Fra bogens bagside: Bogen kommer helt tæt på kafferbøfler, Afrikas mest farlige af de berømte fem store. Men bogen indeholder også unikke oplevelser med vandbøfler, bisonokser, moskusokser og vildkvæg, omtalt som Scrub Bulls.
Undervejs præsenteres læseren for de vidt forskellige miljøer, hvor jagterne udspiller sig. Det er ikke kun jagt i sump og regnskov. Det er også bøffeljagt på afrikanske, australske og sydamerikanske sletter og fjeldskråninger tæt på indlandsisen.
Artiklerne er skrevet og illustreret som reportager. De anvendte billeder knytter sig direkte til oplevelserne, og fortællingerne er gengivet uden make-up. De er skrevet umiddelbart efter, de udspillede sig. Bogen er altså ikke baseret på en samling “så vidt jeg huske”-beretninger og vilkårlige tilbageblik.
Artiklerne er skrevet endnu inden jagtfeberen helt havde lagt sig…
Min anmeldelse: Michael Sands mange bøger om især jagt og natur har altid fascineret mig både for de umanerligt flotte fotos og for de gode historier fra hele verden. Det er blevet til bl.a. 10 årgange af Jagtårbogen og 7 jagtbøger mere med tilsvarende indhold på højt niveau.
Jeg har her på bloggen tidligere bragt en kort omtale af “Verden rundt som jæger, lystfisker og far” – //blog.drustrup.dk/#post121 og en anmeldelse af “Europa rundt – med jagtriffel og kamera” – //blog.drustrup.dk/#post214
Efter nogle års pause med udgivelserne er denne nye bog klar i nyt og større format (A4) end de forrige. Det er fint med temaudgivelser som denne, hvor de jægere, der særligt er interesserede i jagt på okser og bøfler af forskellig art, har historierne samlet. Dyrene og geografien er som beskrevet i bagsideteksten.
Bogens 7 historier har været bragt i forskellige af de tidligere bøger, men det er godt, at de igen bliver tilgængelige, for det er spændende oplevelser, der formidles, så det næsten er som selv at være med derude.
Endnu bedre er det, at det større format giver mere plads til de mange fantastisk gode billeder, som så fremstår endnu bedre, og der er endda blevet plads til flere billeder, end da artiklerne blev bragt første gang.
4 flotte stjerner bliver det til
Michael Sand Sort og hvid magi : på jagt efter alverdens bøfler Forlaget Michael Sand, 2024 255 sider
Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.
Den faste gæsteanmelder på bloggen, Palle Thomsen, har anmeldt dette bind 8 i serien, mens jeg selv har anmeldt bind 6 “En højere retfærdighed”- http://blog.drustrup.dk/#post222. Bind 7 “Som man sår” er af ukendte årsager ikke blevet anmeldt her.
Fra bogens bagside: Eksperterne i specialenheden Rejseholdet er i dyb krise, efter en af kollegaerne er blevet afsløret som seriemorder. Da en kvinde findes myrdet på en grisefarm uden for Västerås, peger alle spor i retning af, at forbrydelsen er blevet begået med en særlig person i tankerne: Sebastian Bergman.
Efter i årevis at have hjulpet Rejseholdet med at løse kriminalsager, er Sebastian i øjeblikket persona non grata, og hans tilbagevenden til Rejseholdet kan enten blive hans redning eller undergang. Samtidig bliver en af Sebastians tidligere klienter fundet død. Klienten mistede et barn under tsunamien i 2004, men hele familien og dén jul for snart tyve år siden er omgærdet af mystik. Spørgsmålene er mange, og kun datteren Cathy kan svare på dem.
Palle Thomsens anmeldelse: Bogen er ottende bind i serien om kriminalpsykolog Sebastian Bergman og Rejseholdet.
Det er længe siden jeg har læst en af dem. Tror nok jeg blev træt af hovedpersonen, for han er den mest irriterende krimifigur – en selvhævdende egoist i særklasse.
