Blog Image

Drustrups Bogblog

Følg med

Send mig en mail HER og få en månedlig mail med oversigt over de nyeste indlæg.

Se den nyeste februar 2026 oversigt over Krimiserier HER

GÅ TILBAGE TIL FORSIDEN HER

Sondre Bjørgum: Skogfruen

Krimi og spænding Posted on 20 jul, 2026 09:40

En ferietur i begyndelsen af juli førte vejen forbi Farsund på den norske sydkyst, hvor jeg i den lokale boghandel gik på udkig efter ny norsk krimi af en forfatter, der ikke endnu er oversat til dansk. En god snak med den engagerede boghandler endte med en varm anbefaling af denne bog, som jeg selvfølgelig købte. Hun fortalte, at det var forfatterens første krimi, men at han tidligere havde fået udgivet 3 digtsamlinger. På en af bogflapperne står der desuden, at han laver dokumentarfilm. 

Mange tak for det gode råd!

Fra bogens bagside: (oversat af mig)
Efter 19 år i Forsvarets specialtropper vender Isak Hammer modvillig hjem til det nedslidte og familiedrevne hotel ved Hardangerfjorden. Hans mor er død, hotellet er forfaldent, og en rig laksopdrætfamilie står klar til at købe ejendommen. 

Isak vil helst hurtigt tilbage på arbejde, men da hans bedste veninde forsvinder sporløst efter moderens begravelse, begynder han selv en eftersøgning – sammen med sin trofaste hund, Mehren.

Sporene fører ham ind i et fjordmørkt landskab, hvor penge har sejret over demokratiet. Og dybt nede i en mørk silo venter et fund, der afslører, at nogen har store planer for den lille bygd. 

Min anmeldelse:
En rigtigt spændende krimi med god udnyttelse af kendte elementer fra krimilitteraturen, men samtidig med et friskt og actionfyldt bud på en nutidig og samfundsrelevant krimi. 

Kendte elementer er bl.a. fortidens traumatiske oplevelser påvirker nutidens begivenheder, en ualmindelig  dårlig politibetjent, der endda er sexistisk på niveau med Bäckström, et plot hvor motivet til forbrydelsen ikke er helt oplagt fra begyndelsen, og hvor den overraskende gerningsperson først afsløres til sidst. (Samt en jægersoldat og hans hund i hovedrollerne)

Andre og nyere elementer er især aktualiteten af og forholdene bag de lokale konflikter. 

Når de kendte elementer anvendes på så effektiv måde og i et rigtigt godt sprog, så er det en fornøjelse at læse en krimi som denne. Det er oplagt, at forfatteren har styr på at bruge sproget på bedste vis. Det skyldes nok erfaringerne som lyriker. Læst som dansker er teksten letlæst norsk, så jeg blev fint fanget ind af de gode formuleringer, der beskriver naturen, de forskellige situationer og hele lokalmiljøet meget stemningsfuldt. 

Det vil spolere læsningen, hvis jeg fortalte præcist, hvad den bagvedliggende konflikt bygger på, men vil kun fortælle, at Isak Hammers familieforhold spiller en rolle sammen med baggrunden for, at han ikke har været hjemme i byen i 19 år. Det er ikke kun en sag om Hammers venindes forsvinden, for Hammer kobler den sammen med en anden forsvinden, mens han været væk, og da han også dykker ned i den sag, tager handlingen fart og bliver rigtigt actionfyldt. 

Forfatteren har placeret handlingen i sin hjemby og har befolket den med nogle meget interessante personer både blandt Hammers gamle venner, politifolkene og ikke mindst blandt familien bag det store, lokale firma bag lakseopdrættet i fjorden. De har en skummel plan med det forfaldne hotel, Hammer har arvet og ikke har planer om at drive videre. Og netop lakseopdrættets betydning for miljøet i fjorden og samtidig ikke mindst betydningen for magtstrukturen i byen er et centralt tema i bogen. Det går ikke specielt godt for byens turisterhverv, og byens økonomi er afhængig af lakseopdrættet, så her synes pengene vigtigere end demokratiet. Det er et rigtigt spændende og lynende aktuelt tema.

