fortællingerne fra scenen. Det er en fornøjelse at læse bogen
alene for sprogets skyld, men det gør bestemt ikke noget, at historien også er
god.

Jeg forstår godt, at Allan Olsen kasserede de første
skitser til den første biografi. Det gjorde han, fordi han slet ikke kunne
genkende sig selv i den tone og stil, teksten havde. Derfor skrev han bogen
helt selv, og det er heldigvis også tilfældet med dette bind 2. Bogens tone er
100 % Allan Olsens unikke.

Al’n har i et interview sagt, at han da arbejder på en
fortsættelse, men at han ikke helt klar over, hvor mange sider bogen bliver på….
Det må for mig meget gerne blive en tyk bog!

Det var en ren 5-stjernet oplevelse at læse bogen!

Allan Olsen
Laksetrappen
Politikens Forlag, 2019
368 sider

PS: På forlagets hjemmeside kan man finde andre anmeldelser, men mere interessant er det, at der også ligger links til nogle små film, hvor Allan Olsen fortæller om bogen og sit arbejde med den. Se HER

PPS: Billedet af Allan Olsen på scenen med sin hund, Muddi,
har jeg taget på Bålhøj Festival 2014 – www.fowli.dk – i min hjemby, Øster
Brønderslev. Det var derfor ekstra sjovt at læse dette korte afsnit om Muddi i bogen:

“Jeg
snakker kun vendelbomål til Muddi, for han kom fra et husmandssted uden for Øster Brønderslev, anden eller tredje vej til
højre efter kirken, og vi har altid snakket sådan til hundene i vores familie.
Vi har svaret på vores egne spørgsmål til dem, lange, indforståede dialoger på dialekt.
Det er jo tåbeligt, men har lov til det. Han kostede under en tusse sort, men
det var Misja og ungerne, der hentede ham i sin tid.”

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar
fra forlaget – og tak for den!