Bogen er bind 2 i Victoria Larms serie om pestmasken. Bind 1 hedder “Den niende kreds”, og den anmeldte Palle Thomsen her https://blog.drustrup.dk/?p=2135. Han har også læst og anmeldte denne fortsættelse.
Fra bogens bagside: 1936. Der er gået tre år, siden Livia Seigel under dramatiske omstændigheder bortførte et barn fra en rigmandsvilla i Djurgården. Mikael Kejser, der pådrog sig uhelbredelige skader under bortførelsen, har fået at vide, at han nu kun har kort tid tilbage at leve i, og han beslutter sig for at tage en grusom hævn.
Han sætter alt ind på at finde Livia og det forsvundne barn. Noel Bråkensköld, en velrenommeret læge, der bærer på en mørk fortid, påtager sig opgaven, som fører ham fra Stockholm over Zürich til Venedig og Laguna Morta, ‘Den døde lagune’. Her kommer han faretruende tæt på familien Seigels hemmeligheder og tvinges til at tage nogle livsfarlige beslutninger. Men der er flere, der har indledt jagten på det forsvundne barn. Mennesker, der er villige til at ofre deres venner, stikke deres nærmeste i ryggen, forråde deres velgørere og slutte sig sammen med deres fjender. Hvem er de, og hvorfor vil de gå så vidt for at nå deres mål?
Bind 2 i en historisk spændingsserie, hvor læserne tages med på en halsbrækkende rejse ind i familien Seigels dramatiske verden af svigt og død og uventede alliancer.
Palle Thomsens anmeldelse: Jeg gav 9 point ud af 10 mulige til seriens første bind. Det bliver det ikke til denne.
Den første var så herligt fyldt med historie, kunsthistorie og klassisk musik og mere en familiesaga end en krimi.
Dette bind er nærmere en thriller, en page-turner. Det går over stok og sten fra Sverige til Venedig og tilbage. Møder nogle slemme italienske fascister som har fået krigsstraumer fra 1. verdenskrig, og derfor er blevet onde! Noget af en påstand.
Der er ikke meget af det gode tilbage fra 1. bind. Jeg var noget skuffet over denne. Trist at stilen ikke fortsatte.
For at få udbytte af andet bind skal man have læst første bind.
Som thriller kan jeg give den 8 point ud af 10 mulige, men i sammenligning med første bind får den kun 7.
Victoria Larm Den maskerede gud Gyldendal, 2024 336 sider
Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.
Jeg var meget betaget af forfatterens helt specielle tone og stil, da jeg læste og nød hans “Vi er fem”, som jeg anmeldte her https://blog.drustrup.dk/?p=663 – både pga. historien og sproget. Derfor var det spændende for mig også at læse denne seneste bog af forfatteren.
Fra bogens bagside: Den ensomme Oskar arbejder på Aud og Olav Blums mølle mod kost og logi. En dag finder han et barn i skoven, en utæmmet unge, som han tager med hjem. Barnet er lille af vækst og stum, men i Oskars varetægt begynder det at vokse.
Stakkel er en fabel om kærlighed og en coming-of-age historie. Den er fantasifuld, sprogligt sprudlende og blander passion og ironi. Fortællingen skifter mellem realisme, satire, romance og folkeeventyr og spænder over flere historiske tidsperioder. En original, underholdende og fængslende roman om ensomhed, isolation og omsorg.
Min anmeldelse: For det første vidste jeg ikke helt, hvad en “coming-of-age historie” var, så min nye viden vil jeg dele med jer: det er en historie om et menneskes fysiske og følelsesmæssige udvikling fra barn til voksen – ligesom i en udviklingsroman.
Historien er noget anderledes end “Vi er fem”, men fælles for begge bøger er forfatterens fremragende sprog. Det har i begge tilfælde været en fornøjelse at begive sig ind i hans univers uanset historien alene på grund af sprog og fascinerende fortællestil.
Bagsiden fortæller kun kort om begyndelsen af historien, og det er nok. Men hvis du vil, kan du efter anmeldelsen som en teaser (spoiler alert) læse et mere udførligt referat af dele af handlingen i form af de første par sider af kapitel 28.
