Fra bogens bagside:
Sportsstjernen Sonja Nordstrøm dukker ikke op, da hun skal lancere sin selvbiografi “Evig Etter” på morgen-tv. Den unge journalist Emma Ramm tager hjem til Nordstrøm for at se, om der gemmer sig en god historie i udeblivelsen. Bag den ulåste hoveddør finder Emma tegn på kamp, men ingen Sonja Nordstrøm. Til gengæld er der klistret et startnummer fast på tv’et. Nummer 1.

Politikommissær Alexander Blix får ansvaret for efterforskningen af Nordstrøms forsvinding. Spor efter hende dukker op forskellige steder, og det hele virker som en nøje udtænkt plan. En morder med sans for dramatik er tilsyneladende.

“Nulpunkt” er den første bog, Jørn Lier Horst og Thomas Enger har skrevet i fællesskab, og det er den første bog om parret Ramm og Alexander Blix.

Min anmeldelse:
Først en tilståelse: Med skam at melde, så har jeg ingen erindring om at have læst en eneste af de to norske forfatteres bøger med hovedpersonerne William Wissing og Henning Juul. Så dem har jeg ikke læst. Derfor er min anmeldelse kun baseret på denne ene bog, som er den første, de har skrevet sammen. Og for min skyld må de garvede forfattere med mange krimier hver for sig meget gerne fortsætte samarbejdet!

Uden at afsløre mere af handlingen end højest nødvendig, så kan jeg fortælle, at det er en ret realistisk historie om folks behov for at blive kendte og endda for enhver pris. De velkendte “15 minutes of fame” er ikke altid nok, så realitystjerner og andre folk i bogen og ude i virkeligheden gør hvad som helst for at blive kendte – også bogens morder. Morderen følger en plan, der først afsløres et godt stykke henne i bogen, og det gør forfatterne så godt, at det er en bog, der læses ret hurtigt. Samtidig er det dog en bog, der ikke glemmes lige med det samme, både fordi den er velskrevet og spændende, men også fordi emnet er ret relevant og aktuelt.

Bogen får 8 sikre krimiskydeskivepoint her og 4 krimihjerter på krimifan.dk (Så gemmer jeg nogle point og hjerter til evt. kommende bøger fra det dygtige forfatterpar)

Jørn Lier Horst & Thomas Enger
Nulpunkt
Modtryk, 2018
392 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget