Fra bogens bagside:
En verdensberømt musiker med rødder i Doggerland vender tilbage for at indspille sit første album i mange år. Irriterende smuk tryllebinder hun alle til festen, der afslutter indspilningerne. Alle, på nær kriminalinspektør Karen Eiken Hornby, som pludselig føler sig gammel og træt. Men under opholdet på øerne forsvinder musikeren pludselig, og det bliver Karens opgave at finde hende, uden at pressen får nys om det.

Eftersøgningen glider dog i baggrunden, da politiet kommer på sporet af en brutal voldtægtsmand. Karen Eiken Hornby må håndtere de to krævende efterforskninger, samtidig med at hendes privatliv kører mere og mere af sporet, og hun bliver stillet over for et umuligt valg.

Min anmeldelse:
Jeg var ret fascineret af de første to dele af serien – “Fejltrin” (anmeldt HER) og “Stormvarsel” (anmeldt HER)

Læs anmeldelserne for at få mere at vide om serien og Doggerland.

På bagsiden er bogens handlingsspor passende kort beskrevet: efterforskningerne af musikerens forsvinden og voldtægterne samt Karen Eiken Hornbys private forhold. 

De to krimispor bringer mange interessante personer på banen blandt både beboerne og politifolkene, og begge sager følges detaljeret gennem politiets arbejde. Det er spændende sager, og det bliver (som forventet) også både dramatisk og farligt – især for Karen Hornby.

Denne gang indgår Karens privatliv på flere måder. Foruden hendes arbejdsmæssige samarbejdsproblemer er der især fokus på hendes kærlighedsliv med bl.a. tvivl og jalousi samt hendes forhold til moderen. I forhold til de første bøger, så er der efter min hukommelse sket et lille skred i vægtningen mellem de forskellige dele, hvor de private forhold fylder mere denne gang. Med bogens slutning håb i hvert fald jeg, at der i de kommende bind bliver en lidt anden vægtfordelingen.

Som i de første bøger ligger miljøet på øerne bagved det hele, og den del finder jeg mindst lige så interessant som indholdselementerne, og forfatterens elegante kunstgreb at genetablere Doggerland fastholder min opmærksomhed på serien. Jeg venter spændt på fortsættelserne. 

Denne gang giver jeg 8 skydeskivepoint og 4 krimihjerter på krimifan.dk.

Maria Adolfsson
Mellem djævelen og havet
(En Doggerland-krimi; 3)
People’s, 2021
407 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.