Bagsiden af bogen:

Da Leo som fjortenårig bliver efterladt som ansvarlig for sine yngre brødre, mens hans far er i fængsel og hans mor på hospitalet, ved han, hvordan han skal skaffe penge nok til at tage sig af brødrene: Han vil maskere sig og begå sit livs første kup.

Mange år senere bliver Leo løsladt efter at have afsonet sin straf for en serie brutale bankrøverier. Nu har han ét mål, at begå den perfekte forbrydelse. Denne her gang vil han ikke involvere sine brødre. Men han begår en fejltagelse, der vækker politikommissær John Broncks’ opmærksomhed. Og det ændrer spillereglerne: hvis du trækker min bror med, trækker jeg din bror med.


Min anmeldelse:

Jeg hørte første gang om de 2 forfattere og deres unikke samarbejde på Bok & Bibliotek i Göteborg, da deres første bog Bjørnedansen udkom på svensk, og jeg nød at læse bogen, da den kom på dansk. Læs anmeldelsen af den bog på krimifan.dk HER

Læs forlaget Modtryks folder om de to forfattere om Bjørnedansen HER.
Ganske kort: Roslund er forfatter med flere bøger bag sig sammen med Hellström, og Thunberg har været manuskriptforfatter på film og tv-serier, men vigtigere i denne sammenhæng er det, at han som den eneste bror af 4 ikke var med i banden Militærligaen, som dannede baggrunden for banden i Bjørnedansen. Hans voldelige far og 3 brødre blev i den og i virkeligheden dømt for et stort våbenkup og flere bankrøverier.

Bare denne indledning for at varme op til anmeldelsen af den nyeste bog, de 2 umage og alligevel matchende forfattere har lavet: En bror at dø for. Heri er faderen og de 3 brødre kommet ud af fængslet, og ene bror, Leo, planlægger et kæmpe kup, hvor han vil have familien men igen, men de øvrige brødre har bestemt sig for at stoppe med kriminalitet. Hvad vinder: loyaliteten for brødrene og familien eller beslutningen om at leve lovlydig?

Den del af bogen, der handler om kuppet, er krimihistorien, mens bogens anden del er om de fire brødres opvækst samt forholdet mellem deres forældre. Det hele hænger sammen, og nutiden er stærkt påvirket af deres barndomsoplevelser, men hvorfor går det, som det gør?

Det er en inciterende og insisterende historie! Den sætter sig på krop og sjæl med sin barske skildring af et dysfunktionel familieliv, hvor én eneste af brødrene holder sin sti ren, og ender med at skrive romaner om det. For romaner og fiktion er det – især krimidelen i denne bog, mens familieoplevelserne virker og skulle være ret tæt på virkeligheden.

Selv uden at kende Thunbergs baggrund er bogen stærk læsning – spændende og gribende, men men med viden om hans faktiske opvækst, er bogen endnu stærkere.

De to forfattere udgør et rigtigt godt makkerskab, der sammen har forløst virkelighedens traumer og kriminalitet og omdannet det hele til en fiktionsform, der bare giver en god og tankevækkende læseoplevelse. De er på en helt anden måde partners-in-crime, end Thunbergs tre brødre har været det, men ingen bøger uden de to partnerskaber, og det er heldigt for os krimilæsere, der også gerne vil have mere end bare en krimigåde!

Hvordan bogen og sagen udvikler sig, og hvad det hele ender med, må I selv finde ud af.

Jeg giver bogen 9 skydeskivepoint på min her og 5 krimihjerter på krimifan.dk.

På billedet herunder ses de to forfattere på Sort Scene på Krimimessen 2017. Roslund til højre.

Anders Roslund og Stefan Thunberg
En bror at dø for
Modtryk, 2017

410 sider