
Fra bogens bagside:
Mellem Putins Rusland og Trumps USA opstår et nyt og farligt tomrum. Det er hverken krig – så krigens regler gælder ikke – eller fred, hvor fredens regler gælder. Det er noget andet.
Rusland har indledt en hybridkrig mod sine naboer. I kulissen aktiveres Carl Hamilton og hans enhed af militære specialister til en operation, der ikke tåler dagens lys.
Midt i denne skumringstilstand kæmper Erik Ponti forgæves med at finde et nyt ståsted som forfatter. Men da han bliver mål for et attentatforsøg, kastes han direkte ind i en konflikt, han ikke kan vende ryggen til.
Gerningsmændene begår dog mindst to fejl: De angriber en mand, der kender Hamilton, og de bevæger sig direkte ind i en militær konflikt, hvor der hverken tages hensyn eller fanger.
Det er fjerde selvstændige bog i serien om Jan Guillous to populære hovedpersoner Carl Hamilton og Erik Ponti, der har slået sig sammen for at bekæmpe uretfærdighed i samfundet.
Min anmeldelse:
Der er på ingen måde tale om et selvstændigt bind i en serie. Det er helt sammenhængende bøger med en overordnet linje og med hvert sit tema, og de skal læses allesammen. De skal også læses i rækkefølge for at få fuldt udbytte af Jan Guillous eget liv og hans skarpe pens beskrivelser af bl.a. den politiske situation i ind- og udland.
Jeg har anmeldt de første tre bind her:
“Den der dræbte helvedes engle”, hvor temaet er bekæmpelse af den organiserede kriminalitet: https://blog.drustrup.dk/?p=1283
“Bedrag bedragerne”, hvor temaet er bekæmpelse af internetsvindel og bandekriminalitet: https://blog.drustrup.dk/?p=2011
“Notater fra aftensangen”, hvor teamet er bekæmpelse af svenske højreekstremistiske grupper: https://blog.drustrup.dk/?p=2603
Efterhånden fylder det kriminelle mindre og mindre i serien, men det er ikke blevet mindre skarpt og effektivt. Carl Hamilton og hans effektive gruppe, der holder til på Erik Ponti/Jan Guillous ejendom, går denne gang i kamp mod Ruslands undergrundsagenters arbejde i Sverige. Og som bogens titel siger, er der hverken krig eller fred i Sverige, så ingen af spillereglerne for de to muligheder gælder. Og igen af parterne overholder reglerne, så indsatsen fra især Hamiltons gruppe bliver barsk og kontant.
Seriens figur Erik Ponti forsvinder gennem serien mere og mere som fiktiv romanperson og tager mere og mere skikkelse og liv efter forfatteren Jan Guillous aktiviteter og holdninger. En elegant og godt fungerende form. Mht. de politiske holdninger, så kobler de sig især helt aktuelt til bogens spændingselement, der hænger sammen med krigen i Ukraine og de truende russiske aktiviteter med f.eks. skyggeflåde, droner og digital krigsførelse. Meget aktuelt og skarptskåret.
Desuden får vi Pontis/Guillous kontante meninger om andre svenske forfattere og kulturpersoner og ikke mindst den svenske avis Expressen og dens forfølgelse af Ponti/Guillou med ufine metoder. Meget underholdende, lige så skarpt.
Den private Ponti/Guillou fortæller også denne gang om sine naturoplevelser både aktuelt og på tidligere tiders jagter, mens hans udfoldelser der er begrænset af alder og kropsproblemer. Desuden filosoferes der meget interessant over hans virke som forfatter. Se f.eks. disse uddrag fra side 265:
“Vist har jeg ikke længere fysik til at skrive spændingsromaner på 500 sider, som kræver store indsatser i form af research og mange hundrede timer i Kungliga Bibliotekets avisarkiv.
….
Jeg og Montblanc tilbringer vores livs efterår sammen om natten, når vi skriver tekster uden behov for leg work og research, for det første. Og heller ikke omfattende planlægning, for det andet. Vi noterer bare, hvad der sker, eller hvad der sker med det, der ser ud til at ske. Det er ikke nær så krævende som alle de gamle romaner, der ikke desto mindre syntes at skrive sig selv, når først researchen var overstået.
Men vi giver os ikke. Vi begynder forfra.
Der er efter min mening ingen grund til at begynde forfra. Fortsæt bare på samme måde, så vi også næste år – og gerne de næste mange år – kan få Guillous skarpe vinkler på aktuelle politiske forhold. Uanset læsernes politisk holdning er der altid stof til eftertanke og diskussion – og underholdning, når det hele kobles sammen med Hamiltons effektive aktionsgruppe og deres effektive og grænseløse indsatser.
Jeg giver bogen 5 funklende stjerner som roman og 7 skydeskivepoint for spændingsdelen, der for mig at se i bogen er et lidt underordnet, men effektivt redskab i det store billede.


Jan Guillou
Ikke krig og ikke fred
Modtryk, 2025
315 sider
Bogen er modtaget fra forlaget som anmeldereksemplar.
