Fra bogens bagside:
En kalejdoskopisk slægtskrønike om to amerikanske familier, en hvid og en sort, fra 1950’erne til præsident Obamas første år ved magten.

Mød irsk-amerikanske James Vincent Junior, der på trods af sin flakkende, voldelige barndom ender som succesrig advokat på Manhattan.

Mød Agnes Miller, som med en forfærdelig oplevelse i bagagen fra sin hjemstavn Georgia søger mod nord til Bronx sammen med sin nye mand, Eddie Christie, lige før han udsendes til Vietnam.

Mød Rufus, James’ søn, som gifter sig med Agnes’ yngste datter Claudia. De tilhører begge den intellektuelle elite, og sammen har de to børn.

Min anmeldelse:
Når bogen på bagsiden kalder det en kalejdoskopisk familiekrønike, så er det fuldstændigt korrekt. Som læser er det nødvendigt på all måder at være vågen undervejs, hvis man vil holde styr på alle forbindelser personerne imellem. Og jeg skriver, HVIS man vil holde styr, for jeg er ret sikker på, at bogen sagtens kan læses uden at have fuldt overblik over alle relationerne og historiske linjer, men selvfølgelig vil det være en fordel.

Det hjælper undervejs at bruges bogens indledende oversigt over de godt 30 personer, der befolker bogens afsnit, hvor de følges i perioden1946-2010. Det sker ikke stramt kronologisk, men som jeg oplevede det, var det alligevel i logisk rækkefølge i forhold til logikken i forbindelserne og begivenhederne.

På forsiden kaldes det en sprudlende bog, og det er også korrekt. Det er en rigtigt godt skrevet historie i form af en levende fortalt krønike om 2 familier – en sort og en hvid, hvis linjer krydses. Det giver også et stærkt og fascinerende billede af USAs historie i den periode. 

Bogen kan læses både som en slægtsbog og som en bog om et samfunds udvikling og historie, og set fra begge vinkler er det en rigtigt god bog, som absolut bør læses af rigtigt mange og forskellige læsere i alle aldre.

5 sikre stjerner!

Regina Porter
De rejsende
Politikens Forlag, 2020
347 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.