Blog Image

Drustrups Bogblog

Følg med

Send mig en mail HER og få en månedlig mail med oversigt over de nyeste indlæg.

Se den nyeste (juli 2024) oversigt over Krimiserier HER

GÅ TILBAGE TIL FORSIDEN HER

Peter Hammerbäck: Ordentlige mennesker stjæler elefanter

Alt muligt andet godt Posted on 12 jul, 2024 23:42

Fra bogens bagside:
Adam Vieri elsker dyr, og derfor er jobbet som dyrepasser i zoologisk have perfekt, men det er, som om alle andre i Stockholm hellere vil spille padeltennis end at gå i zoo. Besøgstallene er mildest talt elendige, og for at få flere gæster anskaffer Adams overambitiøse chef nye og mere eksotiske dyr fra et konkursramt cirkus. Men Adam mener ikke, at løver og elefanter hører hjemme i en skandinavisk dyrepark.

Sammen med cirkussets dyrepasser, Natalie, lægger han en plan for at befri de afrikanske dyr. En plan, der involverer kartonvis af lilla mysli, en herskabslejlighed og et lyssky ungarsk fragtfirma.

Min anmeldelse:
En herlig bog – både underholdende, absurd og tankevækkende.

Det er rigtigt sjovt at følge antihelten, Adam Vieri, og hans tumlen med livet, en gammel kærestesorg, en ganske umulig chef samt hans helt specielle og tætte forhold til dyrene inden zoologiske have. 

Historien om at redde de afrikanske dyr fra en fremtid i en zoologisk have, der ellers næsten kun har skandinaviske dyr, er en helt absurd og underholdende historie.

Det tankevækkende opstår i den grundlæggende konflikt mellem den nye zoo-direktørs holdning til den zoologiske haves som et kultur- og underholdningstilbud, der helt styres efter at maksimere besøgstal og likes. Samtidig lægges der mindre vægt på fagligheden. Det betyder ikke, at det er en dybt seriøs bog, men tankevækkende kan også være rigtig godt. Det er samme konflikt der kan opleves i virkelighedens Danmark bl.a. i museumsverdenen, hvor de økonomiske tilskud efter den nye museumslov tildeles med større vægt på besøgstal.

Jeg hyggede mig meget med bogen og grinte en del i skægget, så jeg var på alle måder rigtigt godt underholdt  Stemningen, humoren og niveauet for skæve vinkler minder mig om en god del af bøgerne af Erlend Loe, Bergsveinn Birgisson og Jonas Jonasson, og det er efter min mening ikke de værste at blive sammenlignet med. 

Det bliver til 5 sikre stjerner!

Peter Hammerbäck
Ordentlige mennesker stjæler elefanter
Modtryk 2024
328 sider

Bogen er læst på #Mofibo 



Sven Wernström: Elvis-klubben

Alt muligt andet godt Posted on 10 jul, 2024 22:20

Fra bogens bagside:
I en gammel forladt forstadsvilla starter pigerne i kliken en klub, som de kalder “Elvis-Club” – men kan drengene være med? Jo, de bliver tvunget til det, og så begynder vanskelighederne at tårne sig op! Hvem ejer villaen? Og hvor skal pengene til indretningen komme fra? Alt ordner sig efterhånden, og det er rock-musikkens skyld. En festlig og moderne bog.

Min anmeldelse:
Denne bog faldt jeg over i en genbrugsbutik på Djursland, og der var flere grunde til, at jeg absolut måtte købe og læse den. Primært skyldes det, at jeg som bibliotekar fulgte med og ivrigt læste hans 10-binds serie Trællene. Den udkom på dansk 1974-1982 og beskriver det svenske samfunds historie gennem mere end 1000 år set fra en socialistisk synsvinkel og i solidaritet med de nederste i samfundet. Jeg har også læst andre af hans bøger, og da jeg så denne for mig ukendte bog, var jeg nødt til at tage med til sommerhuset. 

Og det er netop en anden grund til min interesse, for på vej til sommerhuset passerer vi Memphis Mansion i Randers. Det er et Elvis Presley-Museum, som vi også har besøgt, og som er et oplagt mål for en udflugt fra sommerhuset. Derfor ender bogen også på reolen her.

Det viste sig at være forfatterens debutbog på dansk, og den er udkommet i forlagets serie Fremads Teen-Age bøger, der har mottoet “Bedst blandt de bedste”. Det var dengang, for siden er der sket meget mht. bøger til store børn og unge! Alene omfanget. I dag er 92 sider tekst, især når den som her er trykt med åben sats, nærmest en novelle. Teknologierne har også ændret sig og til dels kønsrollerne, der i nogen er helt traditionelle for 1950’erne – og senere.

