
Fra bogens bagside:
En helt ny serie. En ny ikonisk detektivduo. En ny række gådefulde mord …
Steve Wheeler holder af livet som pensionist. Efter mange år ved politiet efterforsker han nu mindre sager om forsvundne kæledyr, og han foretrækker sine faste rutiner som quizaftener på pubben og at være hjemme med sin kat. Han er færdig med eventyr, og han har overladt adrenalinsuset til sin svigerdatter, Amy.
Amy Wheeler elsker sit travle liv og mener, at adrenalin er godt for sjælen. Hun arbejder som livvagt, og hver dag er fuld af risici og farer. Hendes nuværende opgave er at passe på den verdensberømte forfatter Rosie D’Antonio på en fjerntliggende ø, hvilket skulle have været let og ligetil.
Men da Amy pludselig står med et lig og en stor pose penge, sender hun et nødkald til den person, hun stoler mest på. Sin svigerfar. Han kommer hende til undsætning, og så følger et hæsblæsende kapløb rundt i verden med en morder i hælene …
Min anmeldelse:
Da bind 2 i denne nye serie “Vi opklarer mord” udkommer til november, syntes jeg lige, jeg ville checke ham Osman ud inden. Jeg har nemlig heller ikke fået gang i at læse hans tidligere serie med torsdagsmordklubben, selv om jeg har set flere gode anmeldelser – og jeg har heller ikke set filmatiseringen af den på Netflix med nogle dygtige skuespillere.
Temaet for denne nye bog er lejemord samt pengesmugling ved brug af influencere. Det sidste beskrives sådan i bogen:
“Pengesmugling er den største branche, der findes. Anti-hvidvaskregler er virkelig en demotiverende faktor for driftige folk.Det er der, kurererne kommer ind i billedet. Præcis ligesom muldyr smugler narko, så smugler kurererne penge. Hver dag er der store og små summer, der smutter gennem lufthavnenes og havnenes scannere og sikkerhedstjek.”
Det lød spændende, men det var det for alvor ikke – og heller ikke for sjov, selv om der anslås en løssluppen humoristisk tone. Svigerfar Steve og svigerdatter Amy sendes sammen med den hovedrige og verdens næstbedste forfatter Rosie rundt i store dele af verden på flugt fra flere forfølgere og mordere samt på jagt efter sandheden bag en række mord, som Amy bliver anklaget for.
Turen er ganske hæsblæsende og bringer dem bl.a. i forfatterens private jetfly til USA, Irland, Caribien og Dubai. Historien fortælles i over 100 korte kapitler med rigtigt mange skiftende hovedpersoner, der har forskellige roller.
Det giver en kalejdoskopisk fortælleform, hvor alt for mange personer er aktører. Det gør det svært at holde fokus på historiens gang, og jeg mistede undervejs interessen for handlingen, fordi den simpelthen var for lidt spændende, usammenhængende og urealistisk.
Hyggekrimier kan godt være spændende, samtidig med at de er hyggelige. Denne var ikke rigtigt hyggelig, men jeg læste bogen færdig for at finde ud af, hvordan sagerne endte. Happy ending for alle andre end skurkene, men helt logisk og fornuftig var slutningen ikke.
5 flinke skydeskivepoint kan det blive til.

Richard Osman
Vi opklarer mord
Cicero, 2024
432 sider
Bogen er læst på Mofibo.
