Dette bind 4 i serien med politikommissær Magnus Rhode er gæsteanmeldt af Palle Thomsen.
Fra bogens bagside: Magnus Rhode er tilbage i endnu en hæsblæsende og nervepirrende københavnerkrimi. Et brutalt drab på en højesteretsdommer sætter samtlige efterforskere på overarbejde, og da også en socialrådgiver og en politibetjent bliver dræbt, begynder et frygtindgydende mønster at tegne sig:
Alt tyder på en religiøs fanatisk seriemorder, der tager Bibelens ord om “øje for øje, tand for tand” særdeles bogstaveligt. Som om det ikke var nok, får Magnus en ny nabo, der slet ikke falder for hans vanlige charme. Tværtimod må Magnus Rhode se sig voldsomt udfordret på sin livsstil, sine meninger og sin faglighed.
Palle Thomsens anmeldelse: Øje for øje, tand for tand, og en seriemorder af bibelske dimensioner. Jeg advarer mod voldsomme mord! Jeg har det svært med at læse disse voldsomme beskrivelser, men man kan jo springe let hen over dem.
Hovedpersonen politikommissær Magnus Rhode er sådan set en ulidelig person og noget utroværdig. STORcharmør som kommer i trusserne på alle de kvinder, han møder, ved mere om vin end de klogeste ønologer og drikker mere end de fleste alkoholikere og kan stadig opklare mord og samtidig ordne en privat opklaring.
På den anden side er det jo en forfriskende figur i modsætning til de fleste politifolk i krimier. De døjer med dårlige ægteskaber, skilsmisser, depression o.s.v.
Det er en god og voldsom krimi, plottet holder, og det frustrerende opklaringsarbejde virker troværdigt.
Så en læseværdig sommerkrimi. Jeg giver den 7 ud 10 skydeskivepoint.
Tom Peder Olsen Manden i spejlet Falco, 2025 372 sider
Bogen er modtaget fra forlaget som anmeldereksemplar.
Fra bogens bagside: Et kollektiv i Roslinge har etableret et nyt rewilding-projekt med elge på deres grund til stor irritation for dyreaktivister, jægere og hundeluftere på Djursland. Da en af kollektivets beboere findes død blandt elgene, må lokalbetjent Bjørn Devantier og politiefterforsker Thea Krogh undersøge alle muligheder.
Thea står til at blive forfremmet og skal køre det unge talent Mads Witt i stilling som sin efterfølger. Sagen i kollektivet bliver hans store prøve. Men Mads er udfordret af et dødsfald i den nærmeste familie, der betyder, at han pludselig er gået fra at være ungkarl til primær omsorgsperson for sin søsters tre børn.
Den anerkendte kunstner Ellen Bork flytter ind i præstegården hos sognepræsten Thorkild, mens hun maler kirkens nye altertavle. En håbefuld relation spirer frem mellem dem. Og da der pludselig går rygter om, at et ukendt maleri af netop Bork måske sidst er set på kollektivets loft, kompliceres sagen yderligere.
Selv om vore begges oplevelser med de første bøger var lidt lunkne, valgte jeg at læse og anmelde “Dyrenes land”, fordi jeg er kommet meget på Djursland (Dyrenes land) og ville se, hvordan bogen greb det med rewilding an. Jeg havde også hørt, at den faktiske sag om misrøgt af dyrene i Nationalpark Mols Bjerge var inspiration og ville indgå i handlingen, men her blev jeg skuffet. Det bliver kun nævnt ganske kort. Desuden virker projektet med elgene som et usammenhængende element uden afgørende relevans for resten af handlingen, så derfor passer bogens titel efter min mening ikke på indholdet.
Selv om initiativtageren til elgene bliver myrdet, og modstanderne af projektet mistænkes, viser mordet sig at have en helt anden baggrund, så historien handler overvejende om tidligere og nuværende kollektivbeboeres indbyrdes relationer. Så vil jeg ikke afsløre mere af plottet.
