Blog Image

Drustrups Bogblog

Følg med

Send mig en mail HER og få besked, når der er et nyt indlæg

Lars Mytting: Søsterklokkerne

Alt muligt andet godt Posted on 31 aug, 2020 00:00

Baggrunden for historien som den beskrives på bogens bagside:
På en lille gård i Gudbrandsdalen kommer tvillingesøstrene Halfrid og Gunhild Helen til verden under en usædvanlig hård fødsel. Pigerne er nemlig vokset sammen fra hofterne og ned. Alt må de gøre sammen, og tidligt viser det sig, at pigerne har et særligt talent. Sammen væver de de mest utrolige billedtæpper, som siges at kunne vise fremtiden, og ved deres død støber man til deres minde et par kirkeklokker, der i de kommende århundreder ringermover den lille norske dal –  og nogle gange tilmed ringer af sig selv og varsler, at noget er på vej.

Livet går sin gang i den lille bygd, generation for generation. Til sidst er historien om søstrene kun et fjernt sagn, men klokkerne består, og ligeledes den gamle fine stavkirke, som de har til huse i.

Min anmeldelse:
Da historien begynder ca. 1880 arbejder den nittenårige Astrid Hekne i præstegården, hvor en ny, ung præst begynder arbejdet i de lille, fattige samfund. Han kæmper med de gamle traditioner og har ideer for fremtiden – en fremtid, der bl.a. indebærer byggeriet af en ny kirke til erstatning for den århundredgamle stavkirke. Præsten introduceres til det lille samfund af Astrid, der gennem ham får løftet blikket fra de lange traditioner, hun er vokset op med. På den måde får hun udvidet sin viden om verden, og hun bliver samtidig fascineret af den unge præst.

På initiativ af præsten ankommer derefter en ung tysk arkitektstuderende, og ham bliver Astrid og fascineret af – og omvendt. Han kommer for at opmåle og tegne den gamle stavkirke. Med udgangspunkt i tyskernes fascination af asatroen og traditionerne bag stavkirken, har præsten nemlig solgt stavkirken til genopførelse i Leipzig for på den måde at få råd til en ny kirke i landsbyen. Med hvad med de sagnomspundne søsterklokker? Følger de med i handelen, og hvad siger lokalbefolkningen til set

Det bliver en fascinerende roman med en rigtig god og interessant historie og med mange elementer. Det er på én gang en slægtsroman, en historisk roman og en kærlighedsroman – og med interessante personer. 

Jeg fandt historien om spændingerne mellem tradition og fornyelse rigtigt godt beskrevet. Det er der mange eksempler på. Det samme gælder beskrivelserne af forholdet mellem de to tilrejsende mænd og den unge, lokale pige. 

Det, der dog fascinerede mig mest, var den fortællestyrke, der var i forfatterestemmen. Vel er der masser af kraft og saft i den bagved liggende historie, men med tilsvarende niveau i sprog og fortælleteknik løftes bogen flere niveauer op, og jeg er ked af kun at have 5 stjerner til rådighed.

Lars Mytting
Søsterklokkerne
Cicero, 2019
444 sider

Bogen er lånt på biblioteket.

PS: stemningen i bogen gav mig mindelser om Kristin Marja Baldursdóttirs første bog om Karitas.

PPS: Bogen er planlagt som første del af en trilogi. Fortsættelsen skal også læses – når den engang er skrevet.

PPPS: Bogen var første bog, jeg var med til at snakke om i læsegruppen SGM (Sure Gamle Mænd), som jeg lige er kommet med i. Bogen var læst flere måneder inden mødet, men den havde gjort så stort indtryk, at alle huskede den, så det gav en god snak om bogens temaer. Der fulgte også varme anbefalinger af forfatterens “Svøm med dem som drukner”, så den må jeg se at få læst.



Matias Faldbakken: Vi er fem

Alt muligt andet godt, Krimi og spænding Posted on 26 jul, 2020 17:23

En ualmindelig velskrevet, fascinerende, forunderlig og barsk historie om, hvad der sker i den norske familie, da dens femte medlem, hunden Snuske, dør, og da faderen efterfølgende begynder sin egen skabelsesproces.

Fra bogens bagside:
På en ufrugtbar grund tre timer nord for den norske hovedstad bor Tormod Blystad, hans kone Siv og deres to børn. Efter at have lagt sine vilde år bag sig er Tormod nu en stabil og pålidelig familiefar. Men noget mangler i den lille familie, og så ankommer Snusken, den nye familiehund.

Da Snusken dør, efterlader hun et tomrum, der skal udfyldes. Og så en nat befinder Tormod sig foran høvlbænken i garagen og blander rød ler og gødning. Uden at vide det kommer han til at udløse magtfulde kræfter med voldsomme følger.

