
Fra bogens bagside:
Du slipper afsted med mord
I en afsidesliggende havbugt på Skotlands vestkyst forsvinder en fisker sporløst. Hans lig bliver aldrig fundet.
Du får folk til at forsvinde
En ung mand springer ud fra en bro i Glasgow med døden til følge. Betjent Max Craigie kommer på sporet af bevismateriale, der forbinder de to ofre. Men hvis han ikke finder ud af, hvad der kostede dem livet, varer det ikke længe før flere lig dukker op …
Du vender tilbage for at hævne dig
Snart begynder der at opstå sprækker i efterforskningen, og Max’ fortid vender tilbage for at hjemsøge ham. Da hans kære bliver truet, står han over for et skræmmende valg: at lade den eneste mand, han nogensinde har frygtet, gå fri, eller se sin bedste ven dø …
Min anmeldelse:
Max Craigie og hans makker Jamie Calder er del af en lille indsatsgruppe, der har til opgave at afsløre og stoppe korruption i det skotske politi. Det havde de også med succes i seriens første bind “Død mands grav”, som jeg anmeldte her https://blog.drustrup.dk/?p=2795, og hvor de fik skovlen under nogle korrupte banditter på begge sider af loven..
Alligevel er der i denne fortsættelse stadig nok at tage fat i. Ud over korrupte betjente, der også er aktive med narkohandel, ender det med voldsomt opgør internt blandt forbryderne og med Max Craigies fængslede hovedmodstander som den livsfarlige aktør. Det bliver voldsomt og voldsomt farligt! Den kræver hele Craigies gruppes særlige indsats og god hjælp fra forskellige meget effektive personer. Det giver nogle meget underholdende og overraskende scenarier.
Ud over at den er fyldt med intens spænding, så emmer hele bogen af herlig skotsk stemning. Ikke kun gennem naturen, men også lidt af den samme stemning, som jeg har nydt i bøgerne af Ian Rankin og Stuart MacBride, og den kan jeg ikke få nok af. Så se endelig at få oversat resten af serien.
8 sikre skydeskivepoint af 10 mulige!

Neil Lancaster
Hav af blod
HarperCollins, 2025
349 sider
Bogen er modtaget fra forlaget som anmeldereksemplar.
