Den er den afsluttende del af trilogien om den tidligere bokser, Harry “Kvisten” Kvist, der nu frister en barsk tilværelse i et kriseramt og mellemkrigspræget Stockholm.

Jeg har med stor fornøjelse læst de første to bøger i serien. Læs anmeldelserne og om serien, der for alvor har været meget helt særligt for mig at læse.
Clinch HER
Nede til tælling HER

“Kvisten” har i de første bøger levet livet farligt, men altid med et håb om og planer for en bedre fremtid. Således også i denne afsluttende historie, hvor målet for “Kvisten” er at skaffe penge nok til at emigrere til USA og en genforening der med sin datter. Men inden det afsløres som en succes eller ej – og det afsløres ikke i denne anmeldelse! – skal han igen så meget grusomt igennem. Det sker i forbindelse med hans aktive medvirken til opklaringen af et bestialsk mord på en god ven og præst. Det involverer et opgør mellem forskellige forbrydergrupper i Stockholm, og samtidig spiller et voldsomt korrupt politi og en aktiv gruppe svenske nazister også centrale roller.

Det sidste bidrager til et stærkt tidsbillede, og det underbygges af et fantastisk stemningsskabende og intenst sprog. Tid, sted, handling og personer samt hele miljøet beskrives, så alle sanser bliver tilfredsstillet. Alene for fortællestilen og sprogets skyld er det ubetinget meget værd at læse bogen, uanset om man er til krimier eller ej. Det er der mange eksempler på, og alene en dramatisk og voldsom scene, som i virkeligheden kun ville vare få minutter, beskrives så intenst og grundigt, at jeg kom til at tænke på Sergio Leones måde at filme og klippe duelscenen i den fantastiske westernklassiker “Den gode, den onde og den grusomme”. Eminent!

Fra bogens bagside:
Stockholm 1936. Harry “Kvisten” Kvist var engang en lovende mellemvægtsbokser, men arbejder nu som gældsinddriver. Da hans ven, præsten Gabrielsson, bliver fundet brutalt myrdet ved alteret i Katarina Kyrka på Södermalm, anstrenger politiet sig ikke synderligt for at opklare sagen. På samme tid kæmper Stockholms kriminelle om byens distrikter, og Kvisten bliver viklet ind i en speget sag, der har tråde hele vejen til Tyskland. Et Tyskland hvorfra nazismen kaster sin lange skygge over et ustabilt Europa.

______________

En fantastisk godt skrevet og intens afslutning på en fascinerende trilogi. Også dette bind får 9 sikre point på min krimiskydeskive, og 5 krimihjerter på Krimifan.dk.

Martin Holmén
Slugger
Turbine, 2020
372 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.