Da jeg til de faste abonnenter udsendte månedsbrevet med oversigt over juli måneds anmeldelser på Drustrups Bogblog, tilbød jeg samtidig modtagerne, at de måtte få tilsendt en eller flere bøger fra mine bugnende boghylder. Det gjorde jeg for at markere mit 10 års jubilæum som bogblogger, og bøgerne var nogle, jeg ikke havde fået anmeldt selv. Derfor tilbød jeg også modtagerne, at de gerne måtte gæsteanmelde gavebøgerne her på bloggen.
Indtil videre har kun Jette Vinde Larsen skrevet en anmeldelse, og den kan læses her.
Tak for hjælpen!
Fra bogens bagside: Den københavnske efterforsker Carmen Høst er netop fyldt 45 og er egentlig sendt hjem på sygeorlov efter en skudepisode på Vesterbro. Hun er også tørlagt alkoholiker på tredje år og har mistet kontakten til sin voksne søn, Anton. Carmen bryder sig bare virkelig ikke om at sidde stille, så da skudepisoden trækker tråde til en lille by i Vestjylland, er betænkningstiden kort. Hun tager med sin makker derover, men alt mudrer lynhurtigt til, da de ved et tilfælde finder en midaldrende kvinde brutalt myrdet og hendes hund og otte får flænset til døde.
Jette Vinde Larsens anmeldelse: Hørslev og Munks første bog, og sikke da en krimi, der fanger mig fra allerførste side. De leverer en fuldstændig forrygende og medrivende historie, hvor den ophedede ulvedebat danner rammen om mørke, lokale hemmeligheder.
Jeg var vild med karakteren Carmen Høst. Hun er ikke en poleret superhelt; hun kæmper med sine helt egne indre dæmoner, og hun har en tendens til at handle fuldstændig impulsivt uden at tænke over konsekvenserne. Det gør hende menneskelig og spændende at følge.
Historien lægger hårdt ud på Vesterbro, hvor vi møder efterforskeren Carmen Høst og hendes makker Andreas. De rykker ud til en uhyggelig sag om en lille pige, som forældrene har spærret inde i et mørkt rum, fordi de tror, hun er besat af en dæmon. Det ender helt galt, og Carmen bliver skudt af den lille pige.
Det er efterspillet fra skyderiet, der sender Carmen mod den lille flække Vesterlyng. Hun leder efter tråde fra skyderiet til meditationscentret “Jordens Stemme” og stedets karismatiske leder, shamanen Jannik Storm. Men lige som hun ankommer, eksploderer det lille samfund i et kaos, med drab og ulveangreb.
To lokale, Evelyn og Jonas, findes uafhængigt af hinanden døde og lemlæstede. Det ligner til forveksling blodige ulveangreb på både mennesker og dyr, og stemningen i den lille by er i den grad i oprør. Den lokale betjent prøver at negligere det hele, men Høst har bare den der mavefornemmelse af, at der er noget helt galt – og hun får selvfølgelig ret.
Da alt tyder på, at sagen er opklaret fastholder Høst, at noget virker forkert. Forfatterne serverer et fuldstændig genialt plot-twist, som jeg ikke havde set komme!
Alt i alt en spændende og medrivende krimi. Den får min varmeste anbefaling samt 9 skydeskivepoint, og jeg ser frem til fortsættelsen
Lone Hørslev og Kaspar Munk Bare et menneske Politikens Forlag, 2026 480 sider
Bogen er modtaget fra forlaget som anmeldereksemplar.
Det her var en svær anmeldelse at skrive, og den er nok også lidt lang.
Jeg havde set udsendelserne “Den Sorte Svane” på TV2, da de blev sendt, og havde på den baggrund dannet mig et indtryk af sagens sammenhæng, og jeg havde også undervejs undret mig over både Amira Smajic baggrund for at deltage i de afsløringer og undret mig over den journalistiske metode.
