Fra bogens bagside: En ældre mand findes død på den lille ø Aarø ved Haderslev. Umiddelbart ser det ud til, at han er faldet uheldigt og er druknet i vandkanten, men særlige omstændigheder gør det hurtigt klart, at det lokale politi har brug for assistance fra Louise Rick og den nye rejsendes, P13.
Camilla Lind er flyttet fra sin mand, Frederik. Mens hun går og pakker i sin nye lejlighed, ringer politiet på døren og meddeler, at hendes mor er død. Hun skynder sig sammen med sønnen Markus til morens hus i Skanderborg, og da hun gennemgår morens ting, støder hun på en chokerende hemmelighed.
Louises efterforskning trækker tråde til Skanderborg, og inden længe er Camilla personligt involveret i at afdække sagen, som måske stikker dybere end først antaget.
Min anmeldelse: Jeg læste bogen kort efter, den udkom, men skrev ikke dengang min anmeldelse, fordi jeg lige ville tænke lidt ekstra over den. Det var noget siden, jeg havde læst en bog fra serien med Louise Rick og hendes veninde Camilla Lind, og jeg ville bl.a. vurdere, om man kunne læse dette bind 13 uden at have læst de foregående. Mht. det sidste, så oplevede jeg ikke nogle problemer ved, at jeg ikke havde læst en del af de forrige.
Jeg ville også lige se, om den kunne leve op til den omfattende pr, der blev lavet om bogen. Mens jeg tænkte over anmeldelsen, kunne jeg nemlig ikke undgå at se og læse flere lovord om “Elins død”, men det kor kan jeg ikke helt tilslutte mig. Bogen er velskrevet og ganske underholdende, men for mit vedkommende var den hurtigt læst og sikkert også hurtigt glemt. Plottet virker på flere måder ikke overbevisende generelt, men især ikke i den måde de to veninders del af begivenhederne hænger sammen på. Det virker rigeligt konstrueret, og bogen får ikke for alvor fat i mig som krimilæser. Det er den ikke spændende eller interessant nok til.
Jeg giver den 7 skydeskivepoint her og 3 krimihjerter på krimifan.dk.
Sara Blædel Elins død Politikens Forlag, 2022 333 sider
Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.
Fra bogens bagside: På roadtrip med en dommedagsprofet, en influencer og en mesterkok.
Sverige, sensommeren 2011. Petra, der er autodidakt astrofysiker, har regnet ud, at atmosfæren vil kollapse den 21. september samme år, omkring kl. 21.20 for at være mere præcis. Omstændighederne bringer Petra i forbindelse med Johan, der mangler lidt i intelligens, men som kan gøre simpel mad til gourmet cuisine, og Agnes, en 75-årig enke, der har tjent en formue på de sociale medier, hvor hun optræder som ung influencer.
Sammen ræser trioen gennem Europa i en autocamper på vej mod Rom, mens Johan planlægger at få det bedste ud af sin sidste tid på jorden ved at konfrontere sin tyranniske storebror. Men selvfølgelig er der intet, der går som planlagt. Ikke engang dommedag.
Min anmeldelse: Ih, hvor jeg har nydt den gale humor i forfatterens andre bøger! Jeg har læst alle og har på min blog anmeldt to af dem med 5 store stjerner som resultat. Læs om de anmeldte bøger her: “Den hundred og et-årige der tænkte at han tænkte for meget” HER //blog.drustrup.dk/#post203 og “Hævnen er sød A/S” HER https://blog.drustrup.dk/?p=698
Derfor var min forventninger til denne seneste bog også meget store, for jeg var hver gang blevet fantastisk godt underholdt af forfatterens absurde og helt vilde historier og deres rablende humor! Inden jeg begyndte at læse denne nye, havde jeg dog spekuleret på, om indholdet i bøgerne kunne blive “for meget” – lidt som humoren i Monty Pythons korte indslag bl.a. i deres TV-shows kunne være det.
