
Fra beskrivelsen på Saxo:
Et gammelt sanatorium. Et grusomt mord. Fem mistænkte og en sag, der aldrig blev opklaret …
1983: Sygeplejersken Yrsa bliver fundet brutalt myrdet på et afsidesliggende sanatorium i det nordlige Island. Efterforskningen er knap begyndt, før en af sagens hovedmistænkte, sanatoriets overlæge, styrter i døden fra en balkon. Politiet konkluderer, at gerningsmanden har begået selvmord, og lukker sagen.
2012: Den unge kriminolog Helgi Reykdal bliver ansat hos Reykjavik Politi. Han skal overtage jobbet fra den legendariske efterforsker Hulda Hermannsdottir, der modvilligt går på pension. Helgi samler på klassiske kriminalromaner og skriver selv på en afhandling om mordmysteriet på sanatoriet i 1983. Da han opdager ubesvarede spørgsmål i den gamle sag, som netop Hulda håndterede, beslutter han at genåbne efterforskningen. Og det viser sig, at nogle hemmeligheder nægter at forblive skjulte.
Ragnar Jónasson er blevet udråbt til en af verdens bedste krimiforfattere. Hvid død er første bind i en ny krimiserie, der følger kriminologen Helgi Reykdal, Hulda Hermannsdottirs efterfølger hos Reykjavik Politi.
Min anmeldelse:
Hulda Hermannsdottir, der er hovedperson i forfatterens anden serie, er også med som central biperson i dette første bind i en ny serie, og det giver en fin overgang mellem serierne og,et indblik i politiets hierarki. Det betyder ikke, at det er en forudsætning at have læst Hulda-serien for at læse og nyde denne bog. Jeg havde ikke læst Hulda-serien og var med lige fra begyndelsen. Det gav endda lyst til også af læse den anden serie.
En fascinerende fortælleform med korte kapitler springende i tid og med skiftende hovedpersoner giver en dynamisk læseoplevelse med nogle interessante personer. Og især Helgi Reykdal fascinerer mig. Ud over hans store passion for klassiske krimier både som samler og som læser, rummer han en kompleks personlighed. Især hans forhold til samleveren/konen Bergthora er helt specielt og svært at leve i. De lever som hund og kat for at sige det meget, meget mildt!
Også opklaringen af sandheden bag dødsfaldene i 1983 på det gamle sanatorium beskrives spændende, og det kræver en helt speciel indsats mange år senere af Helgi. Mange personer skal udspørges og efterforskningen gennemgås, og det arbejde følges tæt helt frem til den noget overraskende, men helt logiske afsløring. Anbefales varmt. 8 sikre skydeskivepoint.

Ragnar Jónasson
Hvid død
Gads Forlag, 2026
272 sider
Bogen er læst på Mofibo.
