Blog Image

Drustrups Bogblog

Følg med

Send mig en mail HER og få besked, når der er et nyt indlæg

Maria Adolfsson: Et nødvendigt onde

Krimi og spænding Posted on 13 mar, 2024 20:04

Bogen er bind 6 i serien, der foregår på den fiktive øgruppe Doggerland ude i Nordsøen mellem Danmark og Storbrittanien – lige der hvor oldtidens Doggerland lå.

Jeg har allerede anmeldt de første 5 bind i serien – se her:

Fra bogens bagside:
Karen Eiken Hornby er blevet gift og skal ikke alene vænne sig til sit nye efternavn, Friis, men også til den nye og enerverende politichef, Hans Jangel. Efter hans tiltræden føler hun sig desuden truet i stillingen som kriminalinspektør hos Doggerland Politi.

Irritationen bliver ikke mindre, da Hans Jangel sender Friis ud til den feterede kunstner Raymond Osses imposante villa. Han er efter sigende forsvundet. Hvorfor sætter Jangel en af Friis’ rang på så simpel en sag?

I kunstnerens villa bliver Friis mødt af Raymond Osses to ekskoner og hans nye, unge kæreste. Tilsyneladende har Osse stadig tæt kontakt til ekskonerne, og den seneste er endda aldrig flyttet ud. Det viser sig også snart, at alle tre kvinder er begunstiget i testamentet, og det er bestemt ikke en lille formue, Raymond Osse råder over. Er det motiv nok til at ville slå ham ihjel?

Min anmeldelse:
Jeg har virkelig nydt at besøge Doggerland især i seriens allerførste bøger. Især her syntes jeg, at placeringen i Nordsøen viste sig i historien gennem den måde, forfatteren kombinerede krimitraditionerne i landene rundt om Nordsøen til sit helt eget mix.

I denne seneste er Doggerland blevet mere en kuriøs lokation bl.a. i kraft af sine særlige stednavne end den medspiller, stedet tidligere var i historien. Det gør denne bog til en mere almindelig krimi. 

Det er en spændende historie, det er stadig nogle interessante personer, personerne og deres relationer udvikler sig stadig, der er overraskelser undervejs, og slutningen lover en fortsættelse. Alle parametre for at være en god krimiserie er til stede, for forfatteren skriver godt og kan fortælle en god historie, men jeg havde forventet lidt ekstra ud fra erfaringerne med de første bind i serien. 

Jeg giver bogen 7 skydeskivepoint ud af 10 mulige ligesom bind 5 i serien, og det er stadig et stykke over midten.

Maria Adolfsson
Et nødvendigt onde
People’s Press, 2024 
357 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Henriette Rostrup: Lad de små børn komme til mig

Krimi og spænding Posted on 13 mar, 2024 17:47

Gæsteanmelder Palle Thomsen har anmeldt denne første spændende bog i en ny trilogi, der foregår i 1914.  

Fra forlagets beskrivelse:
Første bind i Henriette Rostrups krimitrilogi “De fortabte”, der foregår under 1. Verdenskrig.

København, sommeren 1914. Kampen for stemmeret til kvinder og tyende er på sit højeste, og Europa står på randen af 1. Verdenskrig. Liget af en ung kvinde bliver fundet i Ladegårdsåen. Politiet afskriver det som endnu et i en række af selvmord blandt fattige kvinder, selvom vidner fortæller om et forsvundet barn født uden for ægteskab, og en fremmed mand der talte med den unge kvinde, kort før hun blev fundet død. Amalie Bang er journalist på et stort københavnsk dagblad. Da hun får nys om sagen, øjner hun chancen for at komme til at skrive om andet end de rige og de kendte, og hun vil gøre alt for at finde sandheden om de unge kvinders død.

Sammen med en ung betjent, Ewald, kommer hun på sporet af en sammensværgelse, som trækker tråde fra den københavnske underverden og langt op i de øverste samfundslag. Amalies ambitioner bliver livsfarlige, og den virkelige trussel viser sig at være tættere på, end nogen kunne forestille sig.