Der er også i denne bog nogle finurlige hovedpersoner, der sammen er aldeles inkompatible hovedpersoner, med mindre de placeres i Jonas Jonassons univers. Hele den første del af bogen er nøjagtig lige så vanvittig, som jeg havde forventet. Endda så meget, at det vil være synd (og i øvrigt umuligt) at gengive bare dele af handlingen. Den del af turen fører de tre følgesvende til Rom, hvor målet – som nævnt på bagsiden – er at gøre op med “idioten” Johans bror, Frederik, der er 3. ambassadesekretær og mildt sagt har været ret unfair mod sin bror.
Efter Rom får turen videre til den fiktive øgruppe Kondorerne ud for Afrikas østkyst – med klare referencer til virkelighedens Comorerne. Her afsløres et uventet slægtsskab, og de tre rejsende involveres dybt i øgruppens ret specielle regime. Hertil kommer, at de her også bliver centrale aktører i storpolitik på verdensplan. Af andre elementer undervejs er blandt andet hvidvask, økonomisk svindel, schweizisk bankvæsen og västerbottenost.
Sammen med det totalt skæve indhold, fortælles en god del faktuel historie i stærkt satirisk form om flere emner, ligesom flere eksisterende personer også er skrevet ind i bogen. Blandt andet er russiske forhold og kendte politikere med – lidt på samme måde som i Forest Gump.
Jeg må indrømme, at historien for mig gik lidt over gevind i sidste halvdel af bogen. Det blev ekstra skørt og grotesk, så umiddelbart oplevede jeg en overmæthed af forfatterens gale indfald, mens jeg læste. Og så alligevel! Til allersidst bindes der et par krøller på historien, der på den måde udvikler sig – også for forfatterens øvrige indfald – overraskende, og måske er der mulighed for en fortsættelse. Den russiske mafia har stadig ikke fået fat i de skyldige i, at de har tabt mange penge, og måske kommer Frederik på sporet af, hvor hans idiotbror er blevet af.
Forrygende fjollerier, grotesk galskab og på alle måder absurde optrin og personer belønner sig, så selv om jeg har haft mine forbehold, så er jeg blevet rigtigt godt underholdt, omend det ikke er på heeeelt samme niveau som i tidligere bøger. Derfor bliver det “kun” til 4 stjerner.
Jonas Jonasson Profeten og idioten Modtryk, 2022 392 sider
Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.
Fra bogens bagside: En mand dør i et stenskred på en øde strand på Øland umiddelbart efter at have lagt en krans af roser på jorden.
Da politikvinden Tilda Davidsson flytter blomsterkransen, finder hun de forvitrede knoglerester fra en mand, der sidst blev set sammen med hendes 86-årige slægtning, skipperen Gerlof. Gerlof er gammel og efterhånden svagelig, men ligfundet minder ham om en af hans livs værste stunder, og han kaster sig derfor ud i at finde ud af, hvorfor en så gammel tragedie stadig skaber skræk og had. Et had så stærkt, at mordet på stranden bare er en begyndelse.
Min anmeldelse: Ud over nogle fremragende og spændende enkeltstående bøger – som f.eks. “Sankt Psyko” – har Theorin tidligere skrevet 4 bøger under serietitlen Ølands-kvartetten: Skumringstimen / Natstorm / Blodlag / Gravgæst. Sidste bind kom 2014, men nu har serien fået ny titel, for kvartetten er udvidet med denne nye historie.
Det er stadig med den herlige, gamle Gerlof Davidsson i en af hovedrollerne i bogen, der foregår i 2001. Fra alderdomshjemmet er han stadig aktiv i opklaringen af både den aktuelle sag med dødsfaldet under stenskreddet og de sager i fortiden, der måske ligger bag. Heri indgår også hans traumatiske oplevelse, da hans eget skib brændte. Desuden spiller en skolebrand i 1929 også en central rolle.
Selv om Gerlof undervejs testes for begyndende demens, er han på ingen måde forvitret. Han bidrager på bedste vis Tilda Davidsson med sin viden om fortidens begivenheder. Hun er Gerlofs brors barnebarn, og selv om hun forsøger at begrænse Gerlofs detektivarbejde, så lykkes det heldigvis ikke.