Da jeg for nogle uger siden så, at Amira Smajic havde skrevet en biografi om sig selv og sagen, blev jeg noget interesseret i at læse den, men gjorde ikke noget ved det. Dels er der altid alt for mange bøger på min læseliste, og dels var jeg noget usikker på bogen, fordi hun selv havde udgivet den på BOD/Books-on-Demand, hvilket ikke altid indikerer redaktion og kvalitet.
MEN så kom der en mail fra forfatteren med bl.a. denne tekst: “Jeg skriver netop til dig, fordi du anmelder krimi, spænding og dokumentariske udgivelser med en seriøs og kritisk tilgang, hvor den journalistiske og faglige kvalitet vægtes højere end sensationsværdien.”
Smiger og søde ord kan bløde selv den mest hårde person op, så jeg genovervejede min holdning til at læse og anmelde bogen. Ikke kun pga. smigeren, men også fordi mailen fortsatte sådan:
“Amira er min egen samlede fortælling om et liv præget af kriminalitet, medier, efterretning, magt og ansvar. Bogen handler samtidig om skyld, loyalitet, manipulation, overlevelse og om prisen for at blive anvendt som både kilde, karakter og fortælling.
Det er vigtigt for mig, at bogen bliver læst som mere end historien om Den Sorte Svane. Den beskriver også det menneskelige og systemiske forløb før, under og efter den offentlige omtale.”
Fra bogens bagside: Dette er min fortælling, fortalt og udgivet af mig, der af andre er blevet kaldt Den Sorte Svane. En fortælling om fald, skyld, overlevelse, relationer, moderskab og prisen for at miste sig selv – bid for bid.
Det er mine erindringer om at blive til den, jeg var, før billedet stivnede, og hvad jeg tænkte undervejs. Om det, der er tilbage, når kameraerne er slukkede, relationerne brændt ned og stilheden endelig kommer.
Min anmeldelse: Bogen er et meget personligt partsindlæg, og skal læses som sådan. I min anmeldelse bringer jeg undervejs flere citater fra bogen, fordi de giver nogle gode forklaringer og informationer. Jeg indleder lige med et par opklarende:
“Dette er ikke en journalistisk fortælling. Ikke et forsvarsskrift. Ikke et anklageskrift. Det er en erindringsbog, skrevet ud fra min hukommelse og støttet af den dokumentation, jeg har samlet.”
“Jeg har valgt at selvudgive min bog, fordi jeg denne gang vil beholde kontrollen over min fortælling. Ikke for at gøre mig smuk, uskyldig eller dække over eller lyve om noget. Men fordi ingen andre skal bestemme, hvilke dele af mit liv der må eller ikke må være med.”
Bogen giver ukronologiske nedslag i Amiras liv, lige fra hun som barn kommer til Danmark fra Bosnien med sin familie på flugt fra krigen på Balkan, via uddannelsen til jurist, forbindelserne til rockerkriminalitet, hendes første arbejdsplads og hendes undercoverarbejde for NSK (National enhed for Særlig Kriminalitet) senere SØK samt PET – helt frem til arbejdet med tv-udsendelserne samt den personlige effekt for hende af at stille op i udsendelserne om kriminaliteten i Danmark på alle samfundslag. Bogen kommer således rundt om mange flere sider af personen Amira, end TV-udsendelserne gjorde.
Set fra Amiras vinkel beskriver de forskellige sekvenser detaljeret, hvad der er sagt og gjort, og det har kunnet lade sig gøre, fordi hun har optaget og registreret (næsten?) alt undervejs. Samtidig forklarer hun af og til, hvad effekten har været, og hun efterrationaliserer også jævnligt over, hvorfor hun har gjort, som hun gjorde.
