Fra bogens bagside:
En morgen går niårige Elsa for første gang alene ud til familiens rensdyrfold. Men da hun kommer frem til gærdet, venter der hende et frygteligt syn. Hendes egen rensdyrkalv, Nástegallu, ligger død på jorden. En mand fra en nærliggende by står bøjet over kalven, han har dens øre i munden og en blodig kniv i hånden. Da manden opdager Elsa, skræmmer han hende til tavshed. Det ville heller ikke nytte noget at anmelde det til politiet. De er ligeglade. De har hundredvis af anmeldelser om mishandlede rener, der rubriceres som ’ulovlig jagt’, ikke ’hadforbrydelser’. Men når man angriber og mishandler de forsvarsløse, tavse rensdyr, angriber man selve livsnerven i den samiske kultur.

Truslerne forandrer Elsas liv, og som en konstant påmindelse om overgrebet bærer hun det afskårne øre på sig. Mens familien og slægten kæmper for retfærdighed, fortsætter forbrydelserne i Grænselandet år efter år, og desperationen breder sig. 

Min anmeldelse:
Fortalt i 3 dele – vinter 2008 / efterårsvinter 2018 / forårsommer 2019 – fortælles en ualmindeligt stærk og bevægende historie med Elsa i hovedrollen som niårig og som 18-19 årig. Det er en aktuel historie om samisk kultur og om de betingelser, som samerne har i det svenske samfund, hvor de oplever, at de og deres kultur hverken accepteres eller respekteres.

Elsas traumatiske oplevelse med drabet på hendes ren, da hun er 9 år, og truslerne mod hende, påvirker i høj grad hendes liv. På samme måde er dagligdagen og livsvilkårene for alle samerne med renhold påvirket af det omgivende svenske samfunds måde at behandle dem på. Også mellem børnene i skolen er der had og mobning, men især de krybskytter, der med stiltiende accept skyder rener for at sælge renkødet, chikanerer samerne. 

Det er en barsk historie, men det er også en poetisk beskrivelse af nogle folks afhængighed af naturen og de vilkår, den giver. Også de kulturelle traditioner og livet i familierne, der står centralt i bogen, men det er konflikterne, som er i centrum. 

Det kunne måske lyde som et rent kampskrift til forsvar for samerne og deres vilkår, og der er da også en klar faktuel baggrund for bogen. Men det er en både rigtigt velskrevet, smuk og gribende fortælling om en stærk pige, der som ung kvinde kæmper for sine rettigheder som kvinde og som same. Jeg blev i den grad fanget ind af historien, og jeg håber også, at mange andre danske læsere også blive. Det er nemlig også en bog for danske læsere, selv om den vel i første omgang burde være pligtlæsning i Sverige, men også i Norge og Finland. 

Jeg giver bogen 5 funklende stjerner og masser af nordlys.
(Sidste gang, jeg gav en bog det, var til “Livet i Norden” (2019) – https://blog.drustrup.dk/?p=449)

Ann-Helén Laestadius
Bytte
Alpha Forlag, 2022
440 sider

Bogen er læst på Mofibo

Billedet af forfatteren i midten er fra en videohilsen til de danske læsere på Alpha Forlags facebookside i anledning af bogens udgivelse. Det flankeres af to svenske postkort, som i 1909 blev sendt til en mand i min by, og som Lokalhistorisk Arkiv netop har fået. De viser den tids holdning til samerne alene ved at bruge ordet lapperne. At holdningen stadig eksisterer i Sverige ses helt aktuelt bl.a. af, at centrale medlemmer af Sverigedemokraterna stadig bruger ordet og samtidig har stillet spørgsmål ved om jøder og samer kan være svenske! Bogen har altså sin helt klare berettigelse i kampen mod den stadig manglende forståelse for samisk kultur.
Men den kan som sagt også læses som en gribende fortælling.