Den aktuelle og meget dramatiske sag afsluttes til sidst i bogen på meget overraskende baggrund, og der opklares andre gåder undervejs, men en kort epilog afslører – surprise, at der bliver brug for makkerparret Isak Hammer og Mehren til en ny sag. Det bliver garanteret også en spændende historie – og jeg kunne rigtigt godt ønske mig bøgerne udgivet på dansk.

9 fine skydeskivepoint til bogen!

Sondre Bjørgum 
Skogfruen
Aschehoug, 2026
422 sider  

PS: Titlens “skogfrue” er navnet på en vild orkidé i slægten Cephalanthera. Den findes i en rød og hvid version, og den spiller en vis rolle i bogen. Det danske navn er skovlilje/sværd-skovlilje.

Bogen er købt i Kulturbokhandelen Norli i Farsund.



Karin Fossum: Farvel, Farah Diba

Krimi og spænding Posted on 17 jul, 2026 11:05

Fra bogens bagside:
Farvel, Farah Diba er tredje selvstændige bog i Karin Fossums serie om politiefterforskeren Eddie Feber, og allerede fra første side er læseren suget ind i alle forældres største skrækscenarie: Et barn er forsvundet og kan ikke findes. 

Denne psykologiske spændingsroman klipper mellem pigen Kandis’ historie, og Eddie Febers efterforskning, der begynder, da faren til den knap 6-årige pige kommer brasende ind på politistationen og fortæller, at hans datter er væk. Eddie Feber har selv en datter på samme alder, og han kaster sig ud i opklaringen for at redde Kandis’ liv.

Min anmeldelse:
De første 2 bøger i Karin Fossums serie med Eddie Feber er : 
1: Natteløberen – https://blog.drustrup.dk/?p=2623
2: Dræbende drage – Angrende hund – https://blog.drustrup.dk/?p=2922

Efter hendes iranske moders død af kræft er den 6-årige Kandis alene med sin norske far, da hun en dag bliver kørt afsted af en fremmed mand og bliver holdt skjult i en øde beliggende hytte. Bogen begynder med selve bortførelsen, og den slutter med….. Det må I selv finde ud af, ved at læse denne intenst fortalte historie. Og I vil ikke blive snydt!

Titlens Farah Diba referer til hendes delvist iranske baggrund, for ham, der holder hende skjult,  bruger det som hendes kælenavn. (Farah Diba er navnet på den tidligere dronning i Iran.) Kandis er en meget stærk og tænksom lille pige, og cirka halvdelen af bogen er fortalt gennem hendes tanker og samtaler med bortføreren. Det er forfatterens bedste fortællegreb, for det tilfører læseoplevelsen en dynamik og en ekstra undren som læser over, hvad pokker der er gang i, og hvordan det dog skal slutte.  

Den anden del af bogen er selvfølgelig selve efterforskningen, hvor den ret specielle Eddie Feber må trække på alle sine personlige ressourcer og sine effektive kollegaer. Også arbejdet med opklaringen er spændende, så alt i alt er det en rigtig spændende historie, der spænder over 7 dage, hvor hele udviklingen – både i hytten og i efterforskningen – følges kronologisk og detaljeret.

For alvor en bog, det er svært at lægge fra sig! Jeg giver gerne bogen 9 sikre skydeskivepoint. 

Karin Fossum
Farvel, Farah Diba 
Lindhardt og Ringhof, 2026
268 sider  

Bogen er læst på Mofibo.