Dynamikken i gruppen af piger og drenge har altid været den samme, så på den måde er der ikke sket noget, siden bogen udkom. Det er nogle søde børn/unge med både spil indbyrdes i kønsgrupperne og mellem pigerne og drengene. De unges helt centrale problem er det samme som mange unges i dag: nemlig at finde et sted at være på egne præmisser med plads til at udvikle og udfolde sig. Og også dengang spiller musikken en central rolle. På den måde er bogen stadig aktuel og relevant, men sproget er naturligvis ikke nutidigt. Gu’ ve’ hvordan unge vil synes om bogen i dag?

Sven Wenströms solidaritet med de børn og unge, som repræsenterer nogle af de svage i datidens samfund, viser sig allerede her. Noget han jo udviklede endnu mere senere i sit forfatterskab. Læs et godt portræt af Sven Wernström her: https://forfatterweb.dk/oversigt/wernstrom. Det er skrevet af Nanna Gyldenkærne og kan læses med samme login som til dit lokale bibliotek. 

Interessant og lidt nostalgisk læsning i sommerhuset, mens vejret ikke inviterer til de store udfoldelser. Læst i dag giver jeg bogen 3 stjerne af 5 mulige.

Sven Wernström
Elvis-klubben
Forlaget Fremad, 1959
92 sider

Bogen er købt i en genbrugsbutik.



G. T. Karber: Murdle – bind 1

Krimi og spænding Posted on 09 jul, 2024 11:39

Fra bogens bagside og flap:
Hjælp Deduktiv Logiko med at opklare de forbrydelser, han ustandselig støder på, og brug mysteriematrixen til at regne ud hvem, hvad, hvor og hvorfor.

Deduktiv Logiko har brug for din hjælp til at opklare en række mord begået i skumle gyder, idylliske landsbyer og ved den årlige prisuddeling for årets mysteriegådebog. Men pas på Logikos ærkerival Inspector Irrationalius, hvis clairvoyante metoder Logiko absolut ikke bryder sig om. Studér ledetrådene, afhør vidnerne og udfyld mysteriematrixerne for at afsløre forbryderne. 

Var det Vera Vulkansten med den antikke vase? Var det Borgmester Honningsød, der var blevet set på tagterrassen? Eller Træner Hindbærbrus, der ville dække over en hemmelighed? Og hvem var i lobbyen med aske på hænderne? Der må være en, der lyver….

Murdle er fyldt med gåder, koder og kort, der kan vække den indre hobbydetektiv til live i os alle.

Min anmeldelse:
Når jeg læser krimier er det altid interessant undervejs at prøve at gætte morderen eller at løse andre af de gåder bøgerne rummer. Da jeg opdagede denne bog, havde jeg derfor stor lyst til at give mig i kast med at løse mysterierne, på samme måde som jeg også godt kan lide escape rooms i spilform og i virkeligheden. 

Bogens 100 mysterier er opdelt i 4 sværhedsgrader, og i løbet af nogle regnvejrssommerhusdage blev en række af mysterierne testet igennem bl.a. sammen med et par børnebørn på 7 og 11 år. De er meget vante til at dyste i spil og med opgaver. De har også begge i flere år løst opgaverne på siderne med “Du gådeste” i Anders And-bladet, hvor bl.a. Mickey Mouse skal hjælpes med at opklare et mysterium. Derfor var de helt klar til at hjælpe krimilæseren (mig) med at opklare nogle af bogens kringlede gåder i alle kategorierne. På den måde er der tale om hjernegymnastik på tværs af generationerne, selv om den primære målgruppe vel er unge og voksne. 

Uanset om jeg var på egen hånd, eller det skete i et godt samarbejde, gik det fleste gange rigtigt godt med at deducere sig frem til løsningen og finde morderen, motivet, mordvåbnet og gerningsstedet, men ikke alle gange og når det gik galt, skyldtes det nok, at gætteriet tog overhånd. Uanset resultatet var det rigtigt sjovt at diskutere opgaverne igennem. 

De 4 sværhedsgrader er markeret med et antal luppe, og opgaverne suppleres hver gang med et antal ledetråde samt nogle oplysninger at gå ud fra. Opgaverne bliver selvfølgelig efterhånden en del sværere, men der er hjælp at hente bagerst i bogen, hvor der kan hentes en ekstra ledetråd. Til sidst bringes løsningen, og nogle forklarende noter, så man kan se enten hvor god eller hvor dårlig en lænestolsdetektiv, man har været.