Men krimien fejler ikke noget. De to forfattere kan deres kram, og denne gang har de endda ladet Bergman blive lidt mere menneskelig.
Det er en rå fortælling om en brutal morder som er drevet af hævn. Rejseholdet har fået ny leder, som skal bevise holdets berettigelse med opklaringen af denne sag, og det giver store frustrationer oveni den vanskelige opklaring.
Som sædvanligt er der en irriterende øverste chef. Findes der dog ikke gode chefer i krimier? Og hvad laver den øverste chef? Det hører man aldrig.
Bortset fra dette lille gylp, så er det er god og velskrevet krimi, så jeg giver den 8 ud af 10 mulige point.
Michael Hjorth og Hans Rosenfeldt Skylden man bærer Hr. Ferdinand, 2024 358 sider
Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.
Bogen er bind 2 i Victoria Larms serie om pestmasken. Bind 1 hedder “Den niende kreds”, og den anmeldte Palle Thomsen her https://blog.drustrup.dk/?p=2135. Han har også læst og anmeldte denne fortsættelse.
Fra bogens bagside: 1936. Der er gået tre år, siden Livia Seigel under dramatiske omstændigheder bortførte et barn fra en rigmandsvilla i Djurgården. Mikael Kejser, der pådrog sig uhelbredelige skader under bortførelsen, har fået at vide, at han nu kun har kort tid tilbage at leve i, og han beslutter sig for at tage en grusom hævn.
Han sætter alt ind på at finde Livia og det forsvundne barn. Noel Bråkensköld, en velrenommeret læge, der bærer på en mørk fortid, påtager sig opgaven, som fører ham fra Stockholm over Zürich til Venedig og Laguna Morta, ‘Den døde lagune’. Her kommer han faretruende tæt på familien Seigels hemmeligheder og tvinges til at tage nogle livsfarlige beslutninger. Men der er flere, der har indledt jagten på det forsvundne barn. Mennesker, der er villige til at ofre deres venner, stikke deres nærmeste i ryggen, forråde deres velgørere og slutte sig sammen med deres fjender. Hvem er de, og hvorfor vil de gå så vidt for at nå deres mål?
Bind 2 i en historisk spændingsserie, hvor læserne tages med på en halsbrækkende rejse ind i familien Seigels dramatiske verden af svigt og død og uventede alliancer.
Palle Thomsens anmeldelse: Jeg gav 9 point ud af 10 mulige til seriens første bind. Det bliver det ikke til denne.
Den første var så herligt fyldt med historie, kunsthistorie og klassisk musik og mere en familiesaga end en krimi.
Dette bind er nærmere en thriller, en page-turner. Det går over stok og sten fra Sverige til Venedig og tilbage. Møder nogle slemme italienske fascister som har fået krigsstraumer fra 1. verdenskrig, og derfor er blevet onde! Noget af en påstand.
Der er ikke meget af det gode tilbage fra 1. bind. Jeg var noget skuffet over denne. Trist at stilen ikke fortsatte.
For at få udbytte af andet bind skal man have læst første bind.
Som thriller kan jeg give den 8 point ud af 10 mulige, men i sammenligning med første bind får den kun 7.
Victoria Larm Den maskerede gud Gyldendal, 2024 336 sider
Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.
Jeg var meget betaget af forfatterens helt specielle tone og stil, da jeg læste og nød hans “Vi er fem”, som jeg anmeldte her https://blog.drustrup.dk/?p=663 – både pga. historien og sproget. Derfor var det spændende for mig også at læse denne seneste bog af forfatteren.
Fra bogens bagside: Den ensomme Oskar arbejder på Aud og Olav Blums mølle mod kost og logi. En dag finder han et barn i skoven, en utæmmet unge, som han tager med hjem. Barnet er lille af vækst og stum, men i Oskars varetægt begynder det at vokse.