Desuden følger vi politiets efterforskning af sagens rette sammenhæng, og heri indgår på klassisk krimivis personlige problemer, der influerer på arbejdet og samarbejdet. Den del af bogen fylder meget og beskrives detaljeret, uden at det sandsynlige overbeviser mig.
Kort sagt, så faldt temperaturen fra lunken til lidt køligere efter at havde læst bogen. Jeg synes ikke, at bogen var særligt spændende. Jeg fandt den ufokuseret med flere handlingsspor uden retning, samt at den slet ikke brugte temaet med elge og rewilding seriøst og interessant.
Selv om bogen er elementært velskrevet, kan jeg som som krimi ikke give den mere end 5 skydeskivepoint.
Fra forlagets omtale: En eftermiddag går faxmaskinen pludselig i gang inde på kontoret hos Albin Larsson, der ejer en herreekviperingsbutik i den gamle universitetsby Lund. Faxen viser sig at være et råb om hjælp, skrevet af hans tidligere kæreste, romanceforfatteren Gunnel Ahlström.
Gunnel er gået under jorden efter mistanke om, at hun er involveret i bogforlæggeren Fiona Bertilssons forsvinden. Fiona blev sidst set forlade sit sommerhus i Österlen på vej til stranden, kun iført badekåbe. Hvad de færreste ved er, at Fiona også er leder af et kriminelt netværk, der er involveret i afpresning og handel med LSD.
Albin Larsson får straks fat i Oskar Stenvall, og sammen begynder de at optrævle det virvar, der har bragt den excentriske Gunnel i problemer. Men de må være forsigtige. Ingen, og især ikke politiet, må vide, at de er involveret.
Min anmeldelse: Første del af hygge(krimi)serien “Mysterier i Lund” hed “En dybfrossen mand i gule bukser”, og den anmeldte jeg her: https://blog.drustrup.dk/?p=2506. Jeg skrev bl.a.: “Ud over at være en hyggelig hyggekrimi, er det for mig primært en rigtig morsom bog med nogle herlige personer og en handling, der er så absurd gal, at det er en fornøjelse. Jeg kom til at tænke på Jonas Jonassons bøger, der også er befolket med skæve og meget særlige personer, der næsten uforskyldt ender i nogle utrolige situationer.”
I denne fortsættelse har forfatteren bogstaveligt talt holdt snuden i sporet efter den første bog. Bortset fra skurkene er det samme personkreds og basalt set samme grundstruktur i handlingen.
Kort fortalt: ejeren af det specielle rejsebureau får hjælp af sin alt for unge assistent til en udlandsrejse, der også har et andet formål, hvor den velstående manufakturhandler med de mest utrolige forbindelser igen er afgørende for underholdningen. Og selvfølgelig er den helt umulige politimand ikke mindre umuligt denne gang.
Jeg var rimeligt underholdt, men ikke på samme niveau som i seriens første bog, fordi den ikke på tilsvarende måde overraskede mig. Jeg er lidt i tvivl om konceptet kan strække sig til flere bind i samme spor, men det vil nok vise sig.
Med ret meget mere hygge og humor end krimi vælger jeg ligesom ved bind 1 både at give stjerner og skydeskivepoint – og denne gang 3 knapt så skinnende stjerner af 5 mulige – og 6 skydeskivepoint af 10 mulige.
Kalle Löfqvist En afklippet finger og snuden i sporet Cicero, 2025 288 sider
Bogen er læst på Mofibo, hvor det netop nu også er muligt at finde bind 3: “Bagdad Bodil og de udstoppede kæledyr”
Forfatteren præsenterede bogen for mig på Krimimessen 2025 og ville høre, om ikke jeg havde lyst til at læse og anmelde den. Det havde jeg, men mange andre bøger har desværre overhalet den, så jeg er glad for, at gæsteanmelder Palle Thomsen ville læse denne spændende debut.
Fra bogens bagside: Da oberstløjtnant Christian Isaksen bliver dræbt under en traditionsrig middag på Livgardens Kaserne, begynder en jagt på sandheden, der trækker tråde langt ud over Danmarks grænser.