Palle Thomsens anmeldelse:
Bogen er første del af  trilogien “De Fortabte”, og det tegner godt.

Vi er tilbage i 1914. Året før kvinder fik stemmeret. Krimien tegner et godt billede af datidens mandsdominerede samfund, og den kvindelige hovedperson kæmper en kamp for sine rettigheder og til at blive taget alvorligt. Hun vil ikke indordne sig under sine borgerlige forældres ønske om at finde sig en god mand, der kan forsørge hende. Hun vil klare sig selv, og det er ikke nemt med den tids moralbegreber.  

De fattige ugifte piger, der er blevet gravide udenfor ægteskab, bliver gemt væk og franarret deres børn. Vi kommer ind i de usle, københavnske baggårde med fugtige slumlejligheder. Politiet gør intet for de fattige, og etaten er delvist korrupt. 

Alt dette får Henriette Rostrup en god krimi ud af. Den er velskrevet og velkomponeret, og jeg glæder mig til de næste 2. En anderledes krimi om en anderledes tid.

8 ud af 10 skydeskivepoint.

Henriette Rostrup
Lad de små børn komme til mig
People’s Press, 2023
300 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Anna Jansson: En utilgivelig synd

Krimi og spænding Posted on 12 mar, 2024 13:37

Bogen er femte bind i serien om kriminalkommissær Kristian Bark. Jeg har selv anmeldt seriens første bind “Datter savnet” her: https://blog.drustrup.dk/?p=810, men de følgende bind er aldrig landet i mit læsefelt, så Palle Thomsen fik fornøjelsen, og det var en fornøjelse!

Fra bogens bagside:
1945. To unge mænd stiger ned i en forladt mine, og kun en af dem får dagens lys at se igen. Den anden bærer på en hemmelighed, der kan ødelægge alt.

75 år senere bliver en baby fundet død i en mose i Hällefors nord for Örebro – en lille pige, blot nogle få måneder gammel. Om halsen har hun en sølvhalskæde med en mystisk sten. Hvem er det stakkels barn, og har halskæden en betydning?

Politikommissær Kristoffer Bark skal lede efterforskningen sammen med sit team af brogede kolleger. Han er kun lige ankommet til Hällefors, da et nødopkald sender ham til en skole, hvor en 90-årig mand har taget en gruppe børn til gidsler. Manden er bevæbnet med en riffel, og han er ikke bange for at bruge den. Det viser sig, at manden bærer den samme mystiske sten som barnet, men er der en forbindelse mellem dem? 

Palle Thomsens anmeldelse:
Anna Jansson er en af mine yndlings krimiforfattere. Hun har skrevet omkring 26 bøger og er en af Sveriges mest populære forfattere.

Jeg har kun et klagepunkt over denne krimi – den stjal min nattesøvn!

Kriminalkommissær Kristoffer Bark og hans folk er en blandet flok betjente. Han har epilepsi og må ikke køre bil, en anden har ptsd, en tredje er ustabil grundet syge børn osv. De er ansat i en afdeling for uopklarede sager, men bliver også draget ind i ny efterforskning. En slags svensk Afdeling Q og bedre end Jussis.

I denne krimi bliver en ulykke/mord i 1945 i Midtsverige skelsættende for 2 familier helt frem til nutiden. Der er masser af lokalkolorit, lidt overtro, skæve eksistenser og socialrealisme.

Det er ikke en gysende page-turner, men en stille, fremadskridende fortælling, som hele tiden driver en til lige at tage et kapitel mere, og det kostede en nattesøvn.

Kristoffer Bark serien er en af de bedste krimiserier, jeg har læst. Jeg er vendelbo og er ikke meget for at give 10 point til en bog – der skal jo være plads til den helt ekstraordinære bog. Så jeg giver 9 1/2 ud af 10 og glæder mig til den næste bog i serien. Hun skrev jo 22 bøger i Maria Wern serien, og jeg ser gerne 22 bøger i Bark serien.

