
Fra bogens bagside:
Overhovedet i en familiedrevetvinproduktion i Toscana forsvandt i 2013. Hverken han eller den Ape-car, han forsvandt i, blev fundet. Ti år senere dukker køretøjet op i forbindelse med et dræningsprojekt hos en konkurrerende vinproducent, og det viser sig, at liget af ham også befinder sig på konkurrentens ejendom.
Det står klart, at der er tale om en forbrydelse. Konkurrencen mellem vinproducenterne er hård – men hård nok til at begå drab?
Politiassistent Corinna Stelea er sat på sagen og får assistance af Serena Martini, kemiker og sommelier, hvis ekstreme lugtesans fik afgørende betydning i opklaringen af mordet i “Den der standser er fortabt”, der var den første bog om makkerparret.
Min anmeldelse:
Det kemikeruddannede forfatterpars første bog i serien “Den der standser er fortabt” er anmeldt her i en dobbeltanmeldelse: https://blog.drustrup.dk/?p=2881 (her er der også link videre til anmeldelser af flere af Marco Malvaldis krimier i BarLume-serien.
Det er stadig det umage og godt supplerende par kendt fra første bind, der står bag opklaringen af bogens forbrydelse, og historien er fortalt på samme underholdende måde. Det kan virke småsnakkende og meget detaljeret, når personernes tanker og ideer beskrives ofte direkte henvendt til læseren. Det krævede lidt tilvænning, men det var absolut velfungerende og underholdende for mig.
Og noget andet særligt, der gjorde bogen interessant, var dens fokus på beskrivelsen af forskellige sider af vinproduktionen i området. Det kan virke lidt teknisk, men har man interesse for vin, så er det interessant. Har man ikke det, kan de afsnit læses med mindre koncentration. Det element er selvfølgelig en del af opklaringen, men den bagved liggende historie kan godt nydes uden detaljerne om vinen.
Udover at læse om selve forbrydelsen, baggrunden for den og opklaringen af den, så er det den stærke italienske/toscanske stemning, der undervejs gennem bogen betød mest for mig. Det er hyggeligt og interessant.
Kort sagt en underholdende hyggekrimi med udgangspunkt i duften og smagen af Toscana. Som bind 1 giver jeg bogen 8 skydeskivepoint, selv om den første var en anelse bedre.

PS: Titlen Stiernes dronning henviser til Serena Martini, der kender alle egnens stier – og også nogle genveje hun bruger under opklaringen.
Marco Malvaldi og Samantha Bruzzone
Stiernes dronning
Arvids, 2026
297 sider
Bogen er modtaget fra forlaget som anmeldereksemplar.
