Fra bogens bagside: I en gammel forladt forstadsvilla starter pigerne i kliken en klub, som de kalder “Elvis-Club” – men kan drengene være med? Jo, de bliver tvunget til det, og så begynder vanskelighederne at tårne sig op! Hvem ejer villaen? Og hvor skal pengene til indretningen komme fra? Alt ordner sig efterhånden, og det er rock-musikkens skyld. En festlig og moderne bog.
Min anmeldelse: Denne bog faldt jeg over i en genbrugsbutik på Djursland, og der var flere grunde til, at jeg absolut måtte købe og læse den. Primært skyldes det, at jeg som bibliotekar fulgte med og ivrigt læste hans 10-binds serie Trællene. Den udkom på dansk 1974-1982 og beskriver det svenske samfunds historie gennem mere end 1000 år set fra en socialistisk synsvinkel og i solidaritet med de nederste i samfundet. Jeg har også læst andre af hans bøger, og da jeg så denne for mig ukendte bog, var jeg nødt til at tage med til sommerhuset.
Og det er netop en anden grund til min interesse, for på vej til sommerhuset passerer vi Memphis Mansion i Randers. Det er et Elvis Presley-Museum, som vi også har besøgt, og som er et oplagt mål for en udflugt fra sommerhuset. Derfor ender bogen også på reolen her.
Det viste sig at være forfatterens debutbog på dansk, og den er udkommet i forlagets serie Fremads Teen-Age bøger, der har mottoet “Bedst blandt de bedste”. Det var dengang, for siden er der sket meget mht. bøger til store børn og unge! Alene omfanget. I dag er 92 sider tekst, især når den som her er trykt med åben sats, nærmest en novelle. Teknologierne har også ændret sig og til dels kønsrollerne, der i nogen er helt traditionelle for 1950’erne – og senere.
Dynamikken i gruppen af piger og drenge har altid været den samme, så på den måde er der ikke sket noget, siden bogen udkom. Det er nogle søde børn/unge med både spil indbyrdes i kønsgrupperne og mellem pigerne og drengene. De unges helt centrale problem er det samme som mange unges i dag: nemlig at finde et sted at være på egne præmisser med plads til at udvikle og udfolde sig. Og også dengang spiller musikken en central rolle. På den måde er bogen stadig aktuel og relevant, men sproget er naturligvis ikke nutidigt. Gu’ ve’ hvordan unge vil synes om bogen i dag?
Sven Wenströms solidaritet med de børn og unge, som repræsenterer nogle af de svage i datidens samfund, viser sig allerede her. Noget han jo udviklede endnu mere senere i sit forfatterskab. Læs et godt portræt af Sven Wernström her: https://forfatterweb.dk/oversigt/wernstrom. Det er skrevet af Nanna Gyldenkærne og kan læses med samme login som til dit lokale bibliotek.
Interessant og lidt nostalgisk læsning i sommerhuset, mens vejret ikke inviterer til de store udfoldelser. Læst i dag giver jeg bogen 3 stjerne af 5 mulige.
Sven Wernström Elvis-klubben Forlaget Fremad, 1959 92 sider
Denne anmeldelse er lagt i hænderne på en gammel ven og bibliotekarkollega, der ud over at være bredt læsende og oplevende også har tætte forbindelser til Lolland, hvor bogen foregår.
Fra bogens bagside: Lolland, sommeren 1897. Egnen hærges af gårdbrande og spædbørnsdrab.
Da endnu et lig af en nyfødt dreng findes i en sø nord for Nakskov, bliver efterforsker Georg Rosenkrantz sat på sagen. Han allierer sig med Karen Sjællænder, der kender alle afkroge af byens rå underverden, og afdækningen trækker tråde til de polske roebønder og byens store sukkerfabrik.
Her på kanten af det nye århundrede er Nakskov en af Europas driftige havnebyer, og samfundet er præget af en industri i vækst, men også af en gryende klassebevidsthed, der truer den bestående orden. En orden, som magtens mænd vil gøre alt for at bevare.
Arne Bak-Sørensens anmeldelse: Dette er forfatterens tredje roman – og jeg har beklageligvis ikke læst de tidligere. Det agter jeg at gøre, for denne roman er både underholdende og oplysende.
Det underholdende går på, at vi oplever livet i en provinsby (Nakskov) i 1897 med fokus på en (eller rettere flere) kriminalsager, der drejer sig om drab på nyfødte samt brandstiftelse.