Kort fortalt er det en meget fascinerende historie fuld af fantasi, og som i løbet af den korte bog skifter vinkel, sted og tid flere gange, og som slutter på en måde, der kan skabegrundlag for diskussion og overvejelser. Det gør bogen til en læseoplevelse, det er svært at glemme, og som desuden vil være oplagt for mange læsegrupper.
Mine maksimale 5 stjerner er helt sikre.
Matias Faldbakken Stakkel Gutkind, 2024 184 sider
Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.
En teaser – og der er dømt spoiler alert:
HVIS du vil læse lidt fra bogen, inden du selv begynder, så er her de første afsnit af kapitel 28, hvor dele af bogens handling refereres. Det er også samtidig en god anledning til at opleve forfatterens herligt specielle skrivestil, MEN samtidig afsløres som tidligere skrevet også en god del af handlingen, så læs ikke videre, hvis I vil overraskes maksimalt, men læs bogen!
Indtil videre har vi følgende: En ensom plejedreng (dreng) arbejder og knokler på Aud og Olav Blums gård for kost og logi. Han falder over et barn i skoven, en hundeunge. Han fanger ungen og tager den med hjem. Ungen er utæmmet. Den viser sig at være en pige. Hun har lidt af noget doktoren mener er en traumebaseret væksthæmning, Kaspar Hauser-syndrom, som det også kaldes. Men når man er kommet i trygge omgivelser, frigives hormoner, og pigen begynder at vokse. Hun vokser abnormt hurtigt. Det viser sig at hun er sidst i teenageårene og ikke otte-ni som de først troede. På en måde »blomstrer« hun, men hun har også sammenbrud. Gården hjælper Oskar med at skjule pigen for den nyfigne hovedgård. Men en aften hvor hun er udvokset, forfører hun drengen, eller snarere overfalder ham, og de indleder et forhold. En uregerlig kærlighed vokser frem mellem dem. Men deres forhold bliver opdaget og betragtes som anstødeligt på gården. Drengen og pigen må flygte. De kommer ind til byen, hvor Olav og Auds afskrevne, funktionshæmmede søn Tommy Blum bor. Han giver dem logi. Tommy Blum er akademiker og har tydeligvis et horn i siden på sine forældre, han ser således et potentiale i de unge mennesker. Særligt pigen. Han forstår at hun er guld, ren kapital, så speciel som hun er. Først er Tommy Blum en reddende engel, generøs mod både Oskar og Udskilde, som hun kalder sig, og afvisende over for gården og livet på landet. Så omfavner han pigen, og langsomt, næsten umærkeligt presser han Oskar ud. Han tager pigen med ud af lejligheden, ud i byen og ind i de inderste cirkler. Hun skal vises frem. I hovedstadens selskabsliv hersker en fordomsfri stil, og pigen gør stor succes. Men Oskar bliver agterudsejlet. Oskar er ikke videre interessant for byfolket med sine arbejdsnæver, tykke dialekt og korte sætninger. Sådan en Mumle Gåseæg lever ikke længe i Oslo-nattens velsmurte fornøjelsesliv. Nej, han bliver anbragt derhjemme, hvor han sidder uvirksom og ryger sig gul i ansigtet af cigaretter. Mens pigen er parfumeret og berygtet, bliver drengen tilrøget og obskur. Oskar må stå på sidelinjen og være vidne til hvordan amanuensis Tommy Blum gør en forretning ud af pigen, det menneske hans hjerterødder er vokset ind i. Med en heltemodig manøvre reddede Oskar hende ud af lovens lange arm på gården ved at tage hende med til Oslo – livet på landet ville have været den sikre død – men nu ser han sig omkring og læser om den store skøge fra Babylon og forstår at byen er et tveægget sværd og i bund og grund til fare for hans uerstattelige Udskilde. Oskar sidder som en lus mellem to negle. Han er ikke den første dreng fra landet som er endt sådan inde i storbyen. Låst. Ubrugelig. Bondefanget.