Anna Jansson 
En utilgivelig synd
People’s Press, 2024 
320 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Claus Lohman: Genstart

Krimi og spænding Posted on 11 mar, 2024 20:15

Bogen udkom første gang i 2013 på et andet forlag, men udgives nu i en revideret og nedredigeret udgave, og det har været rigtigt godt for bogen, der allerede fascinerede mig i den oprindelige udgave.

Det var forfatterens debutroman og blev bind 1 i en trilogi, hvor de følgende bind hedder “Genspejl”  (2015) og “Genkald” (2016). Det er serie, hvor genforskning og indblik i 3 forskellige religionssamfund i USA – amish-folket, menonitterne og kvækerne – kombineres til nogle dramatiske videnskabskrimier. 

Jeg anmelder denne reviderede genudgivelse, mens vi venter på nyeste bog fra Claus Lohman, Eftermælet, som er skrevet sammen hans kone Heidi Lohman. Den udkommer i forbindelse med krimimessen 2024 og anmeldes senere.

Fra bogens bagside:
Da den unge retsgenetiker, Sarah Bermann, foretager en tilsyneladende rutinemæssig DNA-analyse i forbindelse med opklaringsarbejdet af et brutalt drab i Philadelphia, gør hun en sensationel biologisk opdagelse. Som konsekvens bliver Sarah ført ind i amish-folkets isolerede og primitive livsførelse i Lancaster County, Pennsylvania, der står i skærende kontrast til hendes eget overfladiske og materialistiske liv. 

Hendes opdagelse bliver fulgt tæt af FBI, og før Sarah ved af det, er hun viklet ind i et net, hvis tråde når ud til planetens fjerneste afkroge. Hun føler sig draget af drabssagens hovedmistænkte, den 23-årige amish, David Stoltzfus, og erfarer, at hendes egen far har holdt en hemmelighed skjult for hende, som for altid vil forandre hendes liv.

Min anmeldelse:
Kort fortalt følger historien 3 spor, der selvfølgelig krydses på meget dramatisk og voldelig vis. For det første beskrives livet hos en amish-familie, der lever efter deres asketiske og dybt traditionelle regler nærmest som 1800-tals bønder, mens deres voksne søn er på “rumspringa”. Det er unge amish-folks møde med den moderne verden, inden de skal vælge, om de vil fortsætte som amish eller vil forlade trossamfundet. Et andet spor er retsgenetikeren Sara Bermann og hendes kollegaer samt deres arbejde med at forske i DNA. Det sidste spor er en gruppe heftigt bevæbnede mænd fra en hemmelig specialgruppe under FBI, der viser sig at have meget på samvittigheden, men som slet ikke er færdige med at “rydde op”, som de siger.

Kombinationen af videnskab og voldsom dramatik kommer der en rigtig god videnskabskrimi ud af. Foruden at give et indblik i amish-miljøet, som fascinerer mig, og som også beskrives så godt i Linda Castillos amish-serie, er det en rigtigt spændende krimi/thriller fra det moderne USA med en fanatisk gruppe som hævnende voldsmænd.

Bogen er strammet gevaldigt op siden den første udgave – sprogligt og strukturelt samt omfangsmæssigt fra 462 til 275 sider. Jeg vil gerne anbefale hele serien, men begynd endelig med bind 1 – og selvfølgelig i denne reviderede udgave.

8 skydeskivepoint.

Claus Lohman
Genstart
Superlux, 2022
275 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Mattias Edvardsson: Et løfte om tavshed

Krimi og spænding Posted on 11 mar, 2024 16:06

Med stor fornøjelse og høj spænding har jeg selv læst de øvrige bøger af denne fantastiske forfatter, men denne nyeste bog fik min faste gæsteanmelder, Palle Thomsen, til anmeldelse.

Se hans anmeldelse herunder og læs evt. mine anmeldelser af de andre bøger af Mattias Edvardsson, men læs under alle omstændigheder bøgerne!

Fra bogens bagside:
Jari og Maria har succes på jobbet og bor i det mest eksklusive boligområde i havnebyen Trelleborg. Deres teenagedøtre klarer sig godt i skolen og socialt – den ene er et fodboldtalent med topkarakterer, og den anden er smuk og udadvendt.

