
Fra bogens bagside:
I Kruså ved den dansk-tyske grænse finder politiet en kvinde myrdet under mystiske omstændigheder.
Efterforskerne Stine Jørgensen og Marco Mortensen står snart over for en sag, der kræver flere mordofre og trækker dybe spor ind i deres eget liv.
Marco, der er nyligt fraskilt og splittet mellem job og privatliv, finder trøst i alkohol, og Stine er præget af en fejlbedømmelse fra sin tid i Flensborg Politi.
Med hjælp fra privatdetektiven Poul, der er tidligere kollega til Marco, håber Stine og Marco endelig at få klarhed i den kaotiske efterforskning, men det står hurtigt klart, at en dybere og mørkere sandhed lurer, og at intet er, som man tror.
“Over grænsen” kredser om fortrængt skyld, skæbnesvangre beslutninger og psykologiske sandheder. Bogen er første del af en ny krimiserie med de meget forskellige efterforskere Marco Mortensen og Stine Jørgensen.
Min anmeldelse:
Forfatteren har disse tidligere krimitrilogier på sit CV: “En Sarah Bermann og David Stoltzfus-krimi” (Genstart/Genspejl/Genkald) og “En Martin Henderson og Emma Fitzgerald-krimi” (Under overfladen/Ukendt land/Usikker grund). Dertil kommer stand-alone krimien “Adskilt”. Sammen med sin kone Heidi Lohman har han også skrevet trilogien “Canterbury” (Efter skælvet/Eftermælet/Under huden).
Mens de tidligere krimier alle har haft naturvidenskabelige og historiske temaer som en del af plottet, har denne nyeste krimi et mere klassisk krimisnit med kendte elementer som disse: I første kapitel følges første mordoffers endeligt, og så er vi i gang. De to efterforskere har personlige problemer og ondt i samlivet. Der er kollegiale gnidninger. Der er plottwist undervejs, og der er lagt falske spor ud til læseren. Alt dette kunne have været forbehold, som jeg tog før min vurdering, men det er ikke tilfældet. For opbygningen og elementerne virker, så spændingskurven holdes stramt stigende.
Med fokus på især politiefterforskningens forløb fortælles en spændende historie. Jeg kan ikke vurdere autenciteten i beskrivelsen af politiarbejdet, men det virker ret overbevisende. Spændingen blev ikke ødelagt af, at jeg ret hurtigt fattede mistanke til morderens rette identitet, selv om forfatteren flittigt forsøgte at vildlede. Det var stadig spændende læsning.
Der er meget lokalkolorit fra grænselandet i bogen, men slet, slet ikke på samme måde som i turistkrimierne af Hans-Willy Bautz. Det virker mere autentisk og naturligt i denne bog, og placeringen i grænselandet giver også mulighed for kort at inddrage tysk politi og Stine Jørgensens tidligere oplevelser med dem
I den forbindelse er det for mig som bibliotekar en sjov detalje, at en af de centrale personer er bibliotekar på Bov Bibliotek, og gennem hende tegnes der et lidt specielt, men underholdende billede af hende som bibliotekar og af arbejdet der. Min svoger, der er bibliotekar i Aabenraa med faste vagter på Bov Bibliotek, er lige så nysgerrig efter at læse bogen som hans kollegaer. Det er jo ikke hver dag, at ens arbejdsplads er med i en krimi.
Teksten er meget læsevenligt trykt med en åben sats og stor linjeafstand. Det giver selvfølgelig flere sider, men det er en fornøjelse for mig som læser, der for det meste ser tætskrevne sider med lille sats.
Som første del af en serie lover den godt for en fortsættelse, hvor de to hovedpersoner gerne må være med. Der er stof til flere historier i dem.
Jeg giver gerne bogen 8 sikre skydeskivepoint af 10 mulige.

Claus Lohman
Over grænsen
Brændpunkt, 2026
338 sider
Bogen er modtaget fra forlaget som anmeldereksemplar.
