Fra bogens bagside:
Over hele verden kan du sove trygt og godt i de skønneste senge af mærket Traumbett, fremstillet i Tyskland. 

Nej, måske ikke helt overalt – for i Sverige er det endnu ikke lykkes virksomheden at slå igennem. Den nye ejer, Konrad Kaltenbacher Jr., vil hurtigst muligt sørge for, at Sverige også kommer på Traumbetts landkort. Og hvis det havde stået til Julia, den resolutte borgmester i Halstaholm, ville Traumbett for længst være flyttet til byen og have skabt 800 nye arbejdspladser.  

For at overbevise tyskerne om fordelene ved Halstaholm (i konkurrence med den kedelige hovedstad Stockholm) iværksætter Julia en charmeoffensiv, som ingen har set magen til. Byen forvandles straks til en rød-gul-sort oase – en uimodståelig partner for en tysk storinvestering.

Min anmeldelse:
Jeg har læst de fleste af forfatterens bøger og har anmeldt en del af dem – senest “Algot, Anna Stina og den velsignede brændevin” – https://blog.drustrup.dk/?p=3001. Derfor var jeg helt klar til at blive more mig og at blive godt underholdt af denne seneste bog. Og det blev jeg!

Jeg var helt fra begyndelsen ikke spor i tvivl om, at historiens mest skæve og initiativrige person nok skulle vinde sin umulige kamp. Jeg blev til gengæld overrasket over, hvor herligt anderledes det hele foregik. Det er endnu en sjov og gal historie fra forfatteren, hvor det hele foregår vildt grotesk med alt vendt på hovedet, men det er også en dejligt sød og lun historie, der selvfølgelig ender…. ja, hvordan mon. Jeg vil ikke fortælle mere om handlingen, end der blev afsløret på bagsiden. Læs den selv og hyg jer med det!

Min eneste anke over bogen er, at det er en meget kort historie. Ud over at den kun er på 199 sider, så er det en bog, hvor teksten er sat med pænt store bogstaver og en del ekstra linjeafstand. Det giver siderne et for voksenbøger usædvanligt udtryk med en åben sats og behov for at bladre oftere. Men det er den korte historie, der er værst, for jeg ville gerne læse meget mere om de finurlige personer, Jonas Jonasson endnu engang har fundet på.

Det bliver til 4 flotte stjerner.

Jonas Jonasson
Den snarrådige borgmester 
Modtryk, 2026
199 sider  

Bogen er modtaget fra forlaget som anmeldereksemplar.