Fra bogens bagside og forlagsomtalen:
Vi er 900-tallet midt i vikingetiden, og i den lille landsby Ravnholt få kilometer fra kongsborgen og kirken i Jelling. Her samler Toke sten for at forsørge sin familie, mens hans far er plaget af sygdom i ryggen.

Freja er barnebarn af den højt respekterede Roahl Runemester, der arbejder på Kong Haralds store sten. Når stenene færdig, skal den transporteres til Jelling. 

Da Roahls egen søn viser sig at være “runeblind”, bliver Toke uventet udvalgt som lærling. Det vækker både Frejas nysgerrighed og høvdingesønnen Fenges had. Men i skovene lurer en røverbande, der truer både Jelling og Ravnholt, og snart må Freja, Toke og hans rival Fenge stå sammen for at redde landsbyen fra røverbanden og sikre, at Jellingestenen når sikkert frem til kongsborgen.

Min anmeldelse:
Bogen er første bind i en planlagt spændingsserie i 8 bind med et par børn, Freja og Toke, som hovedpersoner. Formål er levendegørende formidling af perioder i danmarkshistorien. Næste bind er også udkommet, og her bor Freja og Toke i 1300-tallets Nordsjælland, hvor Valdemar Atterdag residerer på Gurre Slot, og hvor de skal hjælpe hans datter – den senere dronning Margrethe 1. 

Bogen er seriens første punktnedslag i en periode af danmarkshistorien, og valget er oplagt, for det er en tid. der fascinerer rigtigt mange: vikingetiden lige i skiftet mellem asatro og kristendom. 

Det er en dramatisk og usentimental historie, der giver det, der for mig ligner et godt indblik i hverdagen på den tid. Ideen med at bruge to børn som hovedpersoner fungerer rigtigt godt. Dels er bogens målgruppe nutidige jævnaldrende, og det giver også mulighed for at tage fat i begreber, som er universelle og også kendes i dag som familie, venskab og jalousi. På den måde bliver historien også vedkommende for dem, samtidig med at de får historisk viden.

Bogen vil være et fremragende supplement til brug i historieformidlingen for børn fra 9-10 år og op – samt til selvlæsning i samme aldersgruppe. Historieinteresserede voksne kan også have fornøjelse af bogen, selv om den primært er for børn. 

Lotte og Søren Hammer
Stenen i Jelling
Falco, 2026
216 sider  

Bogen er modtaget fra forlaget som anmeldereksemplar.