Således stod det til. Oskar, alene endnu en gang, bedrøvet og snart grøn i fjæset, forgiftet af tobaksrøgen han valgte at synge sine lovsange til; pigen, slående, opsigtsvækkende, distraheret, med hver finger i byen pegende på sig. Og bag hende, som en manager, næsten, en forvalter og en agent, Tommy Blum, societygnomen med den lynende intelligens og det dobbelte blik.
Sådan kunne det ikke ende. Der måtte vel komme en træfning. Og en træfning kom der.
Bogen er ligesom seriens første bind gæsteanmeldt af Palle Thomsen.
Fra bogens bagside: Tre godser. To forsvindinger. En kamp mod tiden.
Lolland 1928. Under en sneppejagt bliver der skudt mod Danmarks justitsminister. Lederen af Statspolitiets Rejseafdeling, Himmelstrup, mener først, at det er en banal jagtulykke, men da en polsk roepige fra området forsvinder, indser han, at der er mere på spil. Han tager selv til Lolland, hvor to af hans folk allerede befinder sig.
En bidende kold vinter lægger sig over den flade ø, hvor Himmelstrups hold møder et lukket samfund. Der er spændinger mellem de polske løsarbejdere og de danske godsforvaltere, og situationen spidser til, da en polak findes dræbt med en møggreb i brystkassen. Men de mest uforsonlige konflikter finder Himmelstrup blandt medlemmerne af den magtfulde slægt, Søndermark, der ejer det meste af jorden.
Under sæsonens sidste jagt er alles øjne rettet ministeren, og ingen ser, at hans datter forsvinder. Himmelstrup kæmper mod tiden for at opspore sandheden om den konflikt, der eskalerer for øjnene af ham, og finde både den polske pige og ministerens datter i live.
Palle Thomsens anmeldelse: Det er andet bind om Otto Himmelstrup og Danmarks første rejsehold. Jeg var begejstret for bind 1 “Den yderste grænse”, som jeg anmeldte her – https://blog.drustrup.dk/?p=1779 , og jeg er ligeså begejstret for bind 2 = 452 siders god krimi.
Jonia har igen begået en formidabel historie. Denne gang foregår den på Lolland i 1927 og 1928 blandt godsejere, tumpede lokale politifolk og underkuede polske roearbejdere. Foruden det velkomponerede plot får vi en god beskrivelse af de forhold, som de polske roearbejdere arbejdede under. Det var ikke gode forhold, men vel nærmest slaveforhold. Ikke en stolt periode i Danmarkshistorien. Vi får også et godt indblik i familieintriger blandt godsejerne og gårdmændene, der alle mere eller mindre er traumatiserede af en hård barndom og tidligere tiders fattigdom.
Rejseholdet er en lille sluttet enhed af dedikerede politifolk, som også slås med hver deres, men som alligevel formår at komme til bunds i det lollandske morads.
Det er ikke en page-turner, men en langsomt fremadskridende fortælling og ikke én side for lang.
Jeg er imponeret af Jacob Jonia. Bind 1 gav jeg 9 point, men denne gang er jeg nødt til at give ham 10 point ud af 10.
Jacob Jonia Dansen om guldkalven People’s, 2024 452 sider
Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.
Fra bogens bagside: Limfjorden i bronzealderen. Efter mange år sydpå rejser den unge høvdingesøn Raudon hjem til sin fødeegn for at overtage magten efter sin far. Han møder den ølbryggende enke Thunran og bliver forelsket, men fortæller hende ikke, at han skal giftes med en anden. Og snart går det op for ham, at hans tvillingebror også vil regere – og hans far vil slet ikke af med magten.
Samtidig bliver det sværere at skaffe den bronze, der skal ofres for at få solen til at stå op. Ved Middelhavet kollapser de gamle imperier, og kaos rykker nordpå. Raudon indser, at han må samle en stor hær for at sikre handelsvejene og beskytte sin familie. Men han har svært ved at samle tankerne: Hans to koner kan ikke enes, hans gamle far er ved at miste grebet, broren kan ikke se problemet, og kun ét er sikkert: Krigen kommer.
