
Bogen er anmeldt af gæsteanmelder Erik Stig Andersen, bibliotekar, redaktør og forfatter, der er en gammel ven og tidligere kollega. Ud over hans faglige baggrund samt hans gode musikalske og sproglige evner er hans kvalifikationer til at anmelde bogen desuden, at han har et godt kendskab til Bornholm.
Fra beskrivelsen på Saxo:
To sæt forlygter i vintermørket.
En stor bil presser en mindre mod kanten – lige der, hvor autoværnet mangler.
Den lille bil forsvinder ned i sprækkedalens mørke.
Det eneste vidne er en dement kvinde.
Ulla Storm er pensioneret fra Politiets Efterretningstjeneste og har ikke sat sine ben på Bornholm i over 30 år.
Men da hendes tidligere kollega Lotte indlægges med mistanke om demens og begynder at lække statshemmeligheder, tvinges Ulla tilbage til øen for at sikre, at fortiden forbliver begravet.
Kort efter Ulla ankommer, bevæbnet med en lånt kanin og en pistol, hun ikke må have, forsvinder kollegaen.
Da hun dukker op igen, er det som vidne til en dødelig bilulykke. Hun insisterer på, at det var drab – men ingen tror hende.
Undtagen Ulla. Og den unge betjent Xenia Salthammer, der mangler en arm og hader at blive undervurderet. Sammen kaster de sig ind i en sag, hvor det vigtigste vidne også er det mest upålidelige.
Da øen pludselig mørklægges, står de på egen hånd.
Med en morder.
Erik Stig Andersens anmeldelse:
Det lover godt. Første bog i denne ny krimiserie fra Bornholm er et dejligt bekendtskab. Pernille Boelskov skriver glimrende, og hovedpersonerne i hendes bog har både karisma og kant.
Centralt i fortællingen står Ulla Storm, en pensioneret PET-agent, der er behageligt fri for anfægtelser, når hun insisterer på at omgå gængse procedurer og regler for at følge sit mål. Og det er at beskytte en tidligere kollega, som nu er blevet dement og uforvarende blevet førstehåndsvidne i en mordsag.
Det kræver beslutsomhed og handlekraft fra Ulla Storms side at løse opgaven. Og hun skyr ingen midler – heller ikke gemen afpresning – for at forfølge sit mål, som er at finde morderen og dermed eliminere truslen mod ex-kollegaen.
Men Ulla Storm arbejder ikke alene. Ind på scenen træder den unge betjent Xenia Salthammer, som mangler en arm efter en ulykke og derfor bliver regnet som ubrugelig til efterforskningsopgaver.
Det ændrer sig brat, da hun møder den pensionerede PET-agent. De oplysninger, som Ullas utraditionelle metoder skaffer til veje, højner Xenias anseelse og spiller hende uvurderlige kort på hånden i den politienhed, hvis opklaringsarbejde bogen samtidig beskriver.
Ullas og Xenias efterforskning fører læseren grundigt rundt i den bornholmske topografi. En dejligtbonus for de mange danskere, der er glade for Bornholm og ikke kan besøge solskinsøen for ofte.
Den traumatiserende forhistorie, som Xenia og Ulla bærer rundt på, optrevles løbende og fører for Ullas vedkommende til et stort forbrug af whisky. Men den får samtidig afgørende betydning for opklaringsarbejdet, der drives fremad af Ulla Storms ukuelige handlekraft.
Efter en længere efterforskning bærer deres bestræbelser frugt. Sagen står foran sin opklaring og Ulla og Xenia er på pletten. Men morderen er desperat og har taget gidsler, og Bornholm har mistet strømmen – heraf titlen på bogen.
Sort ø rammer sit spændingsmæssige klimaks efter 400 siders læsning. En kende sent efter denne anmelders mening – men slutningen er værd at vente på.
Jeg giver 8 ud af 10 skydeskivepoint for et velskrevet plot fyldt med lokalkolorit og med et farverigt persongalleri af både hoved- og bipersoner. Jeg ser frem til næste bind i serien.

Pernille Boelskov
Sort ø
Forlaget 4. til venstre, 2026.
439 sider