Det oplysende medfører, at vi får et glimrende indblik i livet for både over- og underklassen. Vores hovedperson Georg Rosenkrantz er herredsfoged (den tids politimyndighed) og hører således til overklassen. De mistænkte er i første omgang roepigerne, der mestendels kom fra Polen for at arbejde i de lollandske marker – og hører i den grad til underklassen. Kontrasterne er store – ustandseligt er de ”fine” herrer ude at spise, fortrinsvist på byens førende hotel og restaurant (og som sjovt nok stadig findes).
Det viser sig imidlertid, at ikke alt er, som det ser ud. Vores ”helt” har åbenbart pengeproblemer – og vi kan også se, at han måtte rejse fra København (hvor han og konen helst vil bo). Han kan heller ikke helt fritages for at være lidt ufin i kanten. Vi opdager også hurtigt, at de såkaldte pæne mennesker i mange tilfælde er både kriminelle og amoralske. Nu skal jeg ikke røbe hele handlingen, men bogen er både spændende og undertiden morsom.
Forfatteren skriver glimrende med den lille undtagelse, at der undertiden sniger sig ord ind, der ikke hører til i perioden – fx holder vores hovedperson weekend, et begreb der endnu ikke var opfundet i Danmark på dette tidspunkt. Men det skal være ham tilgivet, for sproget fungerer ellers levende og velsmurt. Der er også en del underholdende personer, bl.a. betjenten Nielsen, der er noget for sig, men som tager sig sammen i slutningen af bogen. Også den koleriske borgmester, der er hovedpersonens nærmeste overordnede, beskrives meget levende. Man er hele tiden godt underholdt, samtidig med at man også kan blive lidt klogere af læsningen.
Et lille efterord afslører, at heltens navn er sammensat af to i tiden vigtige personer, nemlig forfatteren Palle Rosenkrantz, der faktisk arbejdede en tid som konstitueret herrredsfoged i Nakskov og som senere udgav omkring 40 romaner, en del af dem krimier, hvoraf ”Hvad skovsøen gemte” er mest kendt – og danner noget af historien her. Han kæmpede også for en forbedring af strafferetsplejen (det lykkedes i 1919).
Den anden er Georg Brandes, der blandt meget andet kæmpede for en forbedring, at den moderne litteratur skulle sætte problemer under debat.
Bogen anbefales stærkt. Den får 5 stjerner.
Tonny Vorm De navnløse Gutkind, 2024 298 sider
Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.
Fra bogens bagside: Nordsverige, 1950’erne: Fem samiske børn bliver tvunget væk fra deres familier for at gå i nomadeskole. Her er samiske sange og traditioner er forbudt, og eleverne får pisk af den strenge forstanderinde, der går under navnet husmor. Overgrebene finder sted, uden at magthaverne griber ind, og forældrene er for bange til at protestere.
30 år senere har de fem tidligere elever – Jon-Ante, Else-Maj, Nilsa, Marge og Anne-Risten – bevæget sig i vidt forskellige retninger i et forsøg på at tackle deres traumatiske barndom. Men så en dag vender husmor tilbage. Hun kommer gående ned ad gaden, som om intet var hændt. Da står det klart, at ingen af de fem tidligere elever har glemt fortidens fortrædeligheder og tilgivet deres tidligere bøddel.
“Straf” er baseret på virkelige begivenheder og omhandler et af de største overgreb mod det samiske mindretal i Sverige – nomadeskolen, som ødelagde tusindvis af børn og familier og ledte til sprogtab og skam.
Min anmeldelse: En ualmindeligt stærk historie om holdninger til og behandlingen af samerne i 1950’erne – og den står endnu stærkere og forfærdelig, efter at jeg i bogens epilog læste, at den var baseret på forfatterens mors oplevelser i en nomadeskole.
Alle samebørn blev tvunget til at tage på nomadeskole, der var kostskoler, hvis opgave var “normalisere” børnene til at blive svenske, og derfor var samisk sprog og alle samiske traditioner forbudte. På bogens nomadeskole var lederen ondsindet og voldelig i sin undertrykkelse af alt samisk, og flere af børnene fik fysiske skader af hendes behandling. Men værre er det, at endnu flere fik psykiske problemer i resten af deres dage.
