
Det er bind 5 i serien om den specielle Filippa Falkenberg. Jeg har selv anmeldt bind 1, mens gæsteanmelder Palle Thomsen har anmeldt bindene 2-4, så han har også læst og anmeldt dette.
Fra bogens bagside:
Vicepolitiinspektør Filippa Falkenberg står overfor en kompleks sag, da en eksplosion ryster Køge og efterlader flere døde. Den italienske præst Mario Milagro, en ældre teolog med forbindelser til Vatikanet, er forsvundet sporløst fra stedet.
Eksplosionen bliver hurtigt vurderet som et attentat, men motivet og målene er uklare. Filippa Falkenberg begynder en efterforskning, der hurtigt bliver farlig, idet flere mystiske aktører viser sig at være på jagt efter Milagro og går hensynsløst frem i jagten på svar.
Palle Thomsens anmeldelse:
Hip-hip hurra – den gode, gamle Filippa Falkenberg er tilbage.
Jeg var vild med bind 1 og 2 – anmeldte bind 2 og gav den 9 ud af 10. I bind 3 og 4 var Filippa blevet kedelig, fortællingerne for omstændelige og noget ude i hampen, så begge fik kun 6 ud af 10. (Se links til anmeldelserne her: https://blog.drustrup.dk/?p=2707)
Dette bind 5 er i klasse med bind 2. Filippa er tilbage med sin fandenivoldskhed, banden og dårlige spisevaner. Det er en virkelig god fortælling, som mestendels handler om den katolske kirke og de ikke så flatterende sider af samme.
Forfatterne har skrevet et lille forord til krimien, og det giver stof til eftertanke. Hvis ikke de havde skrevet forordet, så havde man nok ment, de overdrev det, de fortæller om den katolske kirke i krimien. Det meste af det er desværre fakta, og det er uhyggeligt. Misbrug af magt, misbrug af børn og forældre, misbrug af penge – alt i Jesu navn – Amen.
Som de skriver – virkeligheden overgår fantasien. Det er en barsk historie, men heldigvis er der også megen humor i fortællingen og mange gode one-liners. Der er også sorg og kærlighed beskrevet på en smuk måde. Og en del livsvisdom.Jeg har aldrig læst begrebet korruption så godt beskrevet som på side 310.
Filippa is back – tak, Lindholm og Zornig. Fortsæt endelig i samme stil. 9 flotte skydeskivepoint ud af 10.

Mikael Lindholm og Lisbeth Zornig
Englemord
Falco, 2025
420 sider
Bogen er modtaget fra forlaget som anmeldereksemplar.