Anders og Anette De la Motte: Intrige i Amalfi 

Krimi og spænding Posted on 15 jul, 2026 10:19

Fra bogens bagside:
Citronlunde, chokolade, delikat bagværk – og et nyt, mystisk dødsfald 

Hugo Lind har valgt at blive i Italien, og da rejseleder Lara Belmonte har brug for en buschauffør, stiller han selvfølgelig op. Denne gang har Belmonte Travels arrangeret en luksustur på Amalfikysten for forretningsdynastiet Byhlén. Rygtet vil vide, at patriarken Gottfrid Byhlén endelig er klar til at give ansvaret for sit konfektureimperium fra sig – men til hvem? Og er der en, der er parat til at slå ihjel for at gå sejrrig ud af magtkampen? 

Min anmeldelse:
Del 2 i ægteparret de la Mottes serie “Mord i solen” med puslespilskrimier fra Italien.  Jeg har anmeldt bind 1 – “En sag fra Capri” – her: https://blog.drustrup.dk/?p=2841 

Forlaget har kaldt serien en munter, morderisk og kulinarisk rundtur i Italien, og det er da også en rigtig hyggekrimi med feriestemning og lokalkolorit. Det er også bogens største aktiv, for krimidelen er noget rodet og bliver løst mindre overbevisende. 

Plottet har mange aktører, der alle er eller har været i familie med hinanden, og som tilhører hver sit chokoladeproducerende firma. De to firmaer er i sin tid splittet op, og der er en gammel strid om produktionshemmeligheder samt en aktuel strid om arvefølge og eventuel fusion. De indbyrdes roller ændrer sig undervejs, mens opklaringen af et mord sker efter klassisk puslespilsmetode á la Agatha Christie, men betydeligt mere langtrukkent og rodet.

Mens jeg læste bogen, checkede jeg flere gange oplysningerne om de steder, hoteller og restauranter, der blev beskrevet i bogen, og alt så helt korrekt ud. Jeg har altid haft lyst til også at opleve den del af Italien, og min rejselyst hertil blev bestemt ikke mindre af at læse bogen. Også de mange lækre retter og vine, der blev serveret, gav rejsefeber. 

Altså ikke ret meget krimispænding, men mest hygge i form af italiensk stemning og rejseguide samt historien om de fortsat begyndende varme følelser mellem svenske Hugo og den italienske rejseleder Lara. 

Ligesom jeg skrev til sidst i anmeldelsen af første bog i serien, så skal,jeg have bogen, ja begge bøgerne, med, hvis turen går den vej. Ikke for spændingens skyld men for de gode rejseråd.

6 skydeskivepoint som krimi og 8 som inspirerende rejseguide= 7 gennemsnitlige skydeskivepoint.

Anders og Anette De la Motte
Intrige i Amalfi
Modtryk, 2026
400 sider  

Bogen er modtaget fra forlaget som anmeldereksemplar.



Elly Griffiths: Zigzag-pigen

Krimi og spænding Posted on 13 jul, 2026 22:19

Fra beskrivelsen på Saxo:
Stemningsfuld ny historisk krimiserie fra efterkrigstidens England fuld af mysterier og spænding. 

Liget af en ung kvinde dukker op i den idylliske kystby Brighton i det sydøstlige England. Hendes krop er blevet skåret i tre dele, en fremgangsmåde, der minder kriminalkommissær Edgar Stephens om trylletricket ”Zigzag-pigen”. Tricket er opfundet af Max Mephisto, en af Stephens’ gamle venner – de to tjente sammen i anden verdenskrig som en del af en hemmelig enhed kaldet ”Magikerne”.

Mephisto tøver med at sætte sin karriere på pause for at hjælpe Stephens med efterforskningen. Men da det viser sig, at han faktisk kender den døde pige, skifter han mening. Og da Stephens modtager et brev med en advarsel om endnu et trick, ”Ulvefælden”, står det klart, at morderen vil slå til igen … Og Stephens og Mephisto mistænker, at løsningen på mordgåden skal findes i deres fælles fortid i hæren. 