Det skildres intenst i afsnit, der følger 5 hovedpersoner – som børn i 1950’erne og som voksne i 1980’erne. Det er barsk læsning om umenneskelig behandling af et oprindeligt folks børn – og det er jo set flere gange både fra hele verden. Jeg nævner bl.a. Australien og Grønland. Men ved at følge de forskellige børns oplevelser og senere de følger, som den traumatiske behandling fik for dem alle, bliver der nærmest sat ansigter på. Så er det rigtige mennesker, det er gået ud over, og så bliver det mere begribeligt. Men stadig uacceptabelt og uforståeligt!
Bogens indhold er stærk læsning, og til og med sprogligt en stor fornøjelse. Teksten er velskrevet, og begivenhederne er skildret set fra børnenes synsvinkel, så det hele står krystalklart i al sin grumhed.
Hvorfor titlen “Straf”? Det må I selv finde ud af, men de 5 børns måder at bearbejde og leve med fortiden på er meget forskellige, og selvfølgelig er hævnlysten til stede.
Selv i bogens afsnit fra 1980’erne undertrykkes samisk kultur, og de behandles dårligt af mange, og det er vel egentlig ikke blevet ret meget bedre siden! Har I endnu ikke læst forfatterens “Bytte”, så skal I ubetinget også læse den. Se min anmeldelse her: https://blog.drustrup.dk/?p=1389
Som med “Bytte” giver jeg bogen mine 5 maksimale stjerne og tilføjer lidt nordlys – et naturfænomen, der på nomadeskolen blev beskrevet som noget farligt og forbudt at snakke om!
Serien om den romerske opdager Marcus Didius Falco fangede mig meget, da de oprindeligt udkom på dansk – især fordi de var rigtigt interessante rent historisk, samtidig med at de fortalte nogle spændende historier med en humoristisk og underholdende undertone.
Der er 20 bind i serien udgivet på engelsk i perioden 1989-2010, men desværre er kun disse 8 af dem oversat til dansk og udgivet på forlaget Klim 1997-2005, og jeg har læst dem alle:
Sølvgrisene ; Bronzeskygger ; Venus i kobber ; Krigsgudens jernnæve ; Poseidons guld ; Sidste akt i Palmyra ; Tyv over tyv ; Tusmørke over Corduba.
I 2023 genudgav Gutkind de første 3 bind i serien, og jeg har genlæst det første bind for at finde ud af, om bøgerne stadig er værd at læse. Den vurdering kommer jeg med í min nedenstående anmeldelse.
På forfatterens officielle hjemmeside – https://lindseydavis.co.uk – kan man læse mere om bøgernes univers. Titlens sølvgrise er betegnelse for sølvbarrer.
Forlagets beskrivelse: Rom, 71 e.Kr.: Ingen kender byen bedre end Marcus Didius Falco. Ekslegionæren regnes for den bedste efterforsker, og alligevel mangler han altid penge.
En dag spiller skæbnens gudinde ham et lovende job i armene i form af den unge, smukke Sosia Camillina, som er på flugt fra sine kidnappere. Snart bliver Falco viklet ind i et drabeligt plot, der involverer stjålne sølvbarrer og sender ham til sølvminerne i de britiske provinser.
Der, i udkanten af imperiet, afslører han en sammensværgelse, hvis net strækker sig helt ind i magtens hjerte – og som vil kunne kaste imperiet ned i afgrunden.
Min anmeldelse: Da jeg først lige havde læst mig ind i stilen og vænnet mig til de latinske navne blev jeg ført tilbage til romerrigets hovedstad og livet der dengang, og jeg har igen nydt rejsen tilbage. Historien om den uheldige helt, opdageren Falco, bragte mig helt ind i både det politiske liv på flere niveauer, de standsmæssige konflikter og dagliglivet. Jeg har været i Rom et par gange, og det er fascinerende at læse en så levende beskrivelse af livet på steder, hvoraf mange i dag kun er ruiner.
Når jeg læser krimier, har det altid været en ekstra bonus, når jeg samtidig lærer noget nyt om f.eks. miljøer og steder, og det gør jeg i denne serie, hvor jeg både får ny viden om romertiden, hvilket passer flot til min historiske interesse. Jeg får sat nogle andre billeder på min opfattelse af dagligdagen og stemningen dengang. Lyder det tørt, så skal jeg straks afvise det!