Peter Klemmensen, en erfaren advokat og reserveofficer, bliver uforvarende hvirvlet ind i en mørk konspiration, da han sammen med en lille kreds af gamle gardere forsøger at forstå, hvad Isaksen frygtede – og hvorfor nogen ønskede ham død.
Men før Klemmensen får svar, må han selv kæmpe for sit liv. En rejse, der begynder i Frankrig, fører ham dybt ind i et netværk af skjulte dagsordener, psykopatiske lejemordere og en gådefuld figur, der kun kendes som Leonidas.
Stiftelsen er en nervepirrende spændingsroman, der byder læseren på brutale mord og et unikt indblik i Den Kongelige Livgarde. Men det er også en fortælling om dansk sikkerhedspolitk og truslen fra Rusland, som bidrager til den aktuelle debat om oprustning i Europa.
Palle Thomsens anmeldelse: Det er forfatterens debut. Han er tidligere officer i Livgarden, og vi får en grundig indføring i Livgarden, dens traditioner og æresbegreber. En for mig helt ukendt verden og en jeg har svært ved at forholde mig til – civilist som jeg er.
Fortællingen bringer minder om Jens Henrik Jensens serie om Oxen og Danehof. Danehof var en højreorienteret bevægelse, som opererede i det skjulte med at øve indflydelse på det danske samfund. Her er det Stiftelsen, som består af tidligere og nuværende officerer i Livgarden og har ligesindede i andre europæiske lande. De opererer også i det skjulte med det formål at øve indflydelse på europæisk forsvar og oprustning.
Som det ofte sker i bevægelser, stiger magten nogle til hovedet, og det kammer over.
Mads har skruet et godt plot sammen med en god slutning. Fortællingen er let læst med korte kapitler, og man mister ikke overblikket undervejs.
En hæderlig debut som kalder på en toer, og som jeg giver 8 ud af 10 skydeskivepoint.
Mads Hyltoft Rønnov-Jessen Stiftelsen Byens Forlag, 2025 258 sider
Bogen er modtaget fra forlaget som anmeldereksemplar.
Dette er en dobbeltanmeldelse, da både jeg selv og bloggens faste gæsteanmelder Palle Thomsen ved en tilfældighed læste bogen stort set samtidig. Vi har læst den forskelligt, men overordnet er vi ret enige om konklusionen og antallet af skydeskivepointpoint.
Fra bogens bagside: Serena bor sammen med sin mand og deres to drenge i en lille by tæt på Pisa. Hun er familiens kalender, hun står for indkøb, husarbejde, børnenes skole- og fritidsaktiviteter.
Selv om hun indimellem synes, at den mentale byrde er hård, har hun fravalgt en erhvervskarriere. Hun er uddannet kemiker og arbejdede i en større virksomhed lige til den dag, da hun fik nok af, at mandlige kollegaer blev præsenteret med navn og titel, mens hun selv blev præsenteret som ”vores Serena”.
Energien til den travle hverdag henter hun i vandreture til en nærliggende skov. En dag ser hun musiklæreren fra børnenes skole indsmurt i blod. Ud over krudt kan Serena lugte noget andet. Hendes ekstreme lugtesans får betydning for opklaringsarbejdet.
Palle Thomsens anmeldelse: Marco Malvaldi er mest kendt for BarLume serien og jeg har med stor fornøjelse læst dem alle. Nu er han så startet på noget nyt sammen med sin hustru.
Det er en pudsig bog. Den lader hovedpersonen Serena tale direkte til læseren om alt, hvad hun tænker og foretager sig. Ind i mellem fik jeg undervejs følelsen af, at det kom lidt for tæt på min intimssfære.
Det er som i Italien og i italienske film – der tales meget. Også for meget ligegyldigt tale. Det er mere en hverdagsberetning end en krimi. Der sker et mord og så ikke så meget mere før til sidst i bogen.
Men alligevel fangede historien mig, og jeg endte med at blive grebet af hverdagslivet i landsbyen, småskænderierne med ægtemanden og veninderne, lærerne på den katolske skole ledet af nonner osv. Og så den noget specielle opklaring af mordet baseret på hovedpersonens mærkelige evne til at kunne genkende dufte og lugte.