Min anmeldelse:
Jeg havde læst og anmeldt de første 5 bind – senest “Det tavse vidne https://blog.drustrup.dk/?p=372 – i forfatterens 15-binds serie med arkæologen Ruth Galloway. Så kørte jeg lidt træt i det neddæmpede krimielement og blev træt af alt fyldet med spillet mellem personerne. 

Men da dette første bind i en ny serie udkom, fik jeg lyst til at læse bogen. Medvirkende var også at den foregår i Brighton, som jeg synes er en interessant by.

Bogen giver et godt tidsbillede fra en tid, hvor der var flere cabareter med underholdning, fra en tid, hvor England var i gang med at komme sig efter 2. Verdenskrig. Hovedpersonen, den lokale kriminalkommissær Edgar Stephens, var under krigen med i en hemmelig gruppe af magikere / tryllekunstnere, der havde en speciel opgave. 

I bogen krydses medlemmernes spor igen i forbindelse med flere mord med referencer til konkrete tricks. Forbindelsen til fortiden er oplagt, men det kræver en del af få opklaret hvordan og hvorfor. 

Det er der blevet og nogenlunde spændende krimi ud af. Den endte med en noget overraskende og for mig ikke helt overbevisende slutning. En rigtig feriekrimi – hurtigt læst og hurtigt glemt. Selv om lokaliteten og tiden var interessante rammer, så er jeg ikke helt sikker på, at magikerkonceptet kan bære en længere serie. Men det må komme an på en prøve. 

Det kan kun blive til 6 flinke skydeskivepoint. 

Elly Griffiths
Zigzag-pigen
Gads Forlag, 2026
320 sider  

Bogen er læst på Mofibo.



Arne Svingen: Min søn

Krimi og spænding Posted on 02 jul, 2026 19:07

Fra bogens bagside:
Midt om natten opdager Jorunn, at hendes søn, Ronny, kommer hjem med blod på tøjet. Dagen efter er blodet væk. Jorunn frygter, at en konfrontation vil ødelægge deres allerede skrøbelige mor-søn-forhold. Hun er heller ikke helt sikker på, at det var blod …

Men da roen i hjemmet igen sænker sig, sker der noget, der vender op og ned på det hele, og Jorunn bliver nødt til at gøre noget.

Men hvor langt er hun villig til at gå for at redde sin søn?

Min anmeldelse:
En kortkrimi i omfang og stil med bl.a. Geir Tangen “Lad alt håb fare”, jeg har anmeldt her https://blog.drustrup.dk/?p=2773. Med sammenligningen ikke mht. niveauet. Mens jeg var ret vild med Tangens bog, er denne en del mere ufokuseret og uforløst. 

Jorunn, der har haft en hård ungdom med bl.a. misbrug og har fået sønnen Ronny med en tilsyneladende forbryderisk type, er klar til at gå rigtigt langt for at beskytte sin søn. Og det gør hun. Hun vil skjule sønnens medvirken til et blodigt mord – hvis han har gjort det altså. Hun går helhjertet og med alle virkemidler i overdreven yngelbeskyttelses-mode, og hun går også over stregen.

Når jeg læser en krimi, skal jeg kunne acceptere forfatterens præmisser for hovedpersonens udfoldelser, og det kan jeg ikke her. Hendes aktiviteter virker på mig usandsynlige, urimelige og ufornuftige. Jeg vil ikke fortælle, hvad de medfører, og hvordan det hele ender. Men jeg mistede fokus pga. de mange underlige ting, Jorunn siger, tænker og gør. Jeg tror ikke på hende, og derfor er jeg heller ikke i mål med at forstå logikken i historien. 

Mht. det uforløste så er jeg efter læsningen og nogle spekulationer ikke klar over, hvordan det hele ender for Jorunn og Ronny. Forfatteren lader det (sikkert i bedste mening) stå åbent, men denne gang irriterer det mig. Jeg kan fint acceptere en åben slutning på en krimi, hvis der ellers er mere styr på historien forløb. Det er der som skrevet ikke her.

