
Fra bogens bagside:
Under en dannelsesrejse i Europa holder en ung, napolitansk mand op med at skrive til sin mor. Sidste gang, hun hører fra ham, er han i Liege. Efter flere års tavshed dukker han op i Torino, anklaget for mord. Et overvågningskamera har fotograferet ham på vej ind i den bygning, hvor en jævnaldrende mand findes myrdet. Da hans forsvarer Giacomo Meroni vil forsøge at få en forklaring, bliver han mødt med en mur af tavshed.
Hvad skete der i Liege, som tydeligvis har traumatiseret Marco?
Min anmeldelse:
Det er del 2 i forfatternes serie med Giacomo Meroni, hvor bind 1 – Klassefesten – er anmeldt her: https://blog.drustrup.dk/?p=2395
Jeg skrev dengang om denne retssalskrimi: “Det hele beskrives kronologisk og detaljeret i en stil, hvor forfatterens beskrivelser suppleres med Meronis overvejelser og en god del replikker. Det virker måske lidt småsnakkende, men det fungerer fint, fordi det formidler stemninger og situationer samt sagens finurlige udvikling ganske godt. Den italienske stemning er med hele tiden, og jeg hyggede mig med den, selv om det helt sikkert have været endnu bedre, hvis jeg nu kendte mere til Torino.”
Det samme kunne jeg skrive om denne fortsættelse i serien, men denne virker nok en smule mere småsnakkende og undervejs mindre fokuseret på selve sagen, men det er stadig en velskrevet og underholdende bog. I begyndelsen havde jeg lidt svært ved at få fundet retningen, men det hjalp efterhånden.
Resultatet er en forunderlig krimihistorie om retssagen mod en ung mand, der erkender at have dræbt en anden. Efter at af have været forsvundet i mange år, dukker han pludselig op og slår en mand ihjel. Giacomo Meroni bliver hans forsvarer i denne sag, der synes umulig, men han giver ikke så let op og begynder sin egen efterforskning.
Ved siden af sagen og hele tiden i baggrunden har Meroni et projekt med at opspore gerningsmanden bag, at Meronis kone i dag sidder i kørestol. Den efterforskning var der også i bind 1, men kommer nok først for alvor til at fylde i en senere bog i serien.
Bærende for min læsning var den gode italienske stemning, men bogen fungerer også fint som en langsom krimi.
7 skydeskivepoint af 10 mulige.

Alessandro Perisinotto & Piero d’Ettorre
Den fortabte søn
Arvids, 2025
282 sider
Bogen er modtaget fra forlaget som anmeldereksemplar.