Det er en bog og en serie, hvor lokaliteten på fornem vis indgår som aktiv del af bogen – både geografien/naturen og andre lokale forhold. Foruden krimisagerne og Ølandsstemningerne rummer bogen fine skildringer af livet på plejehjemmet. De tilføjer bogen et ekstra underholdende element, og det er herligt, at den del erstatter de sædvanlige, personlige samlivsproblemer i mange andre svenske kystklimaer og skærgårdskrimier. Det gør ikke spor!
Johan Theorin har rigtigt godt styr på såvel plotstyring og på at fortælle en god historie, så det bliver til 9 skydeskivepoint her og 5 krimihjerter på krimifan.dk.
Johan Theorin Forvitring Modtryk, 2022 413 sider
Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.
Fra bogens bagside: På tærsklen til den moderne verden splittede vi verden op i leg og arbejde. Legen blev tilsidesat som tidsspilde, og arbejdet fremhævet som sikring af artens overlevelse. Men det er ikke i vores kamp for overlevelse, vi finder meningen med tilværelsen.
Bogen tager læseren med på en rejse i tid – i dyb tid – fra de tidligste medlemmer af menneskeslægten for millioner af år siden og frem til den udviklingsrevolution, hvor store dele af menneskeheden fik fra opdagelseslystne jæger-samlere til pligtopfyldende, fastboende agerbrugere. Det legende menneske og det arbejdende menneske blev delt i to, og den udvikling har betydning for måden, vi lever på i dag.
Med historien i hånden viser de fire forskere, at legen ikke kun skal tilhøre vores pauser. Vi skal fungere som hele mennesker, inklusiv leg, fantasi, opdagelseslyst og modet til at prøve noget af – og turde fejle.
Min anmeldelse: Bag bogen er der en imponerende mængde viden, tolkninger af data samt omfattende litteraturstudier. Deraf følger formidlingen af forfatternes synspunkter og konklusioner. Systematisk og i korte kapitler argumenterer de for deres synspunkter på menneskets udvikling og sociale liv, og det er meget, meget interessant læsning.
Det er nemlig spændende at følge de 4 erfarne forskere i deres faktuelt baserede formidling af viden kombineret med deres antagelser om livet i forhistorisk tid. Der er jo ingen skriftlige kilder fra den gang, men kun fund der kombineret med viden om senere naturfolks liv både bliver til overbevisende beskrivelse af forhistorisk udvikling, og samtidig bliver det til relevant inspiration for menneskets liv i dag.
Bogens slutsætning inden den omfattende litteraturliste er denne: Mere end nogensinde før er det afgørende, at vi udvikler flere ideer til, hvad ser kan motivere os, og forholder os aktivt til, hvad der engang har været menneskeligt muligt.”
Selv om bogen er en helhed, og der er en følgerække i kapitlerne og argumentationen, så er emnerne opdelt i 7 dele, hvor set også er en fornøjelse at læse de enkelte dele hver for sig. Det er nemlig ikke en bog, man hurtigt bliver færdig med. Den kan læses flere gange både i sin helhed og de enkelte dele hver for sig.
Det er en fremragende formidlet fagbog, der er både spændende og givende at læse, så det bliver til 5 sikre stjerner.
Rane Willerslev, Lasse Vilien Sørensen, Mads Dengsø Jessen og Henrik Hvenegaard Mikkelsen: En historie om mennesket – Homo Sapiens og meningen med tilværelsen People’s, 2022 265 sider
Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.
Bogen er gæsteanmeldt af Charlotte Johansen, som tog udfordringen op på en krimicafé, jeg holdt på Brønderslev Bibliotek.
Fra bogens bagside: I en lille bygd på Færøerne bliver fire præster fundet i en pøl af deres eget blod. Præsterne er i fuldt ornat, og umiddelbart ville det ligne et kollektivt selvmord, hvis ikke det var, fordi en femte præst, der også var til stede den nat, drabene fandt sted, er sporløst forsvundet.
Som repræsentant for specialenheden Task Force 14 sendes Lucas Stage derop sammen med kriminaltekniker Sidsel Jensen for at assisterer det lokale politi. Sidsel er født og opvokset på Færøerne, men har ikke sat sine ben deroppe, siden hun som 13-årig flyttede til Danmark sammen med sin mor og væk fra sin far og tvillingebror, Hjalti.
