
Fra bogens bagside:
Citronlunde, chokolade, delikat bagværk – og et nyt, mystisk dødsfald
Hugo Lind har valgt at blive i Italien, og da rejseleder Lara Belmonte har brug for en buschauffør, stiller han selvfølgelig op. Denne gang har Belmonte Travels arrangeret en luksustur på Amalfikysten for forretningsdynastiet Byhlén. Rygtet vil vide, at patriarken Gottfrid Byhlén endelig er klar til at give ansvaret for sit konfektureimperium fra sig – men til hvem? Og er der en, der er parat til at slå ihjel for at gå sejrrig ud af magtkampen?
Min anmeldelse:
Del 2 i ægteparret de la Mottes serie “Mord i solen” med puslespilskrimier fra Italien. Jeg har anmeldt bind 1 – “En sag fra Capri” – her: https://blog.drustrup.dk/?p=2841
Forlaget har kaldt serien en munter, morderisk og kulinarisk rundtur i Italien, og det er da også en rigtig hyggekrimi med feriestemning og lokalkolorit. Det er også bogens største aktiv, for krimidelen er noget rodet og bliver løst mindre overbevisende.
Plottet har mange aktører, der alle er eller har været i familie med hinanden, og som tilhører hver sit chokoladeproducerende firma. De to firmaer er i sin tid splittet op, og der er en gammel strid om produktionshemmeligheder samt en aktuel strid om arvefølge og eventuel fusion. De indbyrdes roller ændrer sig undervejs, mens opklaringen af et mord sker efter klassisk puslespilsmetode á la Agatha Christie, men betydeligt mere langtrukkent og rodet.
Mens jeg læste bogen, checkede jeg flere gange oplysningerne om de steder, hoteller og restauranter, der blev beskrevet i bogen, og alt så helt korrekt ud. Jeg har altid haft lyst til også at opleve den del af Italien, og min rejselyst hertil blev bestemt ikke mindre af at læse bogen. Også de mange lækre retter og vine, der blev serveret, gav rejsefeber.
Altså ikke ret meget krimispænding, men mest hygge i form af italiensk stemning og rejseguide samt historien om de fortsat begyndende varme følelser mellem svenske Hugo og den italienske rejseleder Lara.
Ligesom jeg skrev til sidst i anmeldelsen af første bog i serien, så skal,jeg have bogen, ja begge bøgerne, med, hvis turen går den vej. Ikke for spændingens skyld men for de gode rejseråd.
6 skydeskivepoint som krimi og 8 som inspirerende rejseguide= 7 gennemsnitlige skydeskivepoint.

Anders og Anette De la Motte
Intrige i Amalfi
Modtryk, 2026
400 sider
Bogen er modtaget fra forlaget som anmeldereksemplar.
