
Fra bogens bagside:
Tidligere politikommissær Asunander bor gigtplaget og tilbagetrukket på et plejehjem i Visby på Gotland. Han fører notater om en tredive år gammel forsvindingssag, der muligvis er en drabssag. Under alle omstændigheder uopklaret. Mystiske omstændigheder – som et par afskårne lillefingre og et fund på en gotlandsk mark – vækker den bizarre historie om Harry Krona og Marlene Horwath til live.
Gunnar Barbarotti og Eva Backman, begge på vej ind i pensionisttilværelsen og et roligt liv på det nordlige Gotland, lader sig modvilligt trække ind i deres gamle chefs efterforskning. Og indsatserne viser sig at være højere end nogensinde.
Min anmeldelse:
Bogen er det 10. og afsluttende sidste bind i forfatterens serie om Barbarotti og Backman, og med denne anmeldelse har jeg nu anmeldt halvdelen af serien på min blog – senest bind 9 https://blog.drustrup.dk/?p=2833 “Ung mands rejse mod nat”. Dertil kommer anmeldelser af andre af Nessers bøger – og altid med topkarakter.
Igen er det en relevant og flot sammenhængende historie, hvor det især er det flotte, sprog med de mange finurlige betragtninger og fode formuleringer, der fangede mig. Et enkelt eksempel:
“Pokker må vide, hvorfor jeg husker disse ubetydelige detaljer, men i min alder fungerer hukommelsen og glemslen som to stridbare søskende, der aldrig kan enes.”
Samtidig bringer Nesser flere subtile referencer til andre af hans krimier, og jeg har sikkert ikke fanget alle. Det er vildt underholdende og ret skarpt!
Mht. krimigåden så ruller de pensionsmodne efterforskere Barbarotti & Backman langsomt, men sikkert sagens rette sammenhæng op ud fra arbejdstesen, at der var tale om: “Vildspor og begravede hemmeligheder. Et finmasket net af forberedelser.” Det gør de effektivt og overbevisende – og så vil jeg ikke fortælle mere om plottet
Nesser slutter bogen med et interessant efterskrift om sine serier, hvor hans første var “Det grovmaskede net”, der var i serien med kommissær Van Veeteren i hovedrollen. Med denne seneste bogs titel tegner Nesser på fornem måde en flot cirkel rundt om sine serier.
10 sikre skydeskivepoint af 10 mulige = et pletskud!

Håkan Nesser
Det finmaskede net
Modtryk, 2026
320 sider
Bogen er modtaget fra forlaget som anmeldereksemplar.