Der navngives rigtigt mange personer i bogen, men nogle er også anonymiserede. Blandt de centrale personer er Ronni, der har haft en stor negativ indflydelse på Amiras liv. Han har haft relationer til rockergrupperinger, men viser sig også at have været ikke bare stikker, men en civil agent, der havde arbejdet for politiet i 20 år. Samtidig har han på mange måder styret Amira med egen vinding som mål og med voldsomme midler. Deres forhold er for mig et mysterium. Amira Smajic skriver selv bl.a.:
“Mit moralske kompas kom ikke bare ude af kurs, det var væk. Forvitret, opløst, forsvundet et sted undervejs uden, at jeg rigtigt havde opdaget, hvornår det skete.”
“Det er en snoet trappe, der fører ned i svindelens dyb, ikke en elevator, og man opdager først, hvor langt man er kommet ned, når man ikke længere kan se lyset ovenfra.”
“Jeg var så hærdet i disciplinen at overhøre alarmer og glide let hen over tillidsbrud. Det var blevet en vane, næsten en refleks, ikke at reagere, når grænser blev overskredet og aftaler blev bøjet eller direkte brudt.”
Foruden Johnny Hast Hansen fra det godt og vel mere end tvivlsomme firma Skatterevisorerne, der var Amiras første arbejdsplads, er de navngivne folk især flere advokater samt folk fra medieverdenen. Det er f.eks. forlagsfolk fra People’s Press og Gyldendal, der på et tidspunkt var inde over et bogprojekt med Amira. Men det gælder selvfølgelig især folkene, hun har været i tæt forbindelse med i anledning af tv-udsendelserne som Peter Engel fra mediefirmaet Wingman, Mads Brügger med mediet Frihedsbrevet (i bogen konsekvent kaldt ved sit rigtige navn Brygger) og graverjournalister fra TV2.
Det er beskrivelsen af denne proces, som ruller hen over Amira Smjaic, det er særligt interessant at læse om. Hun skriver bl.a. sådan
“Mit formål var det samme, som første gang jeg trådte ind i mediebranchen: At fortælle min historie og være med til at sige noget vigtigt og sandt om kriminaliteten i Danmark. Men på min vej gennem mediebranchen blev fortællingen drejet langt væk fra både formålet og sandheden. Og jeg endte med at blive brugt som en figur, et symbol i en dramaturgi.”
“Men allermest må jeg jo gribe i egen barm. Jeg begriber ikke, hvordan jeg kunne indgå i et samarbejde om noget så voldsomt som de her programmer uden at sikre mig bedre juridisk.”
Konsekvenserne for Amira Smajic har været store, idet hun bl.a. har måttet frasige sig forældreretten til sin søn for at beskytte ham fra de trusler på livet, hun må leve med fra de folk, hun afslørede.
Bogen giver mig nogle svar, men rejser samtidig en række andre spørgsmål. Det er stærk og gribende læsning, der ikke sådan lige kan glemmes. Den fremtræder velformuleret og skarp, og den rummer også selvkritiske elementer, men en redigering og opstramning ville efter min have forbedret effekten af bogen. Der er rigeligt med detaljer, men Amira Smajic er selvfølgelig så opfyldt af sagen, at hun har villet taget om ikke alt så rigtigt meget med. En justering og begrænsning ville få konklusionerne til at stå tydeligere frem.
Med til mine ønsker til en redigering hører, at det også ville have været en stor fordel med en ændring af rækkefølgen på kapitlerne til at danne ren kronologisk fremstilling af hele udviklingen fra de personlige traumer som ung flygtning og frem til i dag. På den måde ville det være lettere at kunne forstå eller i det mindste at følge, hvordan Amira Smajic er blevet indrulleret i det kriminelle univers, der førte til den medieskabte og farlige situation, hun nu er endt i.
Jeg ved ikke, hvor den objektive sandhed er, hvis den kan findes, men uanset hvad er bogen efter min mening en vigtig udgivelse, der supplerer indholdet i de redigerede udsendelser med “Den sorte svane” og giver en anden forståelse af historien.
