
Fra bogens bagside:
Den københavnske drabsefterforsker Jonas Elkjær og journalisten Jannike Westby fra Malmø vågner op midt ude på Øresund, lænket sammen i et mørkt maskinrum på en synkende båd, der hurtigt fyldes med vand.
De har kun få minutter, før de drukner. Ingen af dem ved, hvordan de er havnet der. Men én ting er sikkert: Hvis de vil overleve, bliver de nødt til at stole på hinanden og lære at samarbejde.
Et par dage forinden er en mand og en kvinde fra escortmiljøet i henholdvis Malmø og København blevet halshugget af ukendte gerningsmænd med macheter. Mystiske symboler er ridset ind i ofrenes hud. Men hvem står bag mordene – og hvorfor?
Da Jannike og Jonas forsøger at forstå, hvem der vil dem til livs, trækkes de ind i et spil, hvor ingen kan vide sig sikre.
Min anmeldelse:
Dette er primært en anmeldelse af bind 1 i serien “Blod over Øresund”, men samtidig med et kig på bind 2 “Skyggejagt”
Bogen er første del af en serie på foreløbig 8 planlagte bind. (Bind 8 udkommer 14.10) bøgerne foregår på begge sider af Øresund og skrives sammen af de 2 forfattere, sådan at de hver skriver kapitlerne, der udspiller sig i deres eget land. Arbejdsprocessen må have været spændende, og den har givet indholdet en fin dynamik.
Bogen begynder på dramatisk vis med, at de 2 hovedpersoner, der på det tidspunkt ikke kender hinanden, må redde sig ud af en livsfarlig situation, som selv James Bond ville have svært ved at klare, men selvfølgelig klarer de sig. (Det er jo bind 1 i en serie med dem.)
Dramatikken fortsætter med flere voldsomme begivenheder, og efter det indledende kapitel fortælles det hele kronologisk i stram form i korte kapitler. Det er elementært spændende, men jeg blev aldrig helt overbevist om det sandsynlige eller handlingsmæssigt logiske med den megen vold – f.eks. de to halshuggede.
Men slutningen irriterede mig voldsomt, fordi den slutter med sidste del af det indledende drama, men helt uden en slutning på historien. Det efterlod mig med uforløst spænding og en del undren.
Formen med den massive cliffhanger fik bogen til at minde mig om manus til en serie afsnit i en krimiserie, hvor det også er nødvendigt at se to eller flere afsnit for at få hele historien. Her har der dog oftest været mere bund i historien og miljøbeskrivelserne.
Det er en meget kort og hurtigt læst historie, så jeg tog fat i bind 2 – Skyggejagt – ikke for at læse den i sin helhed, men for at finde ud af sagens sammenhæng. Heri fortsættes bind 1 direkte, og der kommer også en ikke helt overbevisende afsløring af baggrunden for de to halshugninger og de senere voldsomme begivenheder.
Serien må vel så åbne en ny sag i bind 3, men her er jeg stået af. Vel var bind 1 spændende, men jeg synes, historien er noget overdramatiseret, skabelonagtigagtig og ikke hænger godt nok sammen. En kort karakteristik: Fastfood for læsere af spændingsbøger.
5 skydeskivepoint af 10 mulige.

Nis Jakob og Jeanette Bergenstav
Sortdyb
Gyldendal Astra, 2026
188 sider (e-bog)
Bogen er læst på Mofibo.