Bogen – ja, alle bøgerne – er nemlig befolket med nogle herlige typer, hvor især Falco og Sosia er en fornøjelse at følge og gennem dem og deres aktiviteter at få et indblik i deres forskellige baggrunde.
Denne første bog foregår primært i Rom, men de følgende 7 bøger, der er oversat, bringer makkerparret rundt i andre dele af det store Romerrige. Hvad der sker i seriens resterende 12 bind, ved jeg ikke, og format finde ud af det må jeg nok, som en af mine gamle lånere på biblioteket gjorde, bestille dem hjem på engelsk. Dels udgav Klim jo kun de 8 bind, og Gutkind, der har genudgivet de første 3 af dem, har på nuværende tidspunkt desværre ikke planer om at udgive flere bøger i serien. Desværre.
Vil du som krimilæser væk fra både bestialske massemordere, traumatiserede efterforskere og tvivlsom skærgårdsidyl, og vil du både ned i tempo, tilbage i tiden og samtidig få opfrisket din historiske viden om en spændende periode, så giv dig hen til Falcos meriter i det gamle Rom!
8 sikre point på skydeskiven til krimier og 4 stjerner for romanens historieformidling.
Lindsey Davis Sølvgrisene Gutkind, 2023 350 sider
Bogen er læst på Mofibo.
Herunder er et billede af en romersk sølvdenar , jeg har fundet med metaldetektor. Den er ganske vist yngre end den periode, bogen foregår i, men jeg synes den skulle med. Mønten er udstedt under kejser Hadrian Augustus år 125-128.
Fra bogens bagside: Charmerende og humoristisk roman om 35-årige Franks livtag med tilværelsen … og kærligheden.
Frank har aldrig fået sig en uddannelse efter gymnasiet. I stedet har han i en brandert købt en gammel lastbil og slået sig ned som havemand. Nu er han 35 år og vil videre i sit liv, men det har han truet med i årevis, påpeger vennen Bjørn, der er mekaniker og bor i den samme hensygnende by i Midtjylland.
Hverken Bjørn eller Frank har en kæreste – ikke som Frank ser det, i hvert fald. Men Emmi, der jævnligt tager ham med hjem fra kroen, mener noget andet, og det samme gør Liz, hendes skræmmende mor. Frank har bare ikke den store lyst til at binde sig til Emmi og hendes to børn. Så hellere til biologen Sara, der vender tilbage til byen som projektleder på den nationalpark, Naturstyrelsen vil anlægge i området.
Den lille by kommer på landkortet, da nogle ulve bliver spottet på egnen, og endnu større opmærksomhed vækker det, da én af dem bliver skudt og smidt i en indkørsel. Nogen bryder sig tydeligvis hverken om ulve eller om at få en nationalpark til nabo.
Hvor mænd er mænd og ulve bliver skudt er en forførende feel goodroman for både mænd og kvinder om at forfølge sin længsel, også selvom den viser sig at pege i en anden retning, end man først lige havde forestillet sig.
Min anmeldelse: Bagsidetekstens første udsagn er fuldstændigt korrekte! Bogen er både charmerende og humoristisk, og det har været en rigtig god oplevelse at læse om Franks liv og tanker. Frank, der er 35 år og ugift, bor i en lille og helt almindelig by i Midtjylland. Han er ved at overveje retningen for sit liv, men det forstyrres af den unge kvinde, der vender hjem til byen for at arbejde med oprettelse af en nationalpark. Så sker der meget – i hvert fald relativt meget for den lille by og dens beboere, og der er ikke enighed om holdningen til ulve.
Det er et univers, jeg har mødt – i hvert fald noget lignende – flere gange ude i virkeligheden, men aldrig beskrevet så indgående, solidarisk og med en varmhjertet humor. Og herligt at læse en roman, der ikke foregår i storbyen.
Miljøet, personerne og de mellemmenneskelige er beskrevet så præcist, at jeg som læser virkelig følte med personerne – med Frank i centrum. Hans måde at gebærde sig gennem livet og hverdagen samt hans relationer med venner, kvinder, børn, jævnaldrende, gamle mennesker, ja hele landsbyens befolkning er beskrevet så ægte og dybfølt, at alle læsere af velskrevne samtidsromaner vil blive fanget ind af bogen.
Det er en stærk og alligevel stille bog, som er realistisk og med troværdige personer, og samtidig morsom på en god måde, hvor ingen hænges ud eller gøres til grin.
