Fra bogens bagside:
Den jødiske smaragdsliber Pierre Levy falder død om med hjertestop, men vender mirakuløst tilbage til livet. Ingenting er som det var, men Pierre genoptager at spille skak med sin barndomsven, den muslimske juveler Youssef, og går i gang med det, som skal blive hans livs mesterværk: slibningen af en usædvanlig stor smaragd.

Pierres fredelige verden i sliberiet står i stærk kontrast til hans datters liv. Zara rejser rundt i verden som kunsthistoriker, og under kortlægningen af gamle hulemalerier kidnappes hun i grænseegnen mellem Georgien og Aserbajdsjan, mellem kristendom og islam. 

Stillet overfor dødens nærvær kæmper både Zara og Pierre for at bevare blikket for skønheden i livet.

Min anmeldelse:
I kronologisk form (med tilbageblik til tidligere begivenheder) fortæller forfatteren en gribende og poetisk historie, hvor der umærkeligt krydsklippes mellem de 3 hovedpersoner. Det giver et fortællemæssigt flow, der kræver opmærksomhed hos læseren, men som også giver en intensitet og for mig også øget lyst til at læse videre for at høre mere om begivenhederne, som personerne er midt i.

Der er flere temaer i bogen. Foruden de personlige forhold mellem far og datter samt mellem de to barndomsvenner med deres forskellige baggrunde står de religiøse og moralske spørgsmål stærkest. Zara er halvt jøde, men ateist, hendes far er jøde, som er vokset op i Israel sammen med sin muslimske ven, og de er tilsammen eksponenter for de religiøse elementer i historien. Overordnet bæres historien af forfatterens vison eller håb om fredelig sameksistens mellem folk af forskellige religioner. Der trækkes i den forbindelse tråde mellem jødeforfølgelserne til nutidens konflikter med radikale islamtro, som i historien udgøres af de styrker, der kidnapper Zara. Dertil kommer de kulturelle forskelle og konflikter. 

Endelig er der hele det smukt beskrevne arbejde med slibning af ædelsten. Den proces er beskrevet med et engagement, som smittede mig under læsningen med sit fascinerende indhold. 

Forfatteren har vundet De Gyldne Laurbær, bogen har fået mange fine anmeldelser, og jeg kendte godt bogen, men jeg har først fået læst den nu, flere år efter den udkom. Det skyldes, at den var september måneds bog i den læsegruppe, Sure Gamle Mænd, jeg lige er kommet med i. De Sure Gamle Mænd, der havde læst andre af forfatterens bøger, roste “Den stjålne vej” og “Forbandede yngel” som bedre end denne. Alligevel var der på nær fra en enkelt deltager bred enighed om, at “Smaragdsliberen” var en rigtig god bog.

Jeg giver gerne bogen mine varmeste anbefalinger og mine maksimale 5 stjerner!

Anne-Cathrine Riebnitzsky 
Smaragdsliberen
Lindhardt & Ringhof, 2018
327 sider

Bogen er læst på Mofibo.