Jeg læste selvfølgelig bogen færdig, fordi det ikke var en tyk bog, fordi dens spændingskurve var OK, og så jeg ville se, hvad det hele dog endte med. Det var jeg spændt på.

5 flinke skydeskivepoint af 10 mulige. 

Arne Svingen
Min søn
Straarup & Co, 2026
161 sider  

Bogen er modtaget fra forlaget som anmeldereksemplar.



John Heilbrunn: Med en fod i afgrunden

Krimi og spænding Posted on 29 jun, 2026 22:24

Fra beskrivelsen på Mofibo:
For den blinde dansker er landsbyen Villanueva de la Sierra normalt indbegrebet af harmoni: lyden af fjerne kirkeklokker, duften af tør jord og smagen af modne avocadoer fra Carmens baggård. 

Men denne ferie bliver alt andet end fredelig. Allerede på ankomstdagen rammes danskerens skarpe lugtesans af en modbydelig stank, der skærer gennem bjergluften. Under en cementeret kloakrist i en snæver gyde gør han det utænkelige fund: liget af et spædbarn. 

Mens de lokale autoriteter har travlt med at lægge låg på sagen, vækkes danskerens gamle instinkter. Som tidligere undercover-agent for politiet ved han, at de mindste lyde og lugte kan afsløre det, øjnene ikke ser. Med sine skærpede sanser som eneste våben bevæger han sig ind i byens skygger, hvor magtfulde mænd som brødrene Perez hersker med vold og tavshed. 

Da endnu et lig dukker op i en bjergkløft, trækkes trådene til byens udnyttede østeuropæiske kvinder, og danskeren må sande, at hans egen nysgerrighed har bragt ham i livsfare. I en by præget af religiøse traditioner og mørke hemmeligheder må han kæmpe for at bringe sandheden frem i lyset, før han selv ender som et offer i afgrunden.

“Med en fod i afgrunden” er en intens krimi om de hemmeligheder, der gemmer sig bag de hvidkalkede mure, og om en mand, der ser mere end de fleste – selvom han lever i mørke. En sanselig krimi fra Andalusiens mørke hjerte.

Min anmeldelse:
Forfatteren er selv blind og har også skrevet selvbiografien “Der bliver aldrig helt mørkt-Erindringer i blinde”. Det opdagede jeg først undervejs i min læsning, hvor jeg lige ville finde ud af mere om forfatteren. Så er det også oplagt at lade sin hovedperson være blind, men jeg havde i begyndelsen svært ved at forstå, at detektiven kunne klare så meget uden at kunne se. Men jeg blev overbevist. Det fungerer overbevisende i historien og tilfører krimigenren en anderledes detektivtype. 

Det fører også læseren til endnu et turistområde, der er velkendt for ret mange danskere: området i nærheden af Malaga. Lokalkoloritten er også overbevisende og godt drejet med interessante personer i alle samfundslag. 

De sider af sagen er OK, men til gengæld halter plottet noget, og det er ret essentielt for en krimi. Jeg er ikke overbevist om detektivens forhistorie, og mht. opklaringen er der lidt for mange ærgerlige usandsynligheder og tilfældigheder. Det spolerer min læsefornøjelse noget.

Historien er fortalt i et meget kontant og explicit sprog, der måske vil støde nogle læsere. Det virker passende i flere situationer og er også OK som replikker fra nogle af personerne. Efter min mening passer sproget og holdningerne bag dem dog mindre godt til den danske hovedperson. 

Den korte konklusion er, at der er tale om en sympatisk mellemvarekrimi med gode sider i form af bl.a. lokalkolorit og den usædvanlige hovedperson, men også mindre gode sider med en haltende plotstyring. 

Trods alt en rimeligt underholdende krimi til 6 skydeskivepoint.

John Heilbrunn
Med en fod i afgrunden
Indblik, 2026
248 sider  

Bogen er læst på Mofibo.



« PreviousNæste »