Fra bogens bagside:
Journalisten Nina Wedén gør årets scoop og afslører efter et tip udenrigsministeren som sexkøber. Da den karismatiske, men uerfarne Jacob Weiss udnævnes til ny minister, bliver Nina til sin egen overraskelse headhuntet som hans pressesekretær, og hun går straks i gang med dygtigt at spinne den ene gode historie efter den anden rundt om Weiss.
Weiss er omgærdet af rygter og tvivlsomme medarbejdere, og da en af de højtstående embedsmænd findes hængt, indser Nina, at der er noget helt galt. Og sporene leder direkte til hendes hemmelige kilde.
Min anmeldelse:
En politisk spændingsbog om magtkampe, ledelse, mediekontrol, mediernes magt, sikkerhedstjenester, venner og fjender i og omkring det svenske socialdemokrati.
Sagen er ganske kort beskrevet på bogens bagside, men der er en god del flere lag i historien, end der afsløres der. Jeg vil ikke selv afsløre mere af handlingen ud over dette: titlens otte måneder spiller en central rolle. Det henviser til den periode, der i begyndelsen ikke kan gøres rede for i den nyudnævnte ministers CV. Forfatteren løfter da også kun for sløret over sagens elementer og sammenhænge lidt ad gangen.
Og det bliver spændende læsning, hvor alle midler tages i brug for at opnå de ønskede resultater, og hvor ingen af deltagerne kan være sikre på, hvem de kan stole på. Konflikter, skjulte dagsordener og egoistiske hensyn samt politiske bagtanker krydser rundt, mens de skarpe knive bestemt ikke altid efterlades i ærmerne, men svinges flittigt.
I bogens efterskrift tager forfatteren ansvaret for bogens handling, men samtidig takker han en virkelig forhenværende pressesekretær for den svenske udenrigsminister Carl Bildt for hendes informationer om arbejdet. Det er klart, at der er en grad af realisme i bogen, men hvor meget der faktuelt er, aner jeg ikke. Bogen beskriver jo også alt det skjulte og hemmelige, så hvor skulle jeg vide det fra, men vanvittigt skræmmende er det at læse om de mange grovheder og ulovligheder. Foregår landspolitik og partipolitik internt på samme måde som i bogen, og er mediernes rolle sådan, så er en god del af mine illusioner bristet, og jeg mener ikke, jeg er specielt naiv på de områder. Aktuel! Skræmmende!
Historien fortælles journalistisk og lige ud af posen, men bogen bliver nogle gange lidt for detaljeret. Det er en mindre detalje i forhold til det overordnede positive indtryk. Derfor giver jeg bogen 9 skydeskivepoint og anbefaler den meget gerne.
Magnus Montelius
Otte måneder
Modtryk, 2019
484 sider
Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.