Bogen er en del af planlagt norsk serie korte krimier med forskellige forfattere, der hver skulle tage udgangspunkt i et af Bibelens 10 bud, men der er kun kommet 7 bind, da udgivelsen blev stoppet i Norge.  

Indtil videre er kun disse 4 oversat og udgivet på forlaget Straarup & Co. som en serie kortkrimier:
Sven Petter Næss: Tyv (anmeldt her: https://blog.drustrup.dk/?p=2743)
Geir Tangen: Lad alt håb fare (anmeldt her: https://blog.drustrup.dk/?p=2773)
Agnes Lovise Matre: Til døden (denne anmeldelse)
Arne Svingen: Min søn (anmeldelse følger)

Det vil sige, at vi stadig mangler disse 3 på dansk: Jørgen Brekke (Andre guder), Knut Nærum (Sannheten) og Levi Henriksen (Som vi forlater våre skyldnere). 

Fra bogens bagside:
Ella og Mathias bliver stormende forelskede i hinanden, og efter tre måneder gifter de sig og flytter ind i Mathias’ luksuriøse lejlighed i Oslo.

Kort tid efter opdager Ella, at hendes mand skjuler noget fra sin fortid. Hemmeligheder, som er så skræmmende, at de får hende til at tvivle på deres ægteskab. Kan hun leve videre med en mand, hun faktisk ikke kender? Og hvad med de ting, hun heller ikke selv har fortalt?

For Mathias er ægteskabsløftet mere end ord. Det er et løfte givet til Gud, et løfte om at leve sammen indtil døden dem skiller.

Min anmeldelse:
I velskrevet stil i et godt sprog, med meget korte sætninger fortælles en foruroligende historie med høj intensitet og stor fascinationskraft. Hele handlingen skildres i korte kapitler, hvor alt på skift beskrives fra enten Mathias eller Ellas meget forskellige synsvinkeler. 

I begyndelsen var jeg forvirret, fordi personerne rummede flere lag, og det var uigennemskueligt, hvad både retningen for historien og sandheden bag den var. Det var en god forvirring, fordi den gjorde min læsning mere fokuseret og intens

En noget åben slutning er sjældent god for en krimi, men denne bog er en undtagelse. Selv om jeg endte med at være lidt usikker på, hvor og hvordan gik det galt, så er bogen en fremragende psykologisk thriller/krimi med en dybde, der er usædvanlig for genren. En tankevækkende krimi!

Det er en bog, jeg får svært ved at glemme – (hvis ellers jeg ville ønske det). 

9 sikre skydeskivepoint af 10 mulige.

Agnes Lovise Martre
Til døden
Straarup & Co, 2026
205 sider  

Bogen er modtaget fra forlaget som anmeldereksemplar.