Stakkel er en fabel om kærlighed og en coming-of-age historie. Den er fantasifuld, sprogligt sprudlende og blander passion og ironi. Fortællingen skifter mellem realisme, satire, romance og folkeeventyr og spænder over flere historiske tidsperioder. En original, underholdende og fængslende roman om ensomhed, isolation og omsorg.
Min anmeldelse: For det første vidste jeg ikke helt, hvad en “coming-of-age historie” var, så min nye viden vil jeg dele med jer: det er en historie om et menneskes fysiske og følelsesmæssige udvikling fra barn til voksen – ligesom i en udviklingsroman.
Historien er noget anderledes end “Vi er fem”, men fælles for begge bøger er forfatterens fremragende sprog. Det har i begge tilfælde været en fornøjelse at begive sig ind i hans univers uanset historien alene på grund af sprog og fascinerende fortællestil.
Bagsiden fortæller kun kort om begyndelsen af historien, og det er nok. Men hvis du vil, kan du efter anmeldelsen som en teaser (spoiler alert) læse et mere udførligt referat af dele af handlingen i form af de første par sider af kapitel 28.
Kort fortalt er det en meget fascinerende historie fuld af fantasi, og som i løbet af den korte bog skifter vinkel, sted og tid flere gange, og som slutter på en måde, der kan skabegrundlag for diskussion og overvejelser. Det gør bogen til en læseoplevelse, det er svært at glemme, og som desuden vil være oplagt for mange læsegrupper.
Mine maksimale 5 stjerner er helt sikre.
Matias Faldbakken Stakkel Gutkind, 2024 184 sider
Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.
En teaser – og der er dømt spoiler alert:
HVIS du vil læse lidt fra bogen, inden du selv begynder, så er her de første afsnit af kapitel 28, hvor dele af bogens handling refereres. Det er også samtidig en god anledning til at opleve forfatterens herligt specielle skrivestil, MEN samtidig afsløres som tidligere skrevet også en god del af handlingen, så læs ikke videre, hvis I vil overraskes maksimalt, men læs bogen!
Indtil videre har vi følgende: En ensom plejedreng (dreng) arbejder og knokler på Aud og Olav Blums gård for kost og logi. Han falder over et barn i skoven, en hundeunge. Han fanger ungen og tager den med hjem. Ungen er utæmmet. Den viser sig at være en pige. Hun har lidt af noget doktoren mener er en traumebaseret væksthæmning, Kaspar Hauser-syndrom, som det også kaldes. Men når man er kommet i trygge omgivelser, frigives hormoner, og pigen begynder at vokse. Hun vokser abnormt hurtigt. Det viser sig at hun er sidst i teenageårene og ikke otte-ni som de først troede. På en måde »blomstrer« hun, men hun har også sammenbrud. Gården hjælper Oskar med at skjule pigen for den nyfigne hovedgård. Men en aften hvor hun er udvokset, forfører hun drengen, eller snarere overfalder ham, og de indleder et forhold. En uregerlig kærlighed vokser frem mellem dem. Men deres forhold bliver opdaget og betragtes som anstødeligt på gården. Drengen og pigen må flygte. De kommer ind til byen, hvor Olav og Auds afskrevne, funktionshæmmede søn Tommy Blum bor. Han giver dem logi. Tommy Blum er akademiker og har tydeligvis et horn i siden på sine forældre, han ser således et potentiale i de unge mennesker. Særligt pigen. Han forstår at hun er guld, ren kapital, så speciel som hun er. Først er Tommy Blum en reddende engel, generøs mod både Oskar og Udskilde, som hun kalder sig, og afvisende over for gården og livet på landet. Så omfavner han pigen, og langsomt, næsten umærkeligt presser han Oskar ud. Han tager pigen med ud af lejligheden, ud i byen og ind i de inderste cirkler. Hun skal vises frem. I hovedstadens selskabsliv hersker en fordomsfri stil, og pigen gør stor succes. Men Oskar bliver agterudsejlet. Oskar er ikke videre interessant for byfolket med sine arbejdsnæver, tykke dialekt og korte sætninger. Sådan en Mumle Gåseæg lever ikke længe i Oslo-nattens velsmurte fornøjelsesliv. Nej, han bliver anbragt derhjemme, hvor han sidder uvirksom og ryger sig gul i ansigtet af cigaretter. Mens pigen er parfumeret og berygtet, bliver drengen tilrøget og obskur. Oskar må stå på sidelinjen og være vidne til hvordan amanuensis Tommy Blum gør en forretning ud af pigen, det menneske hans hjerterødder er vokset ind i. Med en heltemodig manøvre reddede Oskar hende ud af lovens lange arm på gården ved at tage hende med til Oslo – livet på landet ville have været den sikre død – men nu ser han sig omkring og læser om den store skøge fra Babylon og forstår at byen er et tveægget sværd og i bund og grund til fare for hans uerstattelige Udskilde. Oskar sidder som en lus mellem to negle. Han er ikke den første dreng fra landet som er endt sådan inde i storbyen. Låst. Ubrugelig. Bondefanget.
