
Fra bogens bagside:
Sirene er første bind i Sirene-serien om politiefterforskerne Alvilda Olsen og Bjørn Gregersen, et umage makkerpar, der trods generationskløft er nødt til at samarbejde om at opklare mordet på stripperen Nathalie.
Samtidig går Sally Frost, en fandenivoldsk negletekniker, på jagt efter gerningsmanden selv. En dyster fortid rører på sig, og Sally ønsker hævn. Flere må dø, før de når frem til sandheden.
Min anmeldelse:
Det er en spændende og voldsom historie, der trækker på mange elementer kendt fra krimiverdenen som f.eks. problemer med det interne samarbejde i politiet, uefterettelige men effektive efterforskere og fortidens traumer som baggrund for nutidens handlinger. Men historien er fortalt intenst, og der spares bestemt ikke på effekterne, så alt fungerer effektivt spændende, så jeg læste bogen næsten i ét stræk.
Grov og direkte i sproget, men det passer rigtigt godt til de miljøer, bogen foregår i: afdelingen for personfarlig kriminalitet, stripklub, neglesalon og i flere familier med ondt i samlivet.
Det er første bind i en planlagt serie med titlen “Sirene-serien”, og det vil vise sig, om det er med baggrund i stripklubben Sirene, eller det er med baggrund i mytologien om sirenerne, der er symbol på fatale fristelser eller ting, der ser dragende ud på overfladen, men ender med at ødelægge én.
Til sidst i bogen siger en af hovedpersonerne sådan: Kvinders begær er ikke uskyldigt. Det er til for at lokke mænd i fordærv. Men kvindens rolle er at underlægge sig manden, som der står i Første Korintherbrev: ‘For manden er ikke af kvinden, men kvinden af manden. Og manden blev ikke skabt for kvindens skyld, men kvinden for mandens skyld’.”
Uanset vinklen så bliver det interessant at følge de 3 interessante hovedpersoner i næste bind. Forfatteren lover i et efterskrift, at det ikke bliver kedeligt. Det tror jeg helt klart på.
Fremragende og dramatisk krimidebut der går tæt på de psykologiske mekanismer mellem mennesker, og som jeg gerne giver 8 skydeskivepoint af 10 mulige.

Cecilie Buhl
Sirene
Gutkind, 2026
304 sider
Bogen er læst på Mofibo.
