
Fra bogens bagside:
En plejer på Sveriges mest overvågede retspsykiatriske anstalt, Nämforsen, bliver brutalt myrdet. Det eneste spor efter morderen er en halshugget skakbrik, som bliver fundet ved siden af liget.
Offerets bror, politibetjenten David Cronlund, bliver grebet af en sorg, der bringer minder tilbage, som han i årevis har forsøgt at undertrykke. Selvom sagen ikke er hans, sætter han alt ind på at finde sin brors morder.
Da morderen kontakter Davids politienhed, indser David, at han og hans kolleger er blevet inviteret til at spille et dødbringende skakspil. Spilbrikkerne styres af flere af Sveriges farligste kriminelle, og netværket truer med at ødelægge ikke bare David, men alle på deres dødsliste.
Min anmeldelse:
På bagsiden karakteriseres bogen som hæsblæsende, men det mener jeg må være en underdrivelse af store dimensioner.
Den voldsomt dramatiske handling foregår i og omkring Stockholm i et Sverige hærget af ultravold, bandekrig og attentater samt i en lukket institution for særligt voldelige kriminelle. Handlingen udspiller sig i det meste af bogen over 10 dage, hvor det hele beskrives kronologisk fra mange forskellige lokaliteter og aktører i korte kapitler næsten time for time og minut for minut. Det giver handlingen et rigtigt godt og højt tempo, der i forvejen er ret vildt. Det er bare med at være vågen, men det er heller ikke svært med den action.
Ud over at følge folk i politiet og banderne intenst, så er der også personer, der har nogle mystiske evner med mental kontrol lidt som en Starwars Jedi foruden nogle synske evner. Lige det element bidrager til spændingen, men spolerer i nogen grad læsningen for mig. Alt det andet med bandekriminalitet og politiets rolle ville være rigeligt alene. Det andet bliver for mig alt for meget.
Billedet af volden i det svenske samfund og kampen på begge sider af loven er (indtil videre) forhåbentlig overdrevet en hel del, men virkeligheden har det jo med at overhale fiktionen. Så også indtil videre er bogen en dystopisk, spændende og barsk skildring af et muligt fremtidigt Sverige.
Er du til vild spænding og ultravoldsom handling med indbygget samfundskritik, så er det lige bogen for dig. Ellers er du advaret.
Jeg giver bogen 7 sikre skydeskivepoint

Daniel Fridell og Börge Hellström
Skakspilleren
HarperCollins, 2025
395 sider
Bogen er modtaget fra forlaget som anmeldereksemplar.
PS: Jeg havde undret mig over, at Börge Hellström, der døde i 2017, var nævnt som medforfatter. Det opklares på bogens sidste side, hvor Fridell fortæller, at de havde snakket en del om personerne under arbejdet med en dokumentarfilm og begyndte at skrive de første udkast. Så bogen har altså været længe undervejs, men den er stadig aktuel..