Både Lucas og Sidsel er på godt og ondt fremmedelementer i det lille lokalsamfund, og mens tiden arbejder mod de to danske efterforskere, vikles de langsomt ind i et mørkt, brutalt og blodstænket net af fortielser og religiøse fanatikere, der kun går på knæ for gud.
Charlotte Johansens anmeldelse: Den nittende ø er bind 2 i serien om Lucas Stage og David Flugt. Bind 1 hedder “Manden i tre dele”. Den her bog har Lucas Stage fra Task Force 14 som hovedperson.
Samtidig med at vi følger efterforskningen på Færøerne, får vi et indblik i hans svære opvækst, og det er ikke tit, man møder en så usympatisk hovedperson. Han er en manipulerende og dybt korrupt politibetjent. Men samtidig er han en dygtig politiefterforsker. Han arbejder bedst alene, da hans metoder ikke altid just er efter bogen.
Han bliver sendt til Færøerne sammen med kriminaltekniker Sidsel Jensen, som vi også hører en del om, for at opklare en bestialsk forbrydelse, hvor 4 præster enten brutalt er blevet myrdet eller har begået kollektivt selvmord, og den lokale præst mangler. De finder hurtigt ud af, at der er tale om en opsigtsvækkende drabssag, hvor ikke alt er, som det ser ud til at være.
Sidsel Jensen, der er vokset op på Færøerne under navnet Eivør, er tvillingesøster til den lokale politimand Hjalte. Hun forlod Færøerne som helt ung og har ikke været tilbage siden. Det er heller ikke med hendes gode vilje, at hun bliver kaldt tilbage til Færøerne for at hjælpe med opklaringen, og det giver da også en del problemer med de lokale og især med hendes familie, der er dybt religiøse ligesom resten af lokalbefolkningen i bibelbæltet. Her er alt lagt i Guds hænder, og de ser ikke velvilligt på den måde, Lucas griber sagen an på.
Thomas Bagger har skrevet en rigtig god krimi med et plot, der virkelig overrasker, og hvor helten samtidig er en skurk. Den er utrolig velskrevet med flotte naturbeskrivelser, og den er svær at lægge fra sig, når man først er kommet i gang. Den slutter selvfølgelig med en cliffhanger, og jeg glæder mig til den kommende bog i serien.
Jeg giver den 9 point, der svarer til 5 krimihjerter på krimifan.dk.
Thomas Bagger Den nittende ø Politikens Forlag, 2022 384 sider
Bogen er anmeldt at min tidligere kollega, forfatter og bibliotekar emeritus Bjarni Aakesson Filholm. Han var i sin ungdom aktiv på den rytmiske musikscene på Bornholm. Det har han bl.a. skrevet om i sine selvbiografisk inspirerede romaner “Lykkepust fra Liverpool” og “Fraklip”. Han fik dengang tilnavnet “Bornholms Bob Dylan”, så det var helt oplagt at lade Bjarni anmelde denne bog.
Fra bogens bagside: Bogen er Bob Dylans masterclass i sangskrivningens kunst. I over 60 essays om sangtekster skrevet af en af de største musikere i den moderne sanghistorie kommer læseren med ind i det musikalske værksted. Den ikoniske amerikanske musiker og modtager af Nobelprisen i litteratur har haft et album på hitlisterne hvert årti siden tresserne.
I denne bog fokuserer han ikke på sine egne tekster, men tager afsæt i sange af andre kunstnere – fra Stephen Foster til Elvis Costello og fra Hank Williams til Nina Simone. Han dykker ned i, hvordan en enkelt stavelse kan skade en sang, analyserer det, han kalder det nemme rims fælde, og finder forbindelser mellem bluegrass og heavy metal. Og selv om Dylans essays i princippet handler om musik, er de i virkeligheden nok så meget meditationer og overvejelser over det at være menneske.
Bjarnis anmeldelse: I denne på flere måder flotte bog skriver Bob Dylan om andre kunstneres sange. 66 sange til oplysning for dem, der tæller.