Min anmeldelse:
Jeg har ikke læst andet af denne norske forfatter, der også har skrevet under pseudonymet Abo Rasul, så jeg begyndte læsning på helt bar bund ud over forlagets beskrivelse af bogen. Den havde gjort mig nysgerrig efter at læse bogen, og det var en rigtig god – og barsk – oplevelse.

Bogen begynder med en beskrivelse af, hvordan Tormod og Siv bliver en familie – en næsten almindelig familie i en lille, norsk by. Familiemedlemmernes er rigtigt troværdigt og levende beskrevet, så de med deres forskellige personligheder fremstår næsten helt almindelige. Men efterhånden som bogen handling skrider frem, bliver det hele mere og mere surrealistisk, underligt (på den gode måde!) og barskt. Det bliver en mere og mere næsten makaber historie, hvor den helt specielle slutning er ret uventet! Bare vent og se!

Selve historien er helt unik og med mindelser om både tonen i Erlend Loes serie om Dobler og med Mary Shellys Frankenstein. Det er et forunderligt miks af en historie om et families liv, deres interne roller og dens placering i et lille samfund, og så en på én gang dyster og grotesk historie og en skabelsesproces med gys fra det naturvidenskabelige overdrev.

Historien alene fascinerede mig, men det, der for alvor fik min læsning ned i tempo og op i nydelse, var den sproglige og fortællemæssige overlegenhed og sikre hånd, historien fortaltes med. I tætte og koncentrerede beskrivelser tegner forfatteren nogle stærke billeder, så bogen efter læsning af de relativt få sider står stærkt i erindringen.

Bogen er en af de 13 bøger, der er nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris 2020. Vinderen offentliggøres 27. oktober, og jeg har ikke for udsætninger for at bedømme bogens chancer der, men en rigtig god, fascinerende og meget anderledes bog er det.

Bogen får med sikkerhed mine maksimale 5 stjerner!

Matias Faldbakken
Vi er fem
Gutkind, 2020
214 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Anne Holt: Vejrbidt

Krimi og spænding Posted on 19 jun, 2020 21:01

Bind 2 i serien med den tidligere professionelle håndboldspiller og nuværende topadvokat Selma Falck. Jeg oplevede hende første gang i seriens indledende bind “En grav til to”, som jeg anmeldte HER.

Heri var hovedperson gået personligt ned pga. sin ludomani og efterfølgende svindel. Alligevel kommer hun nærmest ovenpå igen og involveres i en større sag, hvor doping i den norske nationalsport, langrend, spiller en central rolle. Det var en en rigtigt spændende krimi med flere handlingselementer og nogle meget interessante personer. Derfor glædede jeg mig til fortsættelsen. 

Fra bogens bagside:
Selma Falck vågner op til et mareridt. Hun er nøgen og fanget i en brændende hytte på et snedækket fjeld. Hun har mistet hukommelsen, og hun aner hverken, hvor hun er, eller hvordan hun er havnet der. Hårdt såret kæmper hun sig ud af hytten, der brænder ned. Der er ingen bebyggelse i området. Temperaturen falder, og en snestorm er på vej.

Mens Selma kæmper mod skader, kulde og sult, vender hukommelsen glimtvis tilbage, og hun indser, at det ikke kun er sit eget liv, hun kæmper for.

Min anmeldelse:
I elegante og effektivt spændingsopbyggende krydsklip fortælles dels historien om Selma Falcks forfærdelige og livstruende situation om efteråret og dels hele forløbet op til og baggrunden for.

Udover en næsten traditionel krimihistorie om et mistænkeligt dødsfald eller måske et mord på Selmas svigersøn under hans bryllup med Selmas datter, er det en dramatisk historie om en hemmelig og meget magtfuld organisation, som på antidemokratisk vis har stor indflydelse på det norske samfund i det skjulte. Det er en Stay Behind-gruppe med rødder til den Kolde Krig, og i dens lille ledergruppe er bl.a. den norske juristminister. De styrer med hård hånd alle aktiviteter inkl. drab og trusler.

Som knalddygtig krimiforfatter har Anne Holt et fuldstændigt sikkert greb om at fortælle historien og at få de forskellige personer og spor til at blive en sammenhængende og fascinerende historie. Men som tidligere juristminister har hun også et godt indblik i det norske politiske system og dets rævekager, og det mærkes også. Også den side af historien virker voldsomt overbevisende.

Det hele fører frem til den livstruende situation, Selma er blevet sat i med flere mordforsøg, hvor kun nogle få gode venner hjælper hende – bl.a. den meget specielle tidligere politimand, Einar, der også var med i seriens første bog.

Hvordan det hele ender, vil det være en forbrydelse at afsløre, så læs selv den velskrevne, vedkommende og rigtigt spændende både politiske og almindelige krimi, der ligesom bind 1 bidrager til beretningen om den norske nationalånd og demokratiets vilkår i Norge.

Bogen får 9 sikre skydeskivepoint på min blog og 5 krimihjerter på Krimifan.dk.