Fra bogens bagside: En bil er kørt ind i en klippevæg. Bag rattet sidder en 42-årig kvinde. Død.
Efterhånden som nyheden om dødsfaldet spreder sig i bygden, står det klart for politiefterforsker Vigdis Malmstrøm, at noget ikke stemmer. Skaderne på bilen burde have været mere omfattende. Der er ingen bremsespor på vejen. Og på gulvet under bagsædet ligger en taske, som kun kan have tilhørt en passager i ulykkesbilen. En passager, som ingen steder er at finde.
Vigdis Malmstrøm aner hurtigt, at ulykken ikke er, hvad den ser ud til. Sporene peger mod hemmeligheder, der har ligget godt skjult i bygden – og de peger mere og mere mod en gård, hvor brødrene Svartskog og den mystiske Unn Hansen gemmer på mere end bistader og gamle biler. Hvad skete der den sommerdag for to år siden, da en ung pige forsvandt sporløst?
Mens Vigdis gør, hvad hun kan for at udrede de stadig mere indviklede tråde, glider foråret over i trykkende sommervarme. Og i skoven summer bierne, på mission for dronningen. Uden hende har de ingen chance.
En prisbelønnet krimiroman der fortæller en historie om jalousi, hævn, begær og løgn – og om det uundgåelige dronningeskifte.
Min anmeldelse: En intens og anderledes fortalt krimihistorie fra en lille norsk bygd, hvor forskellige hemmeligheder og lige så forskellige sandheder udgør den spinkle balance i dagligdagen og relationerne mellem de specielle beboere. Beboernes liv er ikke så enkelt som livet i de bifamilier, en af de centrale hovedpersoner passer, og som indgår i bogens handling og titlen.
Parallellen til bierne er efter min mening – både som krimilæser og som tidligere biavler – elegant anvendt i bogen helt frem til den overraskende slutning.
Undervejs følger vi både den specielle Unn Hansen og hendes liv på gården med nogle særegne brødre og deres kumpaner, lokale beboere som f.eks. den lokale købmand og efterforskeren Vigdis. Skiftende mellem personernes synsvinkler følges udviklingen af såvel det seneste dødsfald som forsvindingen af den unge pige nogle år tidligere.
Det er rigtigt spændende at følge udviklingen og personerne, for historien er intenst opbygget og meget velskrevet, så jeg nød læsningen rigtigt meget.
Jeg anede undervejs, hvor det bar hen – troede jeg. Men nej: efterhånden afsløres flere forhold og hemmeligheder, og her fik jeg så nye ideer til, hvad der var sket. Men var nogle af dem rigtige? Nej slet ikke helt.
Er alle sandheder fundet og alle hemmeligheder afsløret, når bogen er slut? Find selv ud af det når I vender de sidste sider.
Jeg giver gerne bogen 9 sikre skydeskivepointpoint 10 mulige og håber på gensyn med Vigdis.
Eva Fretheim Dronningeland Gyldendal, 2026 320 sider
Bogen er modtaget fra forlaget som anmeldereksemplar.
Fra bogens bagside: En helt ny serie. En ny ikonisk detektivduo. En ny række gådefulde mord …
Steve Wheeler holder af livet som pensionist. Efter mange år ved politiet efterforsker han nu mindre sager om forsvundne kæledyr, og han foretrækker sine faste rutiner som quizaftener på pubben og at være hjemme med sin kat. Han er færdig med eventyr, og han har overladt adrenalinsuset til sin svigerdatter, Amy.
Amy Wheeler elsker sit travle liv og mener, at adrenalin er godt for sjælen. Hun arbejder som livvagt, og hver dag er fuld af risici og farer. Hendes nuværende opgave er at passe på den verdensberømte forfatter Rosie D’Antonio på en fjerntliggende ø, hvilket skulle have været let og ligetil.