Ja Bob Dylan himself, verdensberømt sangskriver og Nobelprisbelønnet poet, ved jo nok, hvordan en melodi skal sættes sammen, og ikke mindst hvordan en tekst skal tilrettes. Det har han bevist lige fra 1960’erne og fremefter. Derfor er det interessant at læse Dylans tanker og følelser i forbindelse med de sange, han har valgt at fokusere på i nærværende prosabog.
Jeg kan over en bred kam godt lide Bob Dylans eget værk. Flere af hans sange har betydet og betyder stadig meget for mig. Mit forventningsniveau var derfor højt, da jeg gik ombord i denne flunkende nye bog om andre kunstneres sange, der falder i mesterens smag. Og lad det være sagt med det samme. Jeg blev ikke skuffet. Det er det rene guf fra Dylans hånd
Om de mange udvalgte sange skriver Dylan, hvad selve sangen handler om, tiden den blev “født” i, sangens univers med dens aktanter, stemningen inde i sangen og sin personlige fortolkning. Nogle af disse essays er poetiske på niveau med teksterne til de sange, han skriver om.
Jo mere jeg læser, des bedre synes jeg om idéen med denne bog. De udvalgte sange er klassikere hver og en på sin egen måde og fælles for disse evergreens er, at Dylan kan lide dem, har et forhold til såvel tekst som musik og derfor har valgt at fokusere på netop disse sange. Der er sange fra 1950’erne og videre op gennem tiden.
Lad mig illustrere mit udsagn med et par eksempler: Først Little Richard “Tutti frutti” fra 1950’erne, hvor Dylan med kaleidoskopiske associationer skriver inspireret, veloplagt og kort om sangens titel, tungetale og vækkelsesprædikanter, om personerne i Little Richards sangunivers: Uncle John, Long Tall Sally og Melinda. Dylan skriver videre: “Little Richard var alt andet end lille. Han siger, der er ved at ske noget. Verden er ved at gå under. Han er prædikant. ‘Tutti Frutti’ slår alarm”.
Dernæst The Who med deres kæmpe tresserhit “My Generation”. Her går Dylan helt ind i sangen, lever sig ind i tekstens univers, tiden, ophavsmanden, Pete Townsends sindsstemning og filosoferer lidt bistert over slægters og generationers gang. “Her er en sang, som ikke er positiv over for nogen og tvivler på alt”, fastslår Bob Dylan om ovenstående sang.
Endelig har jeg lyst til at nævne Hank Wiliams klassiker: “Your Cheating Heart”, som jeg tidligere har hørt (mange gange) og blot opfattet som en ret enkel og meget bedrøvet kærlighedssang. Men det gør jeg ikke mere. Ikke kun. Dylan fabulerer dels over hjerteknuserens karakter og motiv og dels den svigtedes tilstand og ikke særlig fromme men forståelige ønske om, at den person, der svigtede, også måtte komme til at lide alle kærlighedens kvaler. Dylan skriver blandt andet: “Sangen her kan opfattes på flere forskellige måder”, og det er jeg efter læsning af hans essay helt enig med ham i. Det er en sang, som stilfærdigt men overbevisende demonstrerer, at “less is more”.
Der er så mange andre eksempler, jeg kunne have valgt at fremdrage, fordi de også gav genklang inde i mit eget private musik- og lyrikresonans-univers. Fristende, men det tillader pladsen ikke.
Bogens fysiske udstyr er på toppen med en læsevenlig sats og fyldt med flotte og stemningsfulde illustrationer fra især 1950’ernes Amerika. (Eneste anke kunne være, at der ved illustrationerne mangler oplysninger om, hvad de forestiller; – bortset fra et gnidret dobbeltoplag bagerst i bogen med info om arkivresearch og clearing af rettigheder. Men det er nu kun en skønhedsplet i det store billede).
Ellers er værket inspirerende og forførende hele vejen igennem. En flot udgivelse både hvad angår indhold og udseende; – og så er det en bog, man efter endt læsning kan vende tilbage til for at genopleve de enkelte essays, hvis man lejlighedsvis igen skulle støde ind i en af de udvalgte sange, som Dylan har valgt at fortælle om.
Det er en 5 stjernet bog!
Bob Dylan Den moderne sang Gutkind, 2022 339 sider
Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.
Bjarni Filholm Åkessons bog ”Fraklip” har forfatteren på forsiden.
