På Krimimessen 2017 i Horsens havde jeg fornøjelsen af at samtale med Finn Halfdan om hans foreløbigt 2 spændende krimier. (I kan høre knapt sidste halvdel af snakken på Krimifans Facebookside HER.)
Herunder følger kort introduktion til forfatterskabet samt anmeldelser af de 2 bøger – Et nødvendigt offer fra 2015 og De uskyldige døde fra 2017.
Finn Halfdan er journalist på TV-Avisen og har tidligere arbejdet med bl.a. Kriminalmagasinet og Krimizonen på DR samt programmet Efterlyst på TV3. Det var i forbindelse en udsædvanlig sag, han dækkede for TV-Avisen, at han i fik ideen til plottet i den første roman, som han gik i gang med efteråret 2014. Den bragede igennem hos både læserne og anmelderne, og Finn Halfdan fik i 2016 Kriminalakademiets debutantpris for bogen.
Han havde egentlig ikke forestillet sig at skulle skrive en roman, men de faktiske begivenheder var så stærke, at ideen til en roman dukkede op.
Ideen til den næste bog tager ikke på samme måde udgangspunkt i virkelige begivenheder, og selv om hovedpersonen også er journalist, så er de 2 hovedpersoner grundlæggende forskellige, og selv om det kommercielt set måske er bedst at skrive serier, så bliver den næste bog, Finn Halfdan skriver på også en selvstændig roman. Selv om han fra begyndelsen havde en idé om at skrive en trilogi, så gik han fra det, da plottet til bog nr. 2 dukkede op.
Hvornår Finn Halfdans næste bog udkommer tør han ikke love noget om, men han er godt i gang. Det er bare med at væbne sig (med tålmodighed), og har du ikke fået læst begge de 2 første bøger, så er det bare med at gå i gang med at læse dem!
__________________________
Et nødvendigt offer
Fra bogens bagside:
Da den dansk-amerikanske journalist Elliot Boye begynder at grave i en gammel terrorsag, opdager han, at han bliver overvåget døgnet rundt af PET. Men det er kun begyndelsen. Den danske efterretningstjeneste, og i særdeleshed deres hemmelige afdeling, Nedre Gruppe, sætter snart alt ind på at stoppe den kvikke og respektløse journalist. Men Elliot lader sig ikke bremse. Han aner et gigantisk cover up, der trækker tråde til USA, hvor han har et gammelt regnskab at gøre op.
Et nødvendigt offer er en spændingsroman om sandhedens pris i en tid, hvor terrortruslen hænger over den frie verden. Historien har rod i virkelige begivenheder på dansk grund.
Min anmeldelse:
De virkelige begivenheder bag bogen er politiets anholdelse af 3 mænd under klimatopmødet i København i 2009. Trods flere års undersøgelser i flere instanser er det aldrig lykkedes at finde ud af, hvem der arresterede mændene, hvorfor flere adresser i København blev ransaget og flere personer anholdt, samt hvad der egentlig var baggrunden for det hele.
Her slutter virkeligheden, og Finn Halfdan tager over og udbygger konspirationsteorierne til en effektiv spændingsroman, der aldrig bliver urealistisk, selv om forfatteren i et efterskrift skriver, at den ikke burde være reflektere virkeligheden.
Hovedpersonen, journalisten Elliot Boye, er ikke en mand, det ikke er let at løbe om hjørner med. Det sander det danske politis forskellige afdelinger, på samme måde som flere korps i USA også får hans effektivitet at føle i det endelige opgør, hvor Elliots amerikanske familie også spiller centrale roller.
Det er en højhastigheds roman, der både er meget spændende og rejser nogle centrale spørgsmål om overvågning samt midlerne til bekæmpelse af terror – konspirationsteorier eller ej. Romanen kunne efter min mening sagtens klare sig på det internationale bogmarked sammen med andre mere kendte forfatters bøger i samme genre og med andre actionhelte. Jeg kan også sagtens se den for mig i widescreen på biograflærredet!
Jeg har valgt at give bogen 8 skydeskivepoint på min egen blog og 4 krimihjerter på Krimifan.dk.
Finn Halfdan
Et nødvendigt offer
People’s Press, 2015
420 sider
_________________________________
De uskyldige døde
Fra bogens bagside:
Da Maya Leander sætter sig ind i Nicholas Holms Ferrari og kører til Mølle i Sverige, ligner det den perfekte romantiske weekend. Men bag den idylliske facade gemmer sig en dyster virkelighed. Og alt vendes på hovedet, da Nicholas kort efter bliver fundet død, og politiet mistænker hende for at have slået ham ihjel. Maya og Nicholas var engang ansat i den samme nødhjælpsorganisation og kæmpede for at redde verden. Men hvad skete der med Nicholas sidenhen? Gav han køb på idealerne og blev kriminel?
Maya begynder at grave i sagen, men nogle forsøger at skræmme hende til at stoppe. Og politiet opfører sig bizart. Lige så opsatte efterforskerne er på at hænge hende op på mordet, lige så travlt har deres egen ledelse med at henlægge sagen. Det står snart klart for Maya, at de, der skaffede Nicholas af vejen, ikke har tænkt sig at lade hende gå fri. De spiller deres eget beskidte spil, hvor nogle må dø, for at andre kan leve.
De uskyldige døde er en veldrejet krimi om at gå all in i en højere sags tjeneste. Om idealismens bagside. Og de famøse gode intentioner, der ofte fører ét bestemt sted hen.
Min anmeldelse:
Journalisten Maya Leander bliver uforvarende hvirvlet ind i dramatiske begivenheder, og efterhånden som situationens alvor går op for hende, ændrer hun sig fra at være den, der bare lader sig føre med af, hvad der nu sker, til at tage hånd om sit eget liv på en mere kontant måde. Det er hun simpelthen nødt til for at overleve. Hun må dels udnytte sine evner som undersøgende journalist og dels stole på den hjælp hun kan få fra især sin gode nabo, Sigge, der er et interessant bekendtskab i bogen.
Det bliver en meget dramatisk sag, hvor uskyldige folk dør, og hvor mange kræfter er i spil for at dække over sagens rette sammenhæng og for at skyde skylden på Maya Leander. Det vil være rigtigt synd at afsløre ret meget mere af handlingen, for I skal selv have fornøjelsen af at følge Maya Leanders kamp for retfærdighed og for at overleve. Den eneste spoiler, I får, er, at hun klarer sig.
Jeg har valgt at give bogen 9 skydeskivepoint her og 5 krimihjerter på Krimifan.dk.
Finn Halfdan
De uskyldige døde
People’s Press, 2017
401 sider