“Må Da Force være med jer”

Nu med gæsteanmelder til sidst! Læs nederst hvad min tidligere/gamle kollega, Bjarni Aakesson Filholm mener om bogen!

Fra bogens bagside:

Det eneste Malone ønskede sig var at være en god politimand.

Han er kongernes konge i det nordlige Manhattan, en højt dekoreret NYPD kriminalbetjent af første grad og den reelle leder af indsatsstyrken ‘Da Force’. Malone og hans eliteenhed er de klogeste og modigste, de bedste og de mest hårdkogte. De har vide beføjelser i krigen mod bander, stoffer og våben. Hver dag og hver nat i de atten år han har tilbragt på jobbet, har Malone tjent helt ude på frontlinjen og været vidne til smerte, ofrer, ødelæggelse og død. Han har gjort, hvad der skal til, for at tjene og beskytte en by bygget på ambition og korruption, hvor ingen er rene – ikke engang Malone selv.

Denny Malone. En korrupt strisser. Ingen havde troet, han ville ende bag tremmer. Han og hans partnere har stjålet for millioner af dollars i narkotika og kontanter i kølvandet på den største heroinbeslaglæggelse i byens historie. Alle holder vejret, for Malone er fanget i en fælde. Han skal vælge mellem at forråde sine brødre og partnere, jobbet, familien og den kvinde, han elsker – alt imens byen koger ingen etnisk konflikt, der truer med at ødelægge dem alle.

Min anmeldelse:
Bagsideteksten beskriver indholdet ret præcist, så jeg vil koncentrere mig om at beskrive min læseoplevelse samt min vurdering. Fra første side står det klart, at Malone bliver knaldet for de ulovlige og grænseoverskridende handlinger, han har været involveret i, så det var læsningen om rejsen ned ad det stadigt stejlere skråplan, der for alvor fangede mig.

Det er en interessant skildring af, hvordan moralopfattelsen ændrer sig og skrider, efterhånden som personerne hele tiden tager små skridt i det godes tjeneste, men ud over grænserne. Er det i orden, når man ved, at både modparten – forbryderne – samt cheferne og ikke mindst politikerne er endnu større svindlere, og korrupte løgner? Det dilemma står centralt. Uanset hvad man synes, så er det skidt at komme på tværs af Styrken – Da Force. Derfor falder denne replik også et par gange undervejs: “Må Da Force være med jer,”

Det er desuden af største vigtighed, at hele bogen er en sproglig nydelse med de præcise beskrivelser af miljøer og tanker i et klart og fascinerende sprog. Lad mig sige det direkte:for en gangs skyld en krimi med et højt litterært og fortælleteknisk niveau, hvor bogen ikke kun er båret af plot og spænding. En nydelse at læse.

Er det vigtigt at vide, hvor realistisk bogen så er? Ja, for samtidig med, at vi som læsere følger den fiktive Malones indsatsstyrke og dens effektive indsats blandt forbrydere og kollegaer, så er der så intense beskrivelser af miljøet, geografien og de sammenhængende elementer i det komplekse liv på Manhattan, at der må være faktuelle elementer. Og det gør bogen endnu bedre.

Til at styrke det realistiske kan nævnes, at bogen indledes med en liste over de 178 amerikanske betjente, som blev dræbt i tjeneste, mens Winslow skrev romanen. Desuden henviser Winslow i et efterskrift til de mange samtaler han har haft med nuværende og tidligere politifolk fra New York.

Hvem er så skurke og hvem er helte? Må man overskride lovens grænser for at gære det rigtige, og hvad er det rigtige? Det er helt op til læserne at vurdere, men selv om Winslow klart ytrer en kritisk holdning til indsatsstyrkens gerninger, så er hverken gangstere eller politikere i hans øjne ret meget bedre. Det er på én gang en solidarisk, skræmmende og kritisk beskrivelse af de vilkår, NYPD arbejder under.

Bogen er udgangspunkt for en film i 2019 med Ridley Scott som producent, mens Oliver Stone instruerede filmen Savages, som var baseret på Winslow fantastiske roman “De smukke vilde”.

Det var en på alle måde stor oplevelse at dykke ned i Winslows New Yorker-miljø, så jeg kan sige, at bogen er et rent pletskud, og den får derfor de maximale 10 skydeskivepoint på min egen skala samt 5 sikre krimihjerter på krimfan.dk.

Don Winslow
Styrken
HarperCollinsNordic, 2018
478 sider

BJARNI AAKESON FILHOLM – også bibliotekar emeritus fra Hjørring Bibliotekerne – mener dette om bogen:

En god og yderst spændende historie med et etisk twist.

Man følger en barsk politimand, Malone, i en specialstyrke i New York. Han og hans politimakkere færdes og arbejder i meget hårde miljøer.

De må sommetider bøje loven en lille smule og vende det blinde øje til, hvad de ser; – i en større og “retfærdig” sags tjeneste naturligvis. Når man på den måde laver sine egne regler, kan det let ende galt. Det gør det også i denne historie.

Den ene ulovlighed fører til den anden i det giftige storbymiljø i visse af metropolens belastede kvarterer. Karakteren af disse forsyndelser begynder måske i småtingsafdelingen og af et godt og ærligt hjerte, men det hårde miljø korrumperer de idealistiske New Yorker betjente i Malones specialstyrke.

Ulovligheder der rimer på moralsk skråplan og glidebane. Malone og hans hårdhudede venner kommer i alvorlig knibe, når deres metoder kommer i søgelyset.

Winslow skriver godt, – har måske en tendens til ind imellem at henfalde til lidt politi-sentimentalitet – men i det store hele en velskrevet roman. Han har sine øjeblikke med god psykologisk indsigt og overbevisende rå billeder og ditto sprogbrug.

Jeg var glad for at læse bogen, selv om den – efter min vurdering – slet ikke er på højde med hans tidligere og fremragende: “De smukke vilde.”

Bjarni Åkesson Filholm