Forlagets beskrivelse:
Mød Solveig: 27 år gammel, én tooghalvfjerds høj, alt for mange kærester og lidt for få job. Men hendes største problem er, at hun gang på gang er offer for cykeltyveri i sine drømme, som til hendes store overraskelse ikke er dækket af indboforsikringen. Hun ser sig nødsaget til at sætte en stopper for det én gang for alle. Solveig har jo altid drømt om at blive til noget, så hun sætter sig for at blive en frontfigur for alle dem, som er blevet offer for cykeltyveri i drømme.

Drømmenes cykelregister er en vaskeægte solskinshistorie og en underfundig undersøgelse af hvad der kan ske, når man følger sine drømme. Spørgsmålet er, om man nogensinde kan få medvind på livets cykelsti, når man oplever så stærk modvind i sine drømme?

Min anmeldelse:
Jeg har læst de fleste af Erlend Loes bøger og altid været pjattet med hans surrealistiske stil, vilde vinkler og skøre humor. Jeg har grinet, nydt og undret mig gennem f.eks.  “Dyrene i Afrika” – blog.drustrup.dk#post243 – og “Giæver og Iunker” – https://blog.drustrup.dk/?p=2263

I denne seneste bog stiger galskaben, og det hele bliver endnu mere skævt end tidligere. Kan jeg så lide det, og vil alle sætte pris på bogen? Ja og nej. 

Mest JA, fordi det er mange rigtigt underholdende situationer f.eks. når Solveig skal melde sin cykel stjålet til sit forsikringsselskab, samt fordi det absurd absurde univers er beskrevet i Loes kendte fængende sprog. Jeg både undrede mig og morede mig under læsningen.

Andre vil sikkert sige NEJ og stå helt af i forhold til det underlige og skæve. 

Erlend Loe lægger desuden et ekstra skævt lag på hele historien! På bogens bagside står der nemlig også: Hvis du, eller nogen du kender, har mistet din cykel i drømme, kan du søge hjælp. Besøg: https://www.dreambikeregister.com/ 

Her fortsætter det underholdende skæve og skøre univers. Prøv det selv her og få et første indtryk af bogens univers.

4 drømmecykler (eller stjerner) af 5 mulige.

Erlend Loe
Drømmenes cykelregister
Gyldendal, 2025
192 sider  

Bogen er læst på Mofibo.