Men da Amy pludselig står med et lig og en stor pose penge, sender hun et nødkald til den person, hun stoler mest på. Sin svigerfar. Han kommer hende til undsætning, og så følger et hæsblæsende kapløb rundt i verden med en morder i hælene …
Min anmeldelse: Da bind 2 i denne nye serie “Vi opklarer mord” udkommer til november, syntes jeg lige, jeg ville checke ham Osman ud inden. Jeg har nemlig heller ikke fået gang i at læse hans tidligere serie med torsdagsmordklubben, selv om jeg har set flere gode anmeldelser – og jeg har heller ikke set filmatiseringen af den på Netflix med nogle dygtige skuespillere.
Temaet for denne nye bog er lejemord samt pengesmugling ved brug af influencere. Det sidste beskrives sådan i bogen: “Pengesmugling er den største branche, der findes. Anti-hvidvaskregler er virkelig en demotiverende faktor for driftige folk.Det er der, kurererne kommer ind i billedet. Præcis ligesom muldyr smugler narko, så smugler kurererne penge. Hver dag er der store og små summer, der smutter gennem lufthavnenes og havnenes scannere og sikkerhedstjek.”
Det lød spændende, men det var det for alvor ikke – og heller ikke for sjov, selv om der anslås en løssluppen humoristisk tone. Svigerfar Steve og svigerdatter Amy sendes sammen med den hovedrige og verdens næstbedste forfatter Rosie rundt i store dele af verden på flugt fra flere forfølgere og mordere samt på jagt efter sandheden bag en række mord, som Amy bliver anklaget for.
Turen er ganske hæsblæsende og bringer dem bl.a. i forfatterens private jetfly til USA, Irland, Caribien og Dubai. Historien fortælles i over 100 korte kapitler med rigtigt mange skiftende hovedpersoner, der har forskellige roller.
Det giver en kalejdoskopisk fortælleform, hvor alt for mange personer er aktører. Det gør det svært at holde fokus på historiens gang, og jeg mistede undervejs interessen for handlingen, fordi den simpelthen var for lidt spændende, usammenhængende og urealistisk.
Hyggekrimier kan godt være spændende, samtidig med at de er hyggelige. Denne var ikke rigtigt hyggelig, men jeg læste bogen færdig for at finde ud af, hvordan sagerne endte. Happy ending for alle andre end skurkene, men helt logisk og fornuftig var slutningen ikke.
5 flinke skydeskivepoint kan det blive til.
Richard Osman Vi opklarer mord Cicero, 2024 432 sider
Fra bogens bagside: Kari Voss er psykolog med speciale i kropssprog og konsulent hos Oslo Politi. Og så går hun søvngængeragtigt gennem dagene for om natten at fortsætte den hjerteskærende eftersøgning af hendes lille søn, som forsvandt på sin fødselsdag for syv år siden.
SORG Kari sørger stadig over sin afdøde mand og prøver at få styr på sit liv igen, da hun bliver kastet ind i en chokerende lokal efterforskning af to teenagepiger, som findes brutalt henrettet i deres families sommerhus i den nærliggende by Son.
MORD Da en af ofrenes venner bliver sigtet for de barbariske mord, kunne det virke som om, sagen er lukket, men Kari er ikke overbevist. Ledet af sin intuition foretager hun sin egen efterforskning, som leder hende på sporet af flere mistænkte, blandt andet personer, som kendte de afdøde piger endog meget godt …
LØGNE Med hjælp fra politikommisær Ramona Norum opdager Kari, at ingen – selv ikke ofrene – er, hvem de giver sig ud for at være. Og at der i landsbyen Son gemmer sig en mørk hemmelighed, som kan vise sig at have konsekvenser for ikke bare hendes søns forsvinden, men også Karis eget liv…
Min anmeldelse: “Son” er første bog i ny krimiserie med Kari Voss, som er endnu en efterforsker med særlige evner, idet hun er ekspert i hukommelse og kropssprog og bliver kaldt ‘den menneskelige løgnedetektor’.
