Fra beskrivelsen på Saxo:
Stille tårer triller ned ad hendes kinder, mens hun krøller sig sammen i den lille, mørke hule og gnider fingrene hen over den lille trædukke, han har skåret. Han har sagt til hende, at hun skal tie stille, ikke græde eller skrige. Ikke opføre sig som en lille baby. Men hun vil have sin mor og far nu. Hun vil hjem.

Da den syvårige Penny Matthews forsvinder fra sin familie i Appalacherbjergene, bliver kriminalbetjent Ellie Reeves kaldt til stedet. Det eneste spor, der er af den lille pige, er et lyserødt armbånd med påskriften ’Penny’.

Ellie og hendes team ved kun alt for godt, at de endeløse kilometer med mørk skov og snoede floder er det perfekte sted for en forbryder at gemme sig. Samtidig er der en voldsom snestorm på vej, så det haster med at finde den lille pige.

Men da de finder resterne af et lille lig begravet med en udskåren trædukke, frygter Ellie, at de leder efter en seriemorder, som i årtier har gemt sig i bjergene og udnyttet børn.

Min anmeldelse:
Første bind i krimiserien om kriminalbetjent Ellie Reeves fra Appalacherbjergene i Georgia, USA. Der er allerede udkommet 2 bind mere, og yderligere 2 er på vej.

Jeg valgte at læse bogen af flere grunde. Jeg har selv kørt gennem en del af det flotte bjergområde og var nysgerrig på en krimi, der foregik der. Desuden var den også første del i en for mig ukendt krimiserie. Og endelig havde jeg som en af de første bøger på min blog anmeldt “Bill Bryson: En tur i skoven : Amerika genopdaget på Appalacherruten”  http://blog.drustrup.dk/#post14. Det er en fantastisk bog om forfatterens vandringer på 1.400 km af rutens mere end 3.400 km gennem 11 delstater. Læs den! Den er både fyldt med gode informationer og er rigtig morsom.

Forbrydelserne i denne bog foregår netop langs vandreruten i de vildsomme bjerge, og det hele bliver lige så barskt, som naturen kan være. Det er på flere måder en krimi med klassiske elementer – intern rivalisering i politistyrken, problemer med loyaliteten samt personlige og familiære problemer. Alligevel er det anderledes, og ikke kun fordi lokaliteten er så speciel, som den jo er. Det er også nogle noget specielle hovedpersoner, og undervejs er der korte kapitler, hvor fortællevinklen er  morderens (måske?). 

Grundlæggende er det en spændende og intens bog i amerikansk stil om en seriemorder, og jeg var godt underholdt. En søgning på seriens andre bøger viser, at de ser ud til at være lavet over samme model med en seriemorder på spil i Appalacherne. Jeg overvejer, om jeg skal fortsætte turen.

7 skydeskivepoint af 10 mulige.

Rita Herron
De tavse dukker
Gyldendal, 2025
270 sider  

Bogen er læst på Mofibo.