Således stod det til. Oskar, alene endnu en gang, bedrøvet og snart grøn i fjæset, forgiftet af tobaksrøgen han valgte at synge sine lovsange til; pigen, slående, opsigtsvækkende, distraheret, med hver finger i byen pegende på sig. Og bag hende, som en manager, næsten, en forvalter og en agent, Tommy Blum, societygnomen med den lynende intelligens og det dobbelte blik.
Sådan kunne det ikke ende. Der måtte vel komme en træfning. Og en træfning kom der.
Bogen er ligesom seriens første bind gæsteanmeldt af Palle Thomsen.
Fra bogens bagside: Tre godser. To forsvindinger. En kamp mod tiden.
Lolland 1928. Under en sneppejagt bliver der skudt mod Danmarks justitsminister. Lederen af Statspolitiets Rejseafdeling, Himmelstrup, mener først, at det er en banal jagtulykke, men da en polsk roepige fra området forsvinder, indser han, at der er mere på spil. Han tager selv til Lolland, hvor to af hans folk allerede befinder sig.
En bidende kold vinter lægger sig over den flade ø, hvor Himmelstrups hold møder et lukket samfund. Der er spændinger mellem de polske løsarbejdere og de danske godsforvaltere, og situationen spidser til, da en polak findes dræbt med en møggreb i brystkassen. Men de mest uforsonlige konflikter finder Himmelstrup blandt medlemmerne af den magtfulde slægt, Søndermark, der ejer det meste af jorden.
Under sæsonens sidste jagt er alles øjne rettet ministeren, og ingen ser, at hans datter forsvinder. Himmelstrup kæmper mod tiden for at opspore sandheden om den konflikt, der eskalerer for øjnene af ham, og finde både den polske pige og ministerens datter i live.
Palle Thomsens anmeldelse: Det er andet bind om Otto Himmelstrup og Danmarks første rejsehold. Jeg var begejstret for bind 1 “Den yderste grænse”, som jeg anmeldte her – https://blog.drustrup.dk/?p=1779 , og jeg er ligeså begejstret for bind 2 = 452 siders god krimi.
Jonia har igen begået en formidabel historie. Denne gang foregår den på Lolland i 1927 og 1928 blandt godsejere, tumpede lokale politifolk og underkuede polske roearbejdere. Foruden det velkomponerede plot får vi en god beskrivelse af de forhold, som de polske roearbejdere arbejdede under. Det var ikke gode forhold, men vel nærmest slaveforhold. Ikke en stolt periode i Danmarkshistorien. Vi får også et godt indblik i familieintriger blandt godsejerne og gårdmændene, der alle mere eller mindre er traumatiserede af en hård barndom og tidligere tiders fattigdom.
Rejseholdet er en lille sluttet enhed af dedikerede politifolk, som også slås med hver deres, men som alligevel formår at komme til bunds i det lollandske morads.