Den får mine maksimale 5 stjerner og mine anbefalinger til en bred kreds af læsere.
Claus Schjødt Hvor mænd er mænd og ulve bliver skudt Politikens Forlag, 2024 432 sider
Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.
Et så stort projekt, som det Politikens Forlag har sat i gang med Egeskov Slot som omdrejningspunkt, kræver en introduktion. I første omgang til udgivelsen af bind 1 i en planlagt romantrilogi.
Oplysning til læserne Efter min anmeldelse var udsendt, fik jeg denne mail fra en kendt dagbladsanmelder, der ikke deltog i arrangementet på Egeskov:
Undskyld mig men at du har mødt herskabet og de to forfattere på Egeskov ved et reklamefremstød for bogen, skal vel ikke spille ind i din anbefaling af den? Læsere som ikke har haft den ære, skal vel have din anbefaling ene og alene ud fra din læsning af værket. Eller er du ren reklamesøjle?
Derfor denne kommentar: Ingen af mine anmeldelser af en bog påvirkes – negativt eller positivt – i sin vurdering pga. merchandise tilsendt sammen med bøgerne eller deltagelse i bloggermøder eller andre arrangementer som forfatterinterviews på Krimimessen.
Det sker derimod af og til, at jeg ved mødet med forfatteren bliver klogere på intentionerne og baggrunden for bogen, og det bidrager til den beskrivelse, jeg kan formidle af bogen. Således også i tilfældet med “Ulykkens år” (Egeskov; 1). Inden mødet, som jeg beskriver inden min anmeldelse, havde jeg læst bogen, havde dannet mig min mening om den og havde skrevet store dele af selve anmeldelsen.
Det, jeg hørte om bogen og hele projektet, er holdt ude af selve anmeldelsen, men bidrager for mig at se til at få og videregive et bedre indtryk af bogen. Jeg er jo godt klar over, at arrangementer af den type er et reklamefremstød, men deltagelsen har ikke influeret på indholdet i min anmeldelse af bogen. Jeg mener således, at præmisserne for min ærlige og neutrale anmeldelse er lagt åbent frem.
Introduktion: En god uges tid inden inden seriens første bog udkom, var jeg sammen med en del andre bogbloggere og bogfolk inviteret af Politikens Forlag til præsentation i riddersalen på Egeskov Slot af projektet. Her fik vi en fin introduktion til bogen gennem en rigtig god snak mellem ejeren af “det lille røde hus” (Egeskov Slot), grev Michael Ahlefeldt-Laurvig-Bille, bogens to forfattere, Anne-Grethe Bjarup Riis og Thomas Rydahl, og den ene af bogens to forlagsredaktører, Mille Haynes.
Initiativet til hele projektet kom fra Politikens Forlag, der i første omgang havde planlagt en trilogi med forskellige forfattere til de tre bøger, men da de to forfattere bag bind 1 mødtes, faldt brikkerne for dem så meget på plads, at de overbeviste forlaget om, at de sammen kunne skrive alle tre bind. Senere vil set så vise sig, hvad der sker efter de tre bøger. Der er mulighed for mange, mange flere. Forfatterne fortalte nemlig, at de har skitseret fremtiden for de mange personer i bogen (der er 49 på listen forrest i bogen, og flere kommer helt sikkert til), og dermed har de også lagt detaljerede linjer ud for begivenhederne – helt frem til 1930! Det har de gjort for at sikre, at det, personerne gør og oplever i de første bind, hænger optimalt sammen med de fremtidige begivenheder. I filmverdenen hedder det vist continuity.
Og apropos filmverdenen så er forberedelserne af en filmatisering af serien også langt fremme, men det var endnu for tidligt at fortælle nogle detaljer. Et par spørgsmål fik vi dog svar på. Det forventes, at det bliver en tv-serie i 6 afsnit, at der nok bliver premiere i 2026, samt at det ikke bliver Anne-Grethe Bjarup Riis, der skal være instruktør eller manuskriptforfatter.
Hun og Thomas Rydahl fortalte om samarbejdet, hvor de fordelte scener i bogen mellem sig og efter at have diskuteret muligheder skrev ud fra deres detaljerede beskrivelser. Derefter læse de hinandens stoffet og arbejdede videre derfra sammen med forlagsredaktørerne. Thomas Rydahls erfaringer med en skrive ud fra handling og plot suppleredes af Anne-Grethe Bjarups Riis mere filmiske blik for scener og billeder.
