Bogen indeholder 3 selvstændige historier om forfatterens faste og meget excentriske hovedperson, Nero Wolfe, og hans uundværlige “Watson”, Archie Goodwin. Jeg synes, forfatterens bøger hører til de klassiske krimier.

Om detektiven Nero Wolfe:
I efterskrift til denne bog har Annelise Schønnemann skrevet en introduktion til Rex Stouts excentriske og faste hovedperson. Fra den er dette udsnit gengivet på bogens bagside:

“Man har i kriminallitteraturen et begreb, der hedder en “lænestolsdetektiv”, dvs. en detektiv, der løser gåden ad deduktiv vej, kun ved at bruge hovedet og ikke bevæge sig hen på gerningsstedet for at samle oplysninger. En sådan lænestolsdetektiv er Wolfe i allerhøjeste grad, endda med specialbygget stol, fordi hans korpus er for omfangsrigt til at rummes i en almindelig stol. 

I køkkenet regerer ved schweizisk fødte kok Fritz Brenner, i modtagelsesværelset syder politikommissær Cramer, mens Archie Goodwin ordner alt det, der kræver god åndelig og fysisk form, assisteret af tre freelance detektiver: Saul Panzer, Orrie Cather og Fred Durkin. 

Nero Wolfe binder selv den sidste elegante sløjfe på opklaringen af mordgåden, men han er i dyb gæld til Archie, som nok er den eneste Watson, der til tider overgår sin Holmes.”

Min anmeldelse:
Da jeg begyndte at læse krimier, faldt jeg blandt andet for Rex Stouts bøger om den mest excentriske detektiv, jeg har mødt i krimiverdenen, og historierne om ham fascinerede/fascinerer mig meget. Skal jeg nævne en enkelt af bøgerne, må det være ”Alt for mange kokke”, der også rummer opskrifter. Derfor er Rex Stout også med på min liste, jeg lavede for et par år siden over mine bedste krimiforfattere. Se hele listen HER: http://drustrup.dk/blog/Top%2010-krimiforfattere.pdf

Nu har jeg genlæst denne bog, som indeholder 3 selvstændige historier, hvor den længste er “Blodet ingen kunne se” samt de to kortere historier “Drej mord” og “Ikke strisser – julemand!”. Efter at have læst rigtigt mange nyere krimier er det en special oplevelse igen at opleve Rex Stouts skrivestil. Teksten består stort set udelukkende af dialoger og af Archie Goodwins tanker og gerninger fortalt i jeg-form. Det er skrivemåde i krimier, som jeg faktisk havde glemt eller ikke havde bemærket tidligere, og som jeg ikke erindrer at have læst andre steder i så udpræget en grad. Efter nogen tilvænning fra den mere moderne form til denne med meget grundige beskrivelser, hvor især dialogerne virker tyngende, viser det sig, at der stadig er tale om god krimilitteratur, der efter min mening hører til kategorien “klassiske krimier.”

Denne bog giver jeg 7 skydeskivepoint her på min blog og 3 krimihjerter på krimifan.dk, men forfatterens regulære romaner ville jeg give en højere vurdering.

Rex Stout
Blodet ingen kunne se / Drej mord / Ikke strisser – julemand!
Lademann, 1976
252 sider

Bogen er fundet i min bogreol.