Hver opgave er forsynet med en mysteriematrix, som er et skema, hvor alle oplysninger fra ledetrådene og de konklusioner, man spekulerer sig frem til, kan skrives ind i. Der er forrest i bogen en udmærket introduktion til at arbejde med skemaet, men det kræver noget tilvænning at arbejde med det. For at undgå at skrive i bogen, så hver mordgåde jo kun kan forsøges løst én gang, fandt vi hurtigt ud af hver gang at lave skemaet på et løst stykke papir. 

Det er bind 1 i en serie, hvor dette endnu er eneste oversatte. På engelsk er der i hvert fald 3 bind mere på samme niveau og et junior-bind. Det kunne for mig at se især være rigtigt interessant i første omgang at få en dansk udgave til den yngre målgruppe. 

En både hyggelig og hjerneaktiverende bog med brede anvendelsesmuligheder. Prøv selv! Det er både hyggeligt og spændende. Bogen får 8 skydeskivepoint, der i dette tilfælde udskiftes med nogle mere passende luppe. 

G.T. Karber
Murdle – bind 1
Alpha Forlag, 2024 
383 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Nicole Trope: Sandheden om ulykken

Krimi og spænding Posted on 09 jul, 2024 08:32

Gæsteanmelder Palle Thomsen har læst og anmeldt denne første bog på dansk af en australsk krimiforfatter. 

Fra bogens bagside:
Der er tre sider af denne historie. Hendes. Min. Og sandheden.

Jeg stirrer på min mands engang så smukke ansigt, så tavst og blegt i hospitalssengen. Lægerne siger, jeg skal blive ved med at tale til ham. Selv efter den frygtelige ulykke, selv nu hvor han kæmper for sit liv, kan han måske stadig høre mig. Men det eneste, jeg har at hviske til min mand, er dette: Jeg ved, hvad du har gjort.

Hver eneste dag kysser jeg min mand Damon farvel med et smil, kører vores elskede børn i skole og sørger for at vores hus er pletfrit, inden jeg forbereder et lækkert måltid. Jeg lader, som om jeg ikke er opfyldt af raseri over, at han engang næsten ødelagde vores perfekte liv. Det er vigtigt at fortsætte som hidtil.

Sådan var det i hvert fald inden ulykken.

Min mand blev ramt af en bil. Det øsregnede. Ingen så, hvad der skete. Men politiet stiller spørgsmål … 

Ved de noget om vores skænderi den dag? Ved de noget om de beskeder, jeg sendte, hvor jeg bad nogen om at slette alt? 

Palle Thomsens anmeldelse:
Forfatteren er bosiddende i Australien og er ikke en, jeg har hørt om før.

Historien er lang tid om at komme ud af stedet, men afsted kom den og ender i en overraskende slutning. 

Hvert kapitel har et navn på en kvinde, hvor man følger hendes tanker, og så der er kapitler uden navn, hvor en fjerde kvinde fortæller, så man venter bare på at finde ud af, hvem det så er. Og man har ikke en chance for at gætte det.

Hele omdrejningspunktet i historien er Damon  – en kvindebedårer uden lige og en stor skiderik. Han har gang i 4 kvinder plus det løse. Nok lidt utroværdigt og hans historie hører man ikke.

Politiet skal opklare en påkørsel af Damon af en flugtbilist, og det går ikke særlig godt. Hvis det er standarden for politiarbejde i Australien, så står det ikke for godt til.

Jeg kedede mig meget i starten, men hold ud – for det bliver godt i sidste tredjedel.

Jeg giver den 7 stjerner ud af 10, og den syvende stjerne får den for sidste del af bogen.

Nicole Trope
Sandheden om ulykken
Jentas, 2024
285 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget. 



Christina Larsson: En livsafgørende beslutning

Krimi og spænding Posted on 06 jul, 2024 15:15

Fra bogens bagside:
Den organiserede kriminalitet breder sig i Göteborg, og forskellige kriminelle bander kæmper om overherredømmet. 

Louise Olsen, efterforsker ved Afdelingen for Særlig Kriminalitet, er hovedvidne i en kommende, vigtig retssag og befinder sig dermed midt i orkanens øje. Hvem kan hun egentlig stole på?

Samtidig er der noget helt alvorligt galt med den seneste sag, som hendes mand, sikkerhedseksperten Max, har påtaget sig.

Louise og Max indser, at de må tage kampen op. Men for at opnå det, de har sat sig for, har de brug for penge. Rigtig mange penge.

Min anmeldelse:
Det er første bind i den nye serie “Agenturet” af en forfatter, jeg aldrig har læst noget af før, og som endda har fået udgivet 2 andre serier på dansk. Den ene serie er dog kun kommet som e-bog.