En hyggelig og anderledes læseoplevelse, som jeg giver 8 ud af 10 skydeskivepoint.
Min – Per Drustrup Larsens – anmeldelse: Malvaldis krimiserie BarLume har jeg læst de fleste i og har bl.a. anmeldt “Det højeste kort” her: https://blog.drustrup.dk/?p=1881.
Denne nyeste bog på dansk har han skrevet sammen med sin kone, der er uddannet kemiker ligesom den ene af hovedpersonerne, Serena. Det sætter på flere måder sit præg på historien, da der er en god del sidespor med kemisk indhold og andre videnskabelige indfald. Den anden centrale hovedperson er den kvindelige efterforsker Corinna, hvis handlingsmønster sidespor især beskriver hendes aktiviteter inden for politiet.
Begge bidrager til fortællestilens særlige og meget ordrige stil, hvor personernes tanker og udtalelser gengives detaljeret og ofte med længere digresessioner, der slet ikke bringer krimiplottet i centrum, men som til gengæld fortæller både bredt og detaljeret om dagliglivet i byen samt om forholdet til venner og familien.
Desuden lader forfatterparret jævnligt personerne tale direkte til læserne, og det fortællegreb har jeg sjældent set i krimier. Jeg bryder mig generelt ikke meget om det, men jeg synes, det fungerer OK lige i dette tilfælde sammen med de andre måder at berette på.
Resultatet er nemlig en hyggelig historie med god italiensk stemning og en mindre central krimigåde i form af et mord og et specielt opklaringsarbejde.
Jeg giver også 8 ud af 10 skydeskivepoint.
Marco Malvaldi og Samantha Bruzzone Den der standser er fortabt Arvids, 2025 306 sider
Bogen er modtaget fra forlaget som anmeldereksemplar.
Bogen er 18. bind i Gotland-serien, og mens jeg slet ikke har læst dem alle, så har bloggens faste gæsteanmelder, Palle Thomsen, læst alle de 17 forrige og fik derfor også tjansen med at anmelde denne fortsættelse.
Forlagets beskrivelse: En sensommeraften bliver en kvinde, en mor fra lokalsamfundet, fundet brutalt skuddræbt på en ødegård i den sydvestlige del af Gotland. Forbrydelsen spreder rædsel blandt gotlænderne, og politikommissær Anders Knutas står over for en sag, der tegner til at være noget af et mysterium.
Den stille og tilbagetrukne mor arbejdede på ødegården, havde systue hjemme, sang i kor og hjalp til i kirken hos den attraktive præst Elias Ullberg. Hvem kunne finde på at slå hende ihjel på så brutal vis?
Politikommissæren må optrevle sagen, der leder ham til forfærdelige opdagelser langt ude i det idylliske landskab. Samtidig kæmper han med sin nye tilværelse som småbarnsforælder og sin forestående pensionering. Mens Knutas og hans kollegaer forgæves arbejder på at løse sagen, planlægges der i det skjulte flere mord …
Palle Thomsens anmeldelse: Når man starter på en ny i serien, er det ligesom at komme hjem til landsbyen. Man kender alle hovedpersoner med deres særheder og baggrundshistorie, og skulle man have glemt dem, så får man det hele serveret igen. Det bliver måske lidt trivielt, men jo godt for nye læsere.
Jeg har det med Gotland-serien som med Barnaby – der kan da snart ikke være flere levende mennesker tilbage i Midsommer og på Gotland. De bliver jo slået ihjel i hobetal.
Jeg har aldrig været på Gotland, men Jungstedts beskrivelser af øen giver mig lyst til at besøge stedet. Man kan mærke, hun holder af Gotland.
Selve fortællingen er lidt lang tid om at komme igang, men det er som vanligt et godt plot og med en overraskende slutning. En god og letlæst sommerkrimi.
Jeg giver den 7 point ud af 10
Mari Jungstedt Den sidste udpost People’s, 2025
Bogen er modtaget fra forlaget som anmeldereksemplar.
