Bogen er 5. og sidste bind i serien Task Force 14 med Lucas Stage som hovedperson. Bind 3 og 4 er anmeldt meget forskelligt her på bloggen af forskellige anmeldere – senest Koden til kaos her  https://blog.drustrup.dk/?p=2547, hvor der også er link til den anden anmeldelse.

Denne anmeldelse er lagt i hænderne på Palle Thomsen, der også anmeldte bind 4.

Fra bogens bagside:
Lucas Stage er på nippet til at blive fyret fra politiets hemmelige Task Force 14, da der sker en række mystiske drab på berømte influencere. Han får en sidste chance. Men er hans ekstraordinære efterforskningstalent nok denne gang?

Hans kollega David Flugt er flyttet ind hos Jenny Seland i hendes faldefærdige hus på Mors, og sammen graver de desperat i Lucas Stages dystre fortid efter det fældende bevis imod ham. De ved ikke, at Lucas selv er i gang med at hæfte løse ender. Og at de næste to navne på hans dødsliste er deres.

Samtidig bliver Izzy Aidid sat i spidsen for en tophemmelig gruppe nedsat af rigspolitichefen og Justitsministeriet. Eksperterne skal teste en høj-risiko kunstig intelligens ved navn ODIN, der skal revolutionere politiets arbejde: Fremover kan forbrydelser forudsiges ved hjælp af algoritmer og big data. Med ’predictive policing’ bliver der slet ingen forbrydelser at opklare.

Izzys og Lucas’ veje flettes tæt sammen, da det kommer frem, at en gruppe influencere var på besøg i den succesrige techvirksomhed, der står bag ODIN. Tre af dem er nu døde.

Palle Thomsens anmeldelse:
Den forrige bog i serien – Kaos – var jeg ikke begejstret for (se link øverst), men i denne femte og sidste i serien om Task Force 14 har forfatteren oppet sig.

Hovedpersonen – Lucas Stage – er en iskold, dygtig, kriminel, psykopatisk politimand og morder. Virkelig et ubehageligt bekendtskab og virkelig godt beskrevet.

Bogen består af 3 sideløbende historier – jagten på en morder, der dræber influencere, Lucas jagt på sine tidligere kollegaer, som skal dræbes, og en historie om et projekt om kunstig intelligens der på sigt skulle kunne overflødiggøre politiefterforskning.

Tre vilde historier som Bagger flot fletter sammen. Bogen er lang 584 sider, men den føles ikke lang. Der er konstant gang i handlingerne i korte kapitler og man mister ikke på noget tidspunkt overblikket.

Flot finale, men bogen slutter med en lille cliff-hanger, så hvem ved?

Jeg (Palle Mortensen) giver 8 flotte point ud af 10 mulige.

Thomas Bagger
Sort mirakel 
Gyldendal, 2026
584 sider  

Bogen er modtaget fra forlaget som anmeldereksemplar.