Baggrunden er meget aktuel og dramatisk. Handlingen udspiller sig i et Sverige, hvor den rå bandekriminalitet såvel i bogen som i virkeligheden har sat sit voldsomt voldelige præg på samfundet, og hvor politiet ikke har formået at bremse udviklingen. 

Bogens ene hovedperson ender midt i bandernes voldelige opgør, og hendes makker bliver dræbt. Det bliver en del af en større efterforskning, som viser sig at være tæt forbundet med en henvendelse til Louises mands højteknologiske sikkerhedsfirma, og så tager handlingen for alvor fart med flere drab og eksplosioner. 

Det er især politiets efterforskning, der følges, og den kompliceres af en intern muldvarp, som står i ledtog med banderne. Muldvarpen afsløres af Louise og Max sidst i bogen, men kan fortsætte sine ugerninger, da det undervejs er lykkedes at få Louise og Max sat under seriøse anklager, og de må flygte. 

Så vil jeg ikke afsløre mere som f.eks. hvor serietitlen Agenturet kommer fra. Jeg vil kun beklage, at bogens oprindelige udgangspunkt med bandekriminalitet og samfundproblemerne i Sverige fortaber sig i en mindre realistisk teknologisk retning, hvor især Max’ ekstraordinære evner med computere viser sig. Her mister bogen for mig fokus og bliver mindre interessant. Dertil kommer en sidehandling om parrets ufrivillige barnløshed og behandling herfor. Den har vist kun til formål af tilføre lidt privatliv og ganske lidt sex. 

Vel er bogen elementært spændende, men da den mistede fokus, tabte jeg også i nogen grad interessen, så det bliver kun til 6 skydeskivepoint.

Bind 2 i serien, “To sider af samme sag”, er lige udkommet, og jeg kan ikke lige afgøre, om jeg vil læse den. Sker det, så er det for at finde ud af, hvordan sagerne udvikler sig, og om den bliver mere realistisk, interessant og spændende.

Christina Larsson
En livsafgørende beslutning
Cicero / Gyldendal, 2024 
303 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Satu Rämö: Rósa & Björk

Krimi og spænding Posted on 30 jun, 2024 10:55

Fra bogens bagside:
Da kriminalkommissær Hildur Rúnarsdóttir var barn, forsvandt hendes søstre, Rósa og Björk, i de islandske fjelde under en snestorm. Det sidste man så til dem, var et glimt af en rød My Little Pony-rygsæk. Nu dukker der nye spor op, og traumerne fra Hildurs barndom vender tilbage.

På en skiløjpe i en afsidesliggende egn af Island finder man liget af en magtfuld lokalpolitiker. Han er blevet skudt, og Hildur og hendes makker, Jakob Johanson, sættes på sagen. De første spor ender blindt, og Hildur og Jakob må i stedet grave dybt i fortiden.

Tilbage står kun et spørgsmål tilbage: Er alle hemmeligheder værd at opklare?

Min anmeldelse:
Da jeg for knapt 2 måneder siden anmeldte seriens første bind “Hildur” – https://blog.drustrup.dk/?p=2309 – var jeg spændt på, om denne fortsættelse ville udbygge min lyst til at rejse til Island. Det gjorde den, og jeg fik endda både intens spænding og blev godt underholdt. 

Samtidig fik jeg så også en overraskende opklaring af den traumatiske sag om Hildurs to forsvunde søstre. Jeg siger ikke mere!

Den opklaring kører samtidig med den aktuelle sag om mordet på lokalpolitikeren. Begge dele fører Hildur og Jakob både tilbage i tiden og rundt på Island for at finde ud af baggrunden for mordet. Hvordan det hele kombineres, og sagen udvikler sig, beskrives på bedste vis.

Det eneste handlingselement, der efter min mening godt kunne undværes, er Jakob Johansons problemer med sin ekskone i forbindelse med hans samværet med deres fælles søn. Vel er det bøvlet, at finske Jakob er flyttet til Island og moderen med barnet til Norge, og at ekskonen på alle måder saboterer forholdet mellem far og søn, men det har ikke umiddelbar relevans for historien på Island. Tilsyneladende.

Men måske kan den vinkel vise sig relevant, for bind 3 er udkommet på finsk med titlen Jakob. Bind 4 med titlen Rakel (navnet på Hildurs mor) er planlagt udgivet på finsk november 2024, så der er heldigvis mere godt nyt på vej fra Island! 

Igen 9 skydeskivepoint til serien.

Satu Rämö
Rósa & Björk
Gutkind, 2024
338 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



« ForrigeNæste »