Manden der bar solen er en bronzealderroman om familier under ekstreme vilkår, der selv må udøve den vold, deres velstand afhænger af. Om krig, kærlighed, loyalitet og forræderi og om de spinkle fortællinger, vi bygger vores civilisation på.
Min anmeldelse: Som meget historisk interesseret var jeg nysgerrig på, hvordan denne roman beskrev livet i bronzealderen. Jeg har før læst romaner, der foregik i oldtiden og har ikke været lige glad for dem både med hensyn til den historie, de ville fortælle, og for selve det historiske indhold og dets niveau i forhold til faktisk viden. Derfor var jeg spændt på begge dele i denne bog.
Kort fortalt så blev jeg på begge områder både underholdt og imponeret.
Mht. det historiske grundlag så har forfatteren selvfølgelig fabuleret frit og kunstnerisk, da kilderne fra bronzealderen, som gik fra 1700 år til 500 år før vor tidsregning, ikke er skriftlige, men overvejende baseret på fund og forskning. Han har fået hjælp af flere sprogforskere, historikere og arkæologer, hvor sprogforskerne har leveret grundlaget for de særegne navne – navne jeg lige skulle vænne mig til at læse, og som tilfører bogen endnu et lag historisk autencitet.
Mht. handlingen og den historie, bogen fortæller, så er det en rå historie med mange barske opgør, og der er nogle ret voldsomme scener. De foregår som opgør internt i familierne, som ritualer i forbindelse med religiøse og traditionelle begivenheder eller i kampe mod fjender fra andre stammer og fjerne steder. Bogens lokation er et sted i Limfjorden, og her udspiller en del af handlingen sig, men den ene af de to tvillingebrødre har tidligere boet en periode langt oppe ad en af de tyske floder – sikkert Rhinen. I bogen vender han hjem derfra for senere at tage på togt dertil igen. De rejser er barske ture og illustrerer rigtigt godt kulturforskellene og konsekvenserne af den geopolitiske udvikling på den tid.
Alt i alt en voldsom bog der på fremragende vis fortæller en voldsomt fascinerende historie om en af de centrale oldtidsperioder i udviklingen af det danske samfund. Oplagt læsning for alle historisk interesserede samt alle med sans for at nyde godt forfatterskab.
Mine maksimale 5 stjerner er en selvfølge!
Kristian Bang Foss Manden der bar solen Gyldendal, 2023 433 sider
Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.
PPS: Hvis man nu vil vide mere faktuelt om bronzealderen og de ofringer af bronzeting, der er med i bogen, og som i dag findes og kaldes depotfund, så kan man læse om et fund her: https://viborgmuseum.dk/arkaeologi/gaardsdal-depot
Første bind i serien med Filippa Falkenberg hed “Dødens druer”, og det anmeldte jeg her https://blog.drustrup.dk/?p=1429. Bind 2 hed “Heksejagt”, og den fortsættelse blev her på bloggen anmeldt af Palle Thomsen, og derfor fik han også bind 3 til anmeldelse.
En kombination af forlagets beskrivelse og pressemeddelelsen om bogen: Hvor galt kan det gå, hvis vores grundlæggende tillid til samfundet og til hinanden forsvinder? Det undersøger Lisbeth Zornig og Mikael Lindholm i deres nyeste krimi, som dels er skrevet ud fra forfatternes oplevelser af, at tilliden til samfundet smuldrer og dels ud fra virkelige hændelser på Sostrup Kloster.
Den aldrende Ernst Stauning Banefelt bliver fundet død på sin herregård udenfor Køge. Den dræbte stod bag udviklingen af en vaccine mod fedme og var derfor kommet på kant med flere antiautoritære grupper, der mistænkte ham for at være en del af et større komplot.
I første omgang virker demonstranterne også som oplagte mistænkte, på grund af den spektakulære måde Banefelt blev slået ihjel på.
Banefelt efterlader sig et erhvervsimperium, og han har oprettet en fond, som forsker i vacciner til børn, der skal kurere dyre folkesygdomme.
Filippa Falkenberg bliver sat på sagen, og hun må nu balancere med anarkistiske grupperinger, som afskyer ordensmagten, og desuden sit nye liv som mor.