Grev Michael Ahlefeldt-Laurvig-Bille fortalte levende og engageret om samarbejdet med både Politikens Forlag og forfatterne. Han og prinsesse Alexandra havde fået manuskriptet at se, men ud over nogle faktuelle småting, som en detalje om jagt på den tid, havde de ikke haft nogen indflydelse på indholdet i romanen. De har fortalt om historien mange generationer tilbage og har vist rundt overalt på slottet. De har haft fuld tillid til, at forfatterne tegnede et billede af tiden, stedet og familien, der var tro mod virkeligheden, samtidig med der var masser af rum til at digte til og finde på. De var rigtigt glade for resultatet og glædede sig til det fremtidige samarbejde. De har også bidraget til, at tidsbilledet er blevet så tæt på det korrekte som muligt.
Fra bogens bagside: 1874. En frostklar morgen i april ankommer 18-årige Oda til Egeskov Slot for at begynde sit nye liv som stuepige. Det er en stor dag. Den unge baron skal forloves, og der er brug for alle hænder i køkkenet. Helt fra morgenstunden bobler huset af forventning både oppe og nede.
For baronens lillesøster, Jessie, er det også en stor dag. Hun mødes i al hemmelighed med sin udkårne, præstesønnen Johannes. I et kådt øjeblik kommer hun til at love sit hjerte væk, uvidende om, at der samme aften vil indtræffe en tragisk hændelse, der vender op og ned på hendes liv.
Herskabets genvordigheder er meget langt væk for staldknægten Stig. For ham handler det bare om at klare sig igennem til næste dag – og måske finde et øjeblik til at imponere den søde malkepige. Men da baronessen beder ham om en tjeneste, hvirvles han uforvarende ind i et farligt trekantsdrama, som risikerer at koste ham pladsen på slottet.
Min anmeldelse: Denne første roman i serien foregår i løbet af et år og begynder i 1874. I bogen præsenteres seriens mange personer gennem 6 afsnit med hvert sit tema. Der bruges således en del plads på at beskrive lokaliteter, miljøer, detaljer og personernes tanker og indbyrdes samspil. Denne grundlæggende præsentation er en forudsætning for forståelse af historiens forløb, og selv om den fylder en del, så fungerer det rigtigt godt at følge de mange skæbner.
Det er en dramatisk historie om kærlighedens svære betingelser og om livsvilkårene sidst i 1800-tallet – begge dele beskrevet på tværs af klasser.
Historiens forskellige elementer, der kort skitseres på bagsiden, hænger godt sammen, og selvfølgelig slutter bogen med et par scener, hvor nogle af personerne ender i situationer, der må stå uafklarede for læserne til næste bind, og det bliver rigtigt interessant at finde ud af, hvor det fører personerne hen.
Under læsningen dannedes der hos mig mange indre billeder, så det oplevedes lidt som at se en film, hvor der krydsklippes kronologisk mellem forskellige scener, som foregår blandt adelen, blandt de ansatte inde på slottet samt hos arbejderne og familierne i landbruget på og omkring slottet. På den måde kommer man både upstairs og downstairs, og der er klare paralleller til serier som Downton Abbey, Belgravia og netop Upstairs Downstairs (dansk titel: Herskab og tjenestefolk).
Jeg er helt sikker på, at Egeskov-serien vil blive elsket af alle de mange læsere af historiske romaner, som udover at fortælle en god historie på en fængslende måde, også formidler historisk viden.
Jeg er endnu mere sikker på, at Egeskov-serien vil blive elsket af alle de mange, der med stor entusiasme har fulgt familierne i bl.a. de nævnte store serier. Jeg er også sikker på, at interessen vil blive endnu større, når tv-serien bliver sendt. Indtil da kan man læse bogen – og de følgende bind, hvor bind 2 forventes udgivet næste år, og så er det oplagt i mellemtiden at lade turen gå til Sydfyn for at besøge fascinerende og flotte Egeskov Slot.
Det bliver til mine maksimale 5 stjerner for både forlagets initiativ til det store projekt, bogen er første del af, og for selv romanen.
Anne-Grethe Bjarup Riis & Thomas Rydahl Ulykkens år (Egeskov ; 1) Politikens Forlag, 2024 441 sider
Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.