Son er en lille by uden for Oslo, hvor Kari Voss bor, og hvor handlingen også foregår. Da hendes søn forsvandt sporløst 7 år tidligere, var han tæt ven med de to nu dræbte teenagepiger. Med i vennegruppen var også den mistænkte. Så er spillet kørende for at afdække sandheden om ikke bare de to aktuelle mord, men Kari Voss håber på, at der måske er en sammenhæng med sønnens forsvinden.
Det er en spændende og velskrevet krimi, hvor Karis særlige evner er centrale for opklaringsarbejdet. Det er også en intens historie om gruppedynamik i en gruppe børn/unge samt i en nabogruppe samt en historie om efterforskningsmetoder.
Den fortælles på en måde, der fangede mig ind – kronologisk gennem kort tid og med nogle opklarende tilbageblik. Og hele tiden drives historien af den interessante efterforsker Kari Voss og hendes insisterende arbejde for at finde sandheden.
Thomas Enger har alene skrevet krimiserien med Henning Juul, men skriver også med succes krimier i samarbejde med Jørn Lier Horst – senest “Udskud”, som jeg har anmeldt her https://blog.drustrup.dk/?p=3206.
Dette nye forfattersamarbejde lover godt for kommende bøger i serien, og jeg giver gerne 8 skydeskivepoint af 10 mulige.
Thomas Enger og Johanna Gustawsson Son Lindhardt og Ringhof, 2026 424 sider
Bogen er modtaget fra forlaget som anmeldereksemplar.
Fra bogens bagside: En familie sidder i sofaen foran tv´et på en ødegård i skoven. Hunden ligger fredeligt på tæppet ved deres fødder. Alt ser idyllisk ud. Bortset fra at de alle er blevet dræbt og balsameret.
Da endnu en familie findes dræbt og udstillet på samme måde, indser politiet, at en seriemorder hærger. En morder, der måske finder drabets scenografi mere interessant end drabet selv.
Politifolkene Henrik Oksman, Jari Paloviita og Linda Toivonen – under ledelse af Susanne Manner – opdager også, at de har fået tildelt roller i det grusomme skuespil. Og spørgsmålet er, om alle vil være i live, når tæppet falder.
Min anmeldelse: Det er sjette og sidste bog i forfatterens Floddelta-serie, der foregår i og omkring den finske by Pori ved Den Botniske Bugt. Her er rækkefølgen på de første 5 bøger i serien og link til mine anmeldelser af dem:
Titlen på dette afsluttende bind i serien siger rigtigt meget, for morderen, som vi følger i flere kapitler, tilrettelægger sine mord som scener – stilleben eller nature morte. Og mordofrene er rekvisitter i morderens regi. Det lyder grumt, og det er det bestemt også! Jeg er generelt ikke begejstret for krimier med regulær ultravold eller bizarre mordmetoder, og selv om scenografens udfoldelser er voldsomme, så er det her en elegant og vildt fængslende bog, hvor det hele er overbevisende og ikke for meget. Alt spiller.
De faste efterforskere og deres chef kommer for alvor på arbejde, hvor deres familieliv og professionalisme virkelig kommer i spil. Pyha, hvor bliver det intenst og dybt foruroligende. Og jeg vil på ingen måde afsløre svaret på bagsidens afsluttende spørgsmål, om alle vil være i live, når tæppet falder!
Det er 100% nødvendigt at have læst i hvert fald en god del af seriens første bøger! Alt andet vil være ærgerligt, for uden viden om personerne vil denne bog være meget sværere at komme ind i.
Bogen er en genial afslutning på serien. Jeg har givet alle de fem første bøger 9 skydeskivepoint, men dette afsluttende bind får sammen med hele serien 10 skydeskivepoint.
Arttu Tuominen Scenografen Modtryk, 2026 286 sider
Bogen er modtaget fra forlaget som anmeldereksemplar.