Men er de antiautoritære fjenden, eller forsøger nogen blot at dække over noget langt større ved at skyde skylden på dem? Efterhånden som uret tikker, går det op for Filippa Falkenberg, at løsningen skal findes i et afsidesliggende kloster, og at de svar, hun finder, har store konsekvenser for hende selv og dem, hun elsker.
Palle Thomsens anmeldelse: Dette er bind 3 i serien om efterforsker Filippa Falkenberg.
I min anmeldelse af bind 2 – “Heksejagt” – skrev jeg her https://blog.drustrup.dk/?p=1865, at forfatterne havde skabt en formidabel kvindelig efterforsker, og at krimien bedst af alt havde masser af humor.
Det har den her ikke – Filippa er blevet kedelig. Om det er, fordi hun er blevet gift og fået barn, at det har gjort hende kedelig, ved kun forfatterne. Det er en skam, for humoren var charmen ved forrige bind.
Ægtemanden og barnet spiller en rolle i opklaringen, og krimien har en overraskende slutning. Det er fint nok. Men historien kammer fuldstændig over i en hel masse antivaxere, sølvpapirshatte og konspirationsteoritikere. De større byer i landet bliver angrebet af disse folk, der kommer sølvpapirshatte fra England med masser af våben, der indføres undtagelsestilstand, en flok kvindelige vinbønder med høtyve og lugejern hjælper myndighederne osv. Det er bare for meget.
Hvis bogen var en film, ville den få betegnelsen katastrofefilm – ikke en krimi. Jeg havde virkelig glædet mig til bind 3 – far er ikke sur, far er skuffet.
Jeg kan snige mig op på 6 ud af 10 point, og det skyldes den overraskende slutning.
Mikael Lindholm og Lisbeth Zornig Klosterkvinden Falco, 2024 436 sider
Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.
Jeg har selv anmeldt bind 1 i serien “Døden i bugten” her https://blog.drustrup.dk/?p=1929. Bind 2 i serien “En Hell Bay-krimi” hedder “Tidevandets suk”.
Det er Palle Thomsen, der har gæsteanmeldt denne tredje bog i serien. (På engelsk er der 4 mere i serien)
Fra bogens bagside: Mens solen går ned en kold novemberaften, forbereder det lille samfund på øen St. Agnes sig til Bonfire Night, hvor vicepolitichef Ben Kitto er til stede. Men festlighederne får en brat afslutning, da en øboer opdager et forkullet lig efterladt på bålet.
Manden er den tv-kendte astronom Alex Rogan, der på grund af øens isolerethed ønsker at bygge et observatorium. Så vidt Kitto ved, er Rogan populær blandt øboerne, men da trusler skrevet på det gamle korniske sprog dukker op, får Kitto mistanke om, at morderens motiv er at befri øen for de nytilkomne, der truer ældgamle traditioner.
Med en befolkning på kun 80 mennesker er alle mistænkte, og ingen er i sikkerhed. Kitto har intet andet valg end at forbyde indbyggerne at forlade øen, og han får standset skibstrafikken. Da endnu et bål resulterer i en ny forsvinden bliver det klart, at Kitto må handle hurtigt og finde morderen, inden skibstrafikken åbner op igen.
Palle Thomsens anmeldelse: Historien foregår på de stormomsuste Scillyøer i Den Engelske Kanal ud for Cornwall, et lukket ø-samfund med mange sære eksistenser. Det er en klassisk krimi i genren med det lukkede rum – lettere udvidet idet der er 80 mulige mordere på den lille ø.
Bogen er nr. 3 i hendes Hell Bay serie, og jeg kommer til at tænke lidt på Barnaby og de utallige mord, der sker i hans by. Hvis der kommer ret mange flere bøger i denne serie, så kommer hun til at mangle mordofre.
Det bedste ved krimien er beskrivelsen af øboerne og livet på øerne, den flotte natur og dyrelivet. Ser ud til at blive til en tv-serie i lighed med Shetland, og der kan også laves mange flotte naturpanoramaer.
Letlæst hyggekrimi. 7 ud af 10 point.
Kate Rhodes Flammer over havet People’s Press, 2024 375 sider
Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.
