Fra bogens bagside:
Fordybet i efterladte papirer, breve og gamle fotografier sammenfletter en søn fortællingen om en fars barndom: i Egypten, hvor drengens far, Dommeren, holder sin lille familie i et kolonialt jerngreb, hos fremmede i Oslos forstæder, på kostskole i Genève, på hotelværelser op og ned gennem et Europa på vej mod en ny stor krig. 

Fars ryg skildrer en ung mands forsøg på at leve i en verden, han ikke forstår, men alligevel kæmper for at blive en del af. Og en voksen søns forsoning med, hvem faren var og blev. 

Min anmeldelse:
En af De Sure Gamle Mænd i læsegruppen af samme navn anbefalede, at vi læste den, fordi han syntes, den var god og oplagt at snakke om.

Den korte konklusion i læsegruppen var, at det var noget af en læseopgave, men efterhånden blev de fleste af os rigtig glade for bogen. Der var mange interessante spørgsmål og dilemmaer at tage fat på. 

Det med den udfordrende læseopgave skyldes bogens kalejdoskopisk fortællemåde. Historien fortælles i overvejende grad kronologisk, men med tidsspring og forfatterens egne nutidige refleksioner undervejs, og så er der meget få navne. Det gjorde det ikke helt nemt at skabe og fastholde et overblik. Alle havde oplevelser undervejs som “Hvor er vil lige nu?” og “Hvem er med?”. Jeg overvandt besværlighederne, og efterhånden blev de en vigtig del af læsningen, fordi de skærpede opmærksomheden og gjorde læsningen af den gode og meget velskreven mere grundig.

Selv indholdet i bogen er en noget trist og ret gribende historie om ensomhed og svigt. Bogen vandt Nordisk Råds litteraturpris i 2024, og på forlagets hjemmeside kan man høre forfatteren fortælle om bogen og baggrunden for den: https://stream.gyldendal.dk/niels-fredrik-dahl-om-fars-ryg 

For bogen er baseret på forfatterens fars liv og familiebaggrund samt den påvirkning hans liv har haft på sønnen = forfatteren. Det er dog ikke en erindringsbog eller en biografi. Det er en roman med afsæt i forfatterens undersøgelse af hans fars baggrund. Faderen er født i 1921, og bogen fokuserer især på perioden med farens unge år fra 1930’erne og frem. Det er i denne formative periode i den unge mands liv, at hans usikkerhed, angst for at slå til og manglende sociale evner dannes. 

Det skyldes især farfaren, der i bogen kaldes Dommeren. Han er en altdominerende patriark af den gamle skole, og han bestemmer bogstaveligt talt alt. Mens jeg læste bogen, skete det i en noget trist stemning skabt af Dommernes dominans og det påførte ensomme liv for forfatterens far. Hvor var det synd for drengen/den unge mand! 

Det er lykkedes forfatteren at skrive en god og rigtigt velskrevet historie på et flot litterært niveau – på en trist og barsk baggrund, hvor sønnen/forfatterens far stort set kun ser sin fars ryg. Samtidig bruger forfatterens sine skriverier i et forsøg på at finde ud af, hvordan ensomhed påvirker mennesker samt om ensomhed er arvelig.

5 stjerner af 5 mulige.

Niels Fredrik Dahl
Fars ryg
Gyldendal, 2024
346 sider  

Bogen er lånt på biblioteket.