Det er ikke en page-turner, men en langsomt fremadskridende fortælling og ikke én side for lang.
Jeg er imponeret af Jacob Jonia. Bind 1 gav jeg 9 point, men denne gang er jeg nødt til at give ham 10 point ud af 10.
Jacob Jonia Dansen om guldkalven People’s, 2024 452 sider
Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.
Fra bogens bagside: Limfjorden i bronzealderen. Efter mange år sydpå rejser den unge høvdingesøn Raudon hjem til sin fødeegn for at overtage magten efter sin far. Han møder den ølbryggende enke Thunran og bliver forelsket, men fortæller hende ikke, at han skal giftes med en anden. Og snart går det op for ham, at hans tvillingebror også vil regere – og hans far vil slet ikke af med magten.
Samtidig bliver det sværere at skaffe den bronze, der skal ofres for at få solen til at stå op. Ved Middelhavet kollapser de gamle imperier, og kaos rykker nordpå. Raudon indser, at han må samle en stor hær for at sikre handelsvejene og beskytte sin familie. Men han har svært ved at samle tankerne: Hans to koner kan ikke enes, hans gamle far er ved at miste grebet, broren kan ikke se problemet, og kun ét er sikkert: Krigen kommer.
Manden der bar solen er en bronzealderroman om familier under ekstreme vilkår, der selv må udøve den vold, deres velstand afhænger af. Om krig, kærlighed, loyalitet og forræderi og om de spinkle fortællinger, vi bygger vores civilisation på.
Min anmeldelse: Som meget historisk interesseret var jeg nysgerrig på, hvordan denne roman beskrev livet i bronzealderen. Jeg har før læst romaner, der foregik i oldtiden og har ikke været lige glad for dem både med hensyn til den historie, de ville fortælle, og for selve det historiske indhold og dets niveau i forhold til faktisk viden. Derfor var jeg spændt på begge dele i denne bog.
Kort fortalt så blev jeg på begge områder både underholdt og imponeret.
Mht. det historiske grundlag så har forfatteren selvfølgelig fabuleret frit og kunstnerisk, da kilderne fra bronzealderen, som gik fra 1700 år til 500 år før vor tidsregning, ikke er skriftlige, men overvejende baseret på fund og forskning. Han har fået hjælp af flere sprogforskere, historikere og arkæologer, hvor sprogforskerne har leveret grundlaget for de særegne navne – navne jeg lige skulle vænne mig til at læse, og som tilfører bogen endnu et lag historisk autencitet.
Mht. handlingen og den historie, bogen fortæller, så er det en rå historie med mange barske opgør, og der er nogle ret voldsomme scener. De foregår som opgør internt i familierne, som ritualer i forbindelse med religiøse og traditionelle begivenheder eller i kampe mod fjender fra andre stammer og fjerne steder. Bogens lokation er et sted i Limfjorden, og her udspiller en del af handlingen sig, men den ene af de to tvillingebrødre har tidligere boet en periode langt oppe ad en af de tyske floder – sikkert Rhinen. I bogen vender han hjem derfra for senere at tage på togt dertil igen. De rejser er barske ture og illustrerer rigtigt godt kulturforskellene og konsekvenserne af den geopolitiske udvikling på den tid.
Alt i alt en voldsom bog der på fremragende vis fortæller en voldsomt fascinerende historie om en af de centrale oldtidsperioder i udviklingen af det danske samfund. Oplagt læsning for alle historisk interesserede samt alle med sans for at nyde godt forfatterskab.
Mine maksimale 5 stjerner er en selvfølge!
Kristian Bang Foss Manden der bar solen Gyldendal, 2023 433 sider
Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.
PPS: Hvis man nu vil vide mere faktuelt om bronzealderen og de ofringer af bronzeting, der er med i bogen, og som i dag findes og kaldes depotfund, så kan man læse om et fund her: https://viborgmuseum.dk/arkaeologi/gaardsdal-depot