Anne Holt
Vejrbidt
Modtryk, 2020
411 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Are Kalvø: Hyttebog fra helvede

Alt muligt andet godt Posted on 29 dec, 2019 21:32

En nordmands modvillige forsøg på at lære at elske naturen

Fra bogens bagside:
Are Kalvø har gennem årene mistet sine venner til hytter og vandrestier i det norske fjeld. Han aner ikke, hvad det går ud på, men problemet har nået et uoverskueligt omfang.
Gode venner, som før tog med på bar, er begyndt pludselig at tage i fjeldet, dele billeder af skisporet i fuld alvor ytre ting som: “Det er i mødet med naturen, man forstår, hvor lille man er.”

Kalvø rejser op på fjeldet for at få sine venner og sit gamle liv tilbage. Hvorfor er de fleste naturelskere så mærkelige? Hvad i al verden er det egentlig, som foregår ude i naturen og inde i hytterne?

Min anmeldelse:
I to forsøg beskrevet i hvert sit kapitel forsøger forfatteren at finde svaret på spørgsmålet, om det er ham, der er noget galt med, når han ikke har været på en eneste tur i skoven eller fjeldet i 30 år. Det har 80 % alle nordmænd nemlig været bare inden for de sidste tolv måneder.

Han er vokset op på landet og har som barn også været på fem hytteture og har haft ski på en enkelt gang i sin skoletid. Men siden har storbyen været hans biotop.

Nu sætter han sig for at udforske den ene af de tre ting i livet, han virkelig ikke forstår folks afhængighed af. (De to andre er religion og narkotika).

Efter på meget velskrevet, morsom og skarpt beskrevet vis at have overvejet hvorfor og hvordan, køber han udstyr. Det er en fantastisk beskrivelse, der er en bidsk og selvironisk gennemgang af mekanismerne bag indkøb af udstyr til friluftsliv – og en hvilken som helst anden hobby eller udfoldelse.

Så tager han på to ture i den norske natur.

Første tur varer 7 dage og går til Jotunheimen med afgang fra Oslo Centrum og med tur op over Besseggen samt bestigning af Norges højeste tinde, Galdhøpiggen. Det sker i et decideret møgvejr og overnatninger i forskellige typer hytter.

Anden tur foregår nogle måneder senere med målet at finde mennesker på Hardangervidda. Det er en 6-dages skitur i påsken, og igen er der afgang fra Oslo og nogle underholdende hytteovernatninger undervejs.

Begge forsøgene har klart beskrevne mål for, hvad forfatteren vil opnå på turen, der er minutiøst planlagt. Men selvfølgelig går ikke alt som planlagt!

Med på turene er forfatterens kone/kæreste/samlever, der konsekvent benævnes “Den Dokumentationsansvarlige”, fordi hendes opgave er at notere alt om oplevelser og erfaringer undervejs. På skituren har de et par mere med, hvor den kvindelige part her kaldes DUA (Dårligt- Udstyrs-Ansvarlig), mens den mandlige er Den Bekymringsansvarlige.

Det er Kalvø, der er den ansvarlige for bogens skarpe og morsomme tekst. Jeg kendte ikke forfatteren før, men ifølge bogens forreste flap er han forfatter, satiriker og komiker med mange værker inden for et bredt spekter af genrer. Det tror jeg absolut på, for bogen emmer af satire, selvironi, humor. Det gør bogen til en rigtig god læseoplevelse – uanset om man har været på den ene eller anden slags ferietur i Norge eller ej. Bogen giver et godt indblik i den norske befolknings natur og dens forhold til naturen på velskrevet litterær og filosofisk vis. Lidt på samme måde, som Anne Holt på en helt anden måde giver et i indblik i det norske folks forhold til skisport og håndbold i sin “En grav til to”, samtidig med, at det er en god krimi. (https://blog.drustrup.dk/?p=42)

Jeg kom også til at tænke på en anden bog af en norsk forfatter, nemlig Roger Pihl “Danmarks bjerge – fra det laveste til det højeste”. Denne finurlige og sjove bog beskriver 117 af Danmarks bjerge fra det 3 meter høje Harehøj på Saltholm til Danmarks højeste punkt Møllehøj på 170,86 meter med historiske oplysninger, fakta og lokale anekdoter. Det er en anden underholdende bog fyldt med norsk humor på højt plan – om danskeres forhold til naturen.

Jeg giver meget gerne og helt naturligt bogen mine maksimale 5 stjerner.

(Samtidig indrømmer jeg, at den norske natur og kultur har lokket mig til landet mange gange, og jeg indrømmer også, at jeg (for en del år siden) selv klatrede over Besseggen. Det gør bare, at jeg endnu bedre forstår Kalvøs beretning fra den del af hans tur.)

Are Kalvø
Hyttebog fra helvede : En nordmands modvillige forsøg på at lære at elske naturen
People’s Press, 2019
296 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



« Forrige