
Fra beskrivelsen på Saxo:
Kim Krogsgaard er farfar, læge og jæger. Og så har han to labrador-jagthunde, som er velopdragne og kærlige, men som også har mange gode og undertiden skøre idéer.
“Vigfus og Joey, to kærlige skurke” er efterfølger til “Vigfus og Joey, to skrækkelige skurke”. Begge bøger beskriver, hvordan de to hunde har deres helt egen oplevelse af livets facetter og livet i huset på havnen. Bogen giver et indblik i livet, set fra hundenes perspektiv.
Min anmeldelse:
Den første bog om de to jagthunde anmeldte jeg her efter bl.a. at have testet bogen på et par børnebørn https://blog.drustrup.dk/?p=2945.
Jeg skrev bl.a.: “Jeg er i tvivl om det sandfærdige i historien, men det er også helt ligegyldigt. En god historie er ikke altid sand. Det er vigtigere, at den er underholdende. Og det var bogen for børnebørnene. De syntes, det var nogle gode og finurlige historier om de to hundes eskapader.”
I denne fortsættelse med 9 finurlige historier om de to meget, meget selvstændige jagthunde har hundene forrest i bogen lagt en genial plan. De vil nemlig blive ved med at lave nogle mærkelige og skrækkelige ting, for at deres far (forfatteren) kan få en masse at skrive om, så han kan tjene penge på bogen, få råd til at gå på pension – og derfor kan gå mere på jagt sammen med hundene.
De bringer undervejs sig selv og deres familie ud i nogle skøre situationer – de handler bl.a. selv ved en pølsevogn, sejler en tur i familiens båd, laver sig nogle romtoddyer, laver mad af fasaner fra familiens fryser samt drikker både rødvin, champagne og olivenolie.
Foruden at fortælle nogle skæve og underholdende historier om eskapaderne, så formidler bogen også på diskret vis fagligt indhold om f.eks. jagtformer, hundetræning og samspillet mellem en gammel og en ung hund.
Anset om hundenes plan om at skaffe grundlag for forfatterens kommende liv som pensionist lykkes, så er jeg sikker på, at alle bogens parter har hygget sig med at finde på historierne. De vil også hygge blandt læsere i især aldersgruppen 4-9 år.
Mens forfatteren har taget godt imod mit råd i den første anmeldelse om at variere begivenhederne mere, så synes jeg og mit smagspanel stadig, at tegningerne er lidt for kedelige og for få.
Bogen får 3 stjerner, og de to hunde bør få lige så mange kødben – hver.

Kim Krogsgaard
Vigfus og Joey – To kærlige skurke
RKadvice, 2026
56 sider
Bogen er modtaget fra forfatteren som anmeldereksemplar.
