
Fra bogens bagside og fra beskrivelsen på Saxo:
Romanen følger den unge mand Nithijo fra Avaldsnes i Norge, krigeren Gaois fra Jylland og shamandatteren Urd fra Øland. De står på hver sin side i et stort slag, men må forene deres kræfter for at undslippe deres forfølgere. Sammen tager de på en rejse sydpå i Europa, hvor de støder på en anden flygtning, nemlig kejsersønnen Konstantin, som blev til Konstantin den Store. Rejsen fortsætter ind i det mægtige Romerrige, som knagede i sammenføjningerne i begyndelsen af 300-tallet.
Livet i det daværende Skandinavien skildres, vi møder personernes familie, hverdagen, krigene og konflikterne, kærligheden og længslerne.
Barbarerne fra Nord rejste sydpå til romernes våbensmedene med jern. Og langt fra alle vendte hjem. En del mænd, og også nogle kvinder, lod sig hverve i de romerske legioner, og med dette udgangspunkt gør forfatteren Ekeberg denne glemte tidsalder levende gennem nærbilleder og skildringer af mennesker, som mødes i krig og kærlighed. Læseren møder livet på forskellige niveauer, som det kunne leves hele 500 år før vikingetiden, og er med, da Nithijo møder sin første bjørn og på et hængende hår reddes af sin bror.
Vi møder personernes familie og kærlighed og er med på sidelinjen under de store slag med de romerske legionærer, centurioner og deres indbyrdes kampe. Vi møder desuden shamanens datter, Urd, som er udstyret med ganske særlige evner, og følger hendes liv og rejse sammen med norske Nithijo og danske Gaois, som er krigsfører, da man angriber Urds hjemsted, Øland.
Min anmeldelse:
Jeg begyndte at læse bogen som e-bog på Mofibo, men blev lidt forvirret, for selv om min historiske viden om bogens periode – romersk jernalder/skandinavisk romertid som er de første århundreder efter år 0 – er nogenlunde, så savnede jeg et kort over de mange lokaliteter, handlingen foregår på, fordi de ikke alle var lige gennemskuelige for mig. Desuden var det især i begyndelsen svært at få overblik over de mange personer og de miljøer, de kom fra, for i de relativt korte kapitler skiftede både sted og personkreds.
Så var det godt, jeg også havde bogen! Her er der et udmærket kort, og ikke mindst så opdagede jeg, at der bagerst var et godt kapitel med historisk gennemgang af tiden samt en beskrivelse af personerne og de relationer/konflikter, de indgår i. Efter at have læst disse beskrivelser gik det straks meget bedre. Det er ærgerligt, at de afsnit ikke blev bragt forrest – også i e-bogen.
Det er en spændende historie med mange personer, der også hver for sig kunne være emne for en hel roman. Det er interessant at læse og lære mere om forholdet mellem de forskellige folkeslag og regioner, og min interesse blev også holdt fast hele vejen. Alligevel var det som om mit blik flakkede og mit fokus blev svagere undervejs. Jeg oplevede, at der med de jævnlige sceneskift var rigeligt med samtidige handlingsspor.
Uanset min forbehold, så er jeg så fuld af beundring over forfatterens åbenlyst store research og fascineret af historieformidlingen. Jeg er derfor helt klar til at følge med i historiens kommende bind. Det vil jeg se frem til.
Selv om denne bog mht. tidsperioden, den foregår i, ligger mellem 2 andre bøger, jeg har læst for ikke så længe siden, så må jeg sammenligne de 3 bøger, fordi alle forfatterne har placeret deres fortællinger i historiske perioder før danske skriftlige kilder og digter videre derfra, selv om de alle baserer deres historier på historiske forskning og viden.
De andre bøger og tidsperioder er
Bronzealderen: Kristian Bang Foss: Manden der bar solen – https://blog.drustrup.dk/?p=2212
Vikingetiden: Jeanette Varberg og Jens Henrik Jensen: Blodspor – https://blog.drustrup.dk/?p=2848
Af de 3 bøger fangede “Barbarerne fra Nord” mig knapt så meget som de andre, men som sagt så formidler den sin periode så godt, at jeg både ser frem til en fortsættelse og giver den 4 stjerner af 5 mulige.

Jan Ove Ekeberg
Barbarerne fra Nord
Politikens Forlag, 2025
405 sider
Bogen er modtaget fra forlaget som anmeldereksemplar.
