Fra bogens bagside:
To hovedpersoner! Dobbelt drama!

Will Trent er undercover på Fort Knox. Hans opgave: at undersøge et toogtyve år gammelt mord. Hans mistænktes navn: Jack Reacher.

Jack Reacher er i Fort Knox på sin egen mission: at fælde et farligt netværk af kriminelle, som opererer i hjertet af USA’s militær. Og nu er Will Trent pludselig trådt ind på scenen.

Men der er en endnu større sammensværgelse i gang – en som hverken GBI-agenten eller den tidligere militærpolitiofficer har gennemskuet – og den eneste mulige strategi for Jack Reacher og Will Trent er nu at lægge kortene på bordet og arbejde sammen. Hvis de kan…

Min anmeldelse:
Det er en interessant og spændende kortroman / novella, som de to dygtige krimiforfattere sammen har lavet om dette topmøde mellem deres hovedpersoner i mange bøger. Konflikterne står i kø, komplikationerne er mange, og selvfølgelig slår det gnister mellem to så stærke, selvstændige og ustyrlige mænd, men lige så selvfølgelig klarer de som altid ærterne.

Tilbage står de to actionmænd med nogle af opgaverne løst, men samtidig med en farlig viden, der måske (og gerne) kunne resultere i et nyt topmøde. Det må gerne ske i en bredere fortælling end denne korte omgang.

Af bogens 136 sider er kun de 2/3 selve historien ” Det rene guld”. Derefter følger 10 sider “interview” med Will Trent samt 36 sider med første del af “Den sidste enke”, som er Karin Slaughters kommende krimi med Will Trent og Sara Linton. Den del af bogen har jeg ikke læst, men vil vente med til jeg kan læse hele bogen (der lige er komet med posten!). Den udkommer 10. oktober.

Med ønsket om en endnu større bog med de to actionmænd bliver det til 7 skydeskivepoint her og 3 krimihjerter på krimifan.dk til denne kortroman.

Karin Slaughter og Lee Child
Det rene guld
HarperCollinsNordic, 2019
136 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.