I den anden ende af byen, i skyggen af den gamle gummifabrik, bor Sasho og Linda. De drømte om mere og andet end at arbejde i den lokale købmand, men nu er de begge over 40, og det føles, som om løbet er kørt. Deres søn, Niko, er deres store stolthed – han er disciplineret og flittig, dygtig til klaver og i skolen.

En sommeraften møder Amanda og Niko hinanden, og det slår gnister mellem dem, men forældrene er imod deres forhold. Kort efter findes Amanda død, skudt på molen, og Niko bliver hovedmistænkt. Hvorfor vil han ikke tale med politiet? Niko siger, at han har aflagt et løfte om tavshed, men til hvem?

Det viser sig, at familierne deler en kompliceret fortid, og at den perfekte facade skjuler en mørk og uhyggelig historie.

Palle Thomsens anmeldelse:
Edvarsson er en god fortæller. Fik sit gennembrud og stor succes med “En helt normal familie”, oversat til 43 sprog og kom som serie på Netflix i efteråret 2023.

Bogen foregår i Trelleborg syd for Malmø, hvor der sker et mord på en ung pige. Handlingen skifter mellem et år før drabet og frem til drabsnatten og tiden efter. Og det forvirrer ikke læsningen på noget tidspunkt.

Han har beskrevet personerne, så man lærer dem godt at kende. Nogle, man synes godt om i startet, ender man med at få afsky for og omvendt. Han har virkelig sat sig ind i unge menneskers psyke og det problemfyldte ungdomsliv. Samtidig får vi indblik i den svenske øvre middelklasse og arbejderfamilien med et indvandrertwist.

Virkelig en velskrevet spændingsroman om 2 helt forskellige familier, som vikles ind i hinanden, og et mord, der vælter alles liv.

9 ud af 10 skydeskivepoint.

Mattias Edvardsson
Et løfte om tavshed : Roman om en forbrydelse
People’s Press, 2023
370 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Tove Alsterdal: Dybhavn

Krimi og spænding Posted on 10 mar, 2024 13:01

Fra bogens bagside:
Da isen på Ångermanelven bryder op sidst i april, dykker en gruppe marinarkæologer ned i det iskolde vand for at undersøge et gammelt skibsvrag. Ved vraget finder de knogleresterne af et menneske.

Sagen lander på den højgravide politiassistent Eira Sjödins skrivebord. Det viser sig, at liget stammer tilbage fra 1960’erne, en tid med store drømme og voldsomme politiske konflikter. Eira må søge hjælp hos sin egen demente mor, der var ung i 60’ernes Ådalen.

Min anmeldelse:
Bogen er det afsluttende bind i Tove Alsterdals “Ådalenserien”. Jeg har med fornøjelse læst og anmeldt de første to bind: Stormfald (1) https://blog.drustrup.dk/?p=922 og Jordsug (2) https://blog.drustrup.dk/?p=1364.

Også denne gang er stedet – Ådalen – i centrum for historien med bl.a. tilbageblik til tiden da Bo Widerbergs film “Oprøret i Ådalen” blev indspillet sidst i 1960’erne, og hvor flere unge amerikanere flygtede til Sverige for at undgå militærtjeneste og dermed deltagelse i Vietnam-krigen. Især det sidste er en central del i historien.

Samtidig fortælles historien om Eira Sjödin og hendes aktuelle situation som højgravid med to mulige fædre til barnet. Det bidrager bestemt også til underholdningen.

Det hele er fortalt i samme flotte sprog, som Tove Alsterdal har vist i sine andre bøger, og igen udvikles historien på samme skarpe og overbevisende måde.

Hele trilogien er samlet set rigtigt god med bind 1 som det bedste, men dette afsluttende bind er stadig en fremragende afslutning på serien.

8 skydeskivepoint ud af 10 mulige.

Tove Alsterdal
Dybhavn
Modtryk, 2024
307 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



« ForrigeNæste »