
Fra bogens bagside:
Når man hverken har udseende, penge eller charme, må man arbejde hårdere end konkurrenterne. Værre er det ikke. Så det gør Bob Oz. Både som efterforsker ved politiet i Minneapolis, og når han skal score damer. Bob Oz giver aldrig op.
Selv ikke når han er suspenderet på grund af vold i tjenesten. Da våbendealeren Marco Dante udsættes for et mordforsøg, lader Bob sig ikke styre af ordrer fra sin chef. Der er noget ved sagen, der minder Bob om det, han allerhelst vil glemme.
En hårdkogt politiroman fra et Amerika, der står på afgrundens rand.
Min anmeldelse:
Rammen omkring denne vildt spændende, veldrejede og aktuelle krimi er en norsk forfatters researchtur i 2022 til USA for at skrive en true crime-bog om et mordforsøg i 2016 samt senere mord og komplikationer i forbindelse med politiets efterforskning.
Hovedparten af bogen er kapitler, hvor sagen i 2016 følges gennem især efterforskeren Bob Oz med de norske rødder og hans arbejde samt hans komplicerede privatliv. Samtidig er der korte kapitler, hvor gerningsmanden aktiviteter og hans motiver beskrives, så baggrunden for mord og mordforsøg langsomt afsløres.
Selv om konstruktionen er velkendt med en ulydig, hamrende effektiv, men misbrugende efterforsker med ondt i privatlivet og med tvivlsomme relationer til kvinder, så er bogen bare rigtigt spændende og giver et anderledes indblik i holdningerne til våben og bandekrige i et USA præget af vold. Som bagsiden også skriver, er det en hårdkogt politiroman fra et USA på afgrundens rand.
Med 2022-vinklen gennem intro, et par mellemliggende korte afsnit samt bogens epilog sættes det hele på plads på elegant og overraskende vis.
Med så veldrejet og velskrevet en krimi savner jeg på ingen måde Harry Hole. Så selv om flere gode beretninger om hans meriter helt sikkert også vil underholde, så er “Minnesota” mindst på højde med Hole-serien. Relevant spænding på højt niveau.
Et veltrænet og helt sikkert pletskud til 10 skydeskivepoint! Kan varmt anbefales.

Jo Nesbø
Minnesota
Modtryk, 2025
345 sider
Bogen er modtaget fra forlaget som anmeldereksemplar.
