Anden og dog selvstændige del i serien “Skånekvartetten”, hvor der ikke er de samme hovedpersoner i bøgerne, men forskellige små samfund og deres beboere i Skåne. De sociale strukturer, historien, familierne, stederne og de personlige forbindelser er i centrum i denne meget interessante og dejligt anderledes krimiserie.
Bøgerne kan læses uafhængigt af hinanden, men læs dem!
Første del “Sensommerjagt” anmeldte jeg HER
Fra bogens bagside:
Den sidste aften i august 1990 camperer fem unge på kanten af et nedlagt stenbrud uden for den lille skånske by, de er vokset op i. De er netop blevet studenter, og det er deres sidste aften sammen. Forude venter voksenlivet og fremtiden. Men da solen står op, er kun fire af dem i live.
I 27 år er ulykken et åbent sår i lokalsamfundet. Da den gamle politichef går på pension, overtager tilflytteren Anna Vesper stillingen. Hun genåbner trods advarsler den gamle sag fra efteråret 1990. Et efterår, ingen vil tale om, men som ingen heller kan glemme.
Min anmeldelse:
Som i første del af serien er der tale om en spændende krimihistorie med baggrund i et dødsfald, der har påvirket lokalbefolkningen i mange år, og som aldrig er blevet opklaret. Og igen er et lille, skånsk lokalsamfund, hvor alle kender hinanden, stedet for begivenhederne. Og også denne gang er historien befolket med facetterede, specielle og interessante personer, der bidrager til slagets overraskende gang.
I første del af bogen følges kronologisk i vekslende kapitler dels begivenhederne den skæbnesvangre aften i 1990 og dels Anna Vespers første efterforskning af historien. I næste del fokuseres på Annas arbejde med opklaringen og de mange forsøg fra lokale folk på at forpurre hendes arbejde. Her spiller kammerateriet i politiet, familierelationer og hensyn til det lokale erhvervsliv vigtige roller i et sindrigt spil. Endelig udgør sidehistorien om baggrunden for Anna Vesters skifte til jobbet i det lille skånske samfund og hendes anstrengte forhold til sin medrejsende teenagedatter et selvstændigt og interessant omdrejningspunkt.
Måden at fortælle historien på ved langsomt, men sikkert at afsløre tingens rette sammenhæng frem mod den overraskende slutning er klassisk, men forfatteren gør det elegant og velskrevet, så bogen både er en god læseoplevelse, og desuden holder spændingen ved lige helt frem til sidste side.
På bagsiden karakteriseres bogen som en intens, psykologisk krimi, og jeg kan kun være enig. Det er en krimi langt over gennemsnittet, og jeg giver gerne bogen 9 skydeskivepoint her på min blog og 5 krimihjerter på Krimifan.dk.
Anders De la Motte
Efterårssorg
Modtryk, 